Anne Christmann Ramsgaard, 35 år

Anne Christmann Ramsgaard

 

Økonomisk konsulent i Økonomi

 

Jeg har været ansat som økonomisk konsulent i Holstebro Kommune i knap to år. I mit arbejde har jeg en bred vifte af opgaver, som især drejer sig om styring af kommunens økonomi. For øjeblikket er jeg meget involveret i arbejdet med at knække kurven i de senere års stærkt stigende udgifter inden for det specialiserede socialområde.

 

Fra vores egen husholdning ved vi, at økonomi er et grundlæggende vilkår. Vi kan ikke bruge flere penge, end vi har. Det er med Holstebro Kommunes økonomi som med de fleste andre kommuners. Vi får ikke flere penge til rådighed. Og når der er områder, hvor udgifterne stiger kraftigt år for år, så er det særlig nødvendigt at bremse op og forsøge at finde frem til nye måder at løse opgaverne på.

 

Min opgave i den sammenhæng er at være med til at give både politikerne, administrationen og lederne på kommunens institutioner nogle redskaber, der giver bedre muligheder for at styre det økonomiske forbrug. Det er en stor, men spændende udfordring. Den kræver en proces, som ofte involverer mange. Jeg skal være med til at få det økonomiske til at spille sammen med den faglige kvalitet i løsning af opgaverne, så den service, som borgerne får fra kommunen, berøres mindst muligt. Jeg kan godt sidde og gøre mig nogle tanker om økonomi, men dem, der leverer den daglige service til borgerne, ved, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt.

 

I mit arbejde i Økonomi er jeg ikke i direkte kontakt med borgerne. I den forstand hører jeg til de kommunale medarbejdere, som nogen kalder ”de kolde hænder”. Men jeg er indirekte med til at hjælpe ”de varme hænder”, så de inden for den økonomi, der nu engang er til rådighed, kan give den enkelte borger den bedst mulige service i det daglige.
 

Opdateret 04-03-2011

Redaktør: Karsten Peier

Kontakt

Strategi og Analyse

Kirkestræde 11

7500 Holstebro

Tlf.: 9611 7525

oekonomi@holstebro.dk