Min Side er din helt personlige side og indgang til det offentlige på borger.dk. Her kan du se nogle af de oplysninger, det offentlige har om dig. Når du logger på, får du adgang til dine personlige oplysninger fra bl.a. SKAT og CPR-registeret – og samtidig kan du benytte en række selvbetjeningsløsninger.
Du logger på Min Side med NemID. Det sikrer, at du er den eneste, som kan se dine oplysninger. Hvis du ikke har en NemID endnu, kan du sidst i artiklen læse om, hvordan du bestiller én. Du kan også logge på Min Side med den gamle Digitale Signatur, hvis du ikke har fået din NemID endnu.
Når du logger på Min Side, vil du kunne finde information fra forskellige offentlige systemer og registre:
Nogle oplysninger på Min Side er også kommunespecifikke, det betyder, at kun nogle kommuner tilbyder disse oplysninger. Eksempelvis tilbyder Københavns Kommune lånerstatus fra biblioteket under området ’kultur og fritid’.
Hvad du kan se, afhænger dog også af, hvem du er. Eksempelvis findes der kun information i ’Forældreintra’, hvis du har børn. Så kan du se information fra Forældreintra på deres skoler. Hvis du har børn, som ikke går i skole, vil ’Forældreintra’ bare være et tomt felt. I nogle af de sammenhænge, hvor Min Side ikke kan finde oplysninger om dig, vil du med andre ord kunne opleve at se tomme felter.
I nogle tilfælde viser Min Side også selvbetjeningsløsninger, hvis det er relevant i forhold til de oplysninger, du får vist.
Når du logger på, henter Min Side oplysningerne fra forskellige registre, som alle tilhører offentlige myndigheder. For at borger.dk kan præsentere oplysninger fra forskellige myndigheder for dig på Min Side kræver det som minimum opslag i CPR- og BBR-registrene. Oplysningerne hentes udelukkende med det formål at vise dem for dig. Det er kun dig, der kan se oplysningerne på Min Side.
Det faktum, at Min Side henter dine oplysninger fra andre hjemmesider, betyder også, at hastigheden på Min Side afhænger af de andre hjemmesider. Derfor kan det nogle gang tage lidt tid at få hentet alle oplysningerne ned. I nogle tilfælde vil Min Side dirigere dig videre til en anden offentlig hjemmeside, hvor du kan se oplysningerne. Her behøver du ikke logge ind igen – når du er logget på én gang med NemID, er du automatisk logget på de andre, offentlige sider også.
Dine personlige oplysninger på Min Side skal behandles sikkert og fortroligt og efter Persondatalovens forskrifter. På grund af sikkerhedsmæssige hensyn skal du derfor give samtykke til, at borger.dk henter og viser dine personlige oplysninger for dig, hver gang du logger på borger.dk.
Hvis du ikke ønsker at give samtykke til, at borger.dk henter dine oplysninger fra en række offentlige registre, kan du afvise samtykket. Dermed henter borger.dk ikke nogen oplysninger fra offentlige registre. Det betyder, at du ikke vil kunne se nogen personlige oplysninger om dig selv på Min Side. Du vil stadig kunne tilgå indhold fra andre myndigheder, som ikke kræver viden om CPR-numre eller ejendomsnumre m.v., herunder Post på borger.dk.
Du kan se oplysningerne om dine børn indtil barnet fylder 18. Så forsvinder barnets oplysninger fra din side.
I menuen på Min Side bliver der vist navnet på dine børn, hvis det i CPR-registeret fremgår, at du har forældremyndigheden over dem. Hvis det ikke er registreret, eller du ikke har forældremyndigheden, vises der af sikkerhedshensyn kun barnets CPR-nummer, som enhver forælder har ret til at se uanset forældremyndighed.
Det offentlige begyndte først i foråret 2004 at registrere spørgsmålet om forældremyndighed i CPR-registeret. Hvis du har børn, der er født før maj 2004, vil det således typisk ikke fremgå af CPR-registeret, om du har forældremyndigheden. Der kan derfor være forskellige visninger af dine børn på Min Side, alt efter om de er født før eller efter maj 2004.
Danskere, der bor i udlandet, har beklageligvis ikke adgang til lige så meget indhold på Min Side, som danskere bosiddende i Danmark har. Dette skyldes delvist en fejl på Min Side. Vi arbejder p.t. på at identificere og løse problemet men har endnu ikke et tidsperspektiv for, hvornår den vil være løst.
Konkret vil danskere i udlandet opleve, at de kun kan se digital post på borger.dk på Min Side. Vi beklager fejlen.
Borger.dk, som juridisk er forankret under Digitaliseringsstyrelsen, har jf. Persondatalovens § 6 fået tildelt en myndighedsopgave i forhold til at etablere og drive borger.dk, herunder Min Side. IT- og Telestyrelsen (nu Digitaliseringsstyrelsen) har i sommeren 2008 anmeldt borger.dk til Datatilsynet, og Datatilsynet har udtrykt enighed i, at borger.dk har en myndighedsopgave i at drive borger.dk, herunder Min Side. Datatilsynet ser Min Side som borgerens mulighed for at få indsigt i egne data jf. Persondatalovens § 31. At du via Min Side kan få indblik i enkelte personoplysninger om din evt. ægtefælle eller partner og evt. børn skyldes, at du også har ret til registerindsigt i CPR-registeret jf. CPR-loven og Persondataloven. CPR-kontoret under Indenrigs- og Sundhedsministeriet tolker denne ret til registerindsigt som, at du har ret til at se bl.a. CPR-numre for evt. ægtefælle/partner og/eller evt. børn, uanset om du har forældremyndigheden over sidstnævnte eller ikke. Du kan i øvrigt se andre og mange flere CPR-oplysninger via www.cpr.dk, som du også kan logge på med NemID eller digital signatur.
Ja. På Min Side ser du en række felter, som indeholder dine oplysninger, selvbetjeningsløsninger m.m. De felter kan du flytte rundt på, så du kan anbringe dem i den orden, du foretrækker. De stiplede linjer rundt om felterne viser, hvordan de kan placeres på siden. Bare klik med musen, hold knappen nede, flyt feltet og slip. Du kan også fjerne feltet helt ved at klikke på krydset i højre øverste hjørne af feltet – eller du kan folde det sammen og folde det ud igen ved at klikke på pilen i øverste højre hjørne af feltet.
Når du har placeret felterne, som du foretrækker, skal du klikke på ’gem opsætning’ – så sørger Min Side for at vise dine informationer på samme måde, næste gang du logger på.
Menuen i venstre side kan du fjerne ved at klikke på ’skjul menuen’. Så får felterne med dine oplysninger mere plads på skærmen. Du kan altid få venstremenuen frem igen ved at klikke på ’vis menuen’.
Når du er logget på Min Side, skal du huske at logge ud efter dit besøg - især hvis du bruger borger.dk fra en offentlig computer på et bibliotek eller lign. Ellers risikerer du, at brugeren af computeren efter dig kan se dine personlige oplysninger.
For at logge korrekt ud fra borger.dk skal du klikke på knappen 'log ud' øverst på skærmen og lukke de browservinduer, du har åbne, ved at klikke på krydset øverst i højre hjørne på alle åbne browservinduer. Det er ikke nok at klikke på krydset på fanebladet i din browser. Hvis du kun lukker et faneblad, vil du stadig være logget ind, og der vil stadig være adgang til dine personlige oplysninger.
Det samme princip gør sig gældende på andre sites, hvor man bruger log-in, som f.eks. hotmail. Husk derfor altid at logge korrekt ud fra borger.dk såvel som fra andre websites.
For at logge på Min Side skal du have en digital adgangskode. Fra den 1. juli 2010 har du kunnet få den nye digitale signatur, NemID, som afløser den gamle Digital Signatur.
I modsætning til den gamle Digital Signatur, kan du med NemID nemt logge på fra alle computere, lige når det passer dig.
Indtil du får din NemID, kan du stadig bruge Digital Signatur.
Du kan bestille NemID fra linket herunder:
Bestil NemID - Privat - NemID (nyt vindue)
God fornøjelse!
Log ind på Min Side