
Arkitekt Carsten Maegaard har været i kommunens planafdeling i 15 år.
Jeg har gennem årene arbejdet som arkitekt i både private tegnestuer og i kommunale planafdelinger – de seneste 15 år i planafdelingen i Holstebro Kommune, hvor vi er seks arkitekter, en civilingeniør, en teknisk assistent og en kontorassistent. Arbejdet i det private og det offentlige ligner i mit fag meget hinanden, men der er større spændvidde i opgaverne og flere ”bolde” i luften på én gang i en kommune end på en rådgivende byplantegnestue.
På det overordnede niveau er planafdelingen med til at lægge rammerne for udviklingen i Holstebro Kommune i et langsigtet perspektiv. Et eksempel er planlægningen af linjeføringen for motorvejen fra Herning til Holstebro, og hvordan den indpasses i den øvrige fysiske planlægning omkring byen. Et andet eksempel er den nye cityplan, der bl.a. skal åbne for, at der kan skabes en helt ny, spændende bydel på den nuværende slagterigrund i Holstebro. Disse overordnede projekter indgår i kommuneplanlægningen. Vi har på det overordnede plan et ansvar for, at den fremtidige anvendelse af arealer og områder i kommunen kommer borgerne og samfundet til gode.
Det andet niveau i vores arbejde som arkitekter drejer sig f.eks. om at tegne en tiltalende bebyggelsesplan for et nyt boligområde, så det bliver en god ramme om familiers daglige liv. Et af de mest populære boligområder, jeg har været med til at tegne, er Sletten ved Holstebro. Det er blevet lidt af en perle, fordi der er så meget natur og åbent landskab i bebyggelsen. Et spændende eksempel på den fremtidige byudvikling er Hornshøj-projektet, der ad åre, skal være ramme om 3.000-4.000 menneskers daglige liv. Og et tredje eksempel er planlægningen af et stort butikscenter i Enghaven.
Og så er der det helt nære niveau, hvor vi – bl.a. i samarbejde med vores rådgivere – ser tegningerne omsat til fuld skala. Eksempler, blandt mange, er Kirkepladsen i Holstebro, det nye bytorv ved Musikteatret, og ja, en ny gågadebelægning.
Jeg kan ikke forestille mig et mere spændende arbejde, end det jeg har i dag. Det er en stor tilfredsstillelse at se de tanker, ideer og streger, der bliver nedfældet på papir, omsat til fuld virkelighed. Det er fantastisk at være med til at forme rammerne for den fremtidige udvikling i Holstebro Kommune. Dialogen med politikere og borgere er en afgørende forudsætning for et godt resultat af den fysiske planlægning. Derfor giver den pædagogiske side også interessante udfordringer i arbejdet.
Opdateret 01-11-2011
Redaktør: Karsten Peier
Holstebro Kommune
Planafdelingen
Kirkestræde 11
7500 Holstebro
Tlf. 9611 7558
E-mail: teknik.miljoe@holstebro.dk