Din pensionsalder

Der er en række økonomiske fordele ved at vente med at gå på pension, selv når du når folkepensionsalderen. Du kan fx få udbetalt mere i folkepension og ATP Livslang Pension.

Pension nu eller senere?

Du behøver ikke at gå på pension, når du når folkepensionsalderen. Det afhænger af dit behov, dine ønsker og din økonomiske situation. Flere og flere arbejdspladser har gode seniorordninger, som gør det muligt at trække sig gradvist tilbage.

Reglerne for, hvornår og hvordan man kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, ændrer sig løbende. Det er en god ide at holde sig ajourført.

Udskudt folkepension

Du har ret til at vente med at gå på pension, selvom du har nået folkepensionsalderen. På den måde kan du optjene ret til et større tillæg, og dermed bliver din folkepension større. Udskudt folkepension kaldes ’opsat pension’.

For at få ekstra tillæg skal du arbejde mindst 1.000 timer om året i den tid, du udskyder folkepensionen. Det svarer til ca. 19 timer om ugen.

Du kan udsætte din pension i stedet for at gå på folkepension straks, når du når folkepensionsalderen. Eller du kan gå på pension i en periode og så vende tilbage i arbejde for at optjene en højere folkepension. Du kan udskyde folkepensionen i op til ti år i alt og højst i to perioder, hvor du modtager folkepension i den mellemliggende periode.

Jo længere tid du udskyder din folkepension, desto mere får du udbetalt i folkepension. Desuden afhænger tillæggets størrelse af din alder.

Folkepension

Udskudt ATP Livslang Pension

Du kan udsætte udbetalingen af ATP Livslang Pension, til du fylder 75 år.

Du forhøjer din pension for hver måned, du udskyder den. Din pension forhøjes ud fra den tarif, der gælder for året. Du kan til enhver tid fortryde, at du har udskudt din udbetaling og begynde at få pensionen udbetalt.

ATP om ATP Livslang Pension (nyt vindue)

Udskudt udbetaling fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond

Du kan få din opsparing i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, LD, udbetalt, fra du er 60 år. Kontakt Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Hvis du ikke foretager dig noget, kontakter de dig, et par måneder inden du bliver 70 år. Hvis du ikke reagerer, bliver din opsparing udbetalt automatisk. Hvis du ønsker det, kan du lade pengene stå, så længe du ønsker. Så vil Lønmodtagernes Dyrtidsfond kontakte dig hvert femte år for at høre, om du stadig ønsker at lade pengene stå.

Udskudt arbejdsmarkedspension og individuel pension

Du har stor handlefrihed i forhold til, hvornår du ønsker at få din arbejdsmarkedspension og dine individuelle pensioner udbetalt. Udbetalingerne fra de forskellige ordninger behøver fx ikke gå i gang samtidig. Det giver dig mulighed for selv at tilrettelægge din økonomi som pensionist.

Fordelen ved selv at bestemme, hvornår pensionen skal udbetales, er, at du kan blive på arbejdsmarkedet og fx indbetale i længere tid til din arbejdsmarkedspension og individuelle pension. Det kan du fx gøre, hvis pensionen ellers ikke bliver stor nok i forhold til dine behov.

Desuden kan du planlægge dine indtægter som pensionist, så de passer til dine ønsker og behov – fx store udbetalinger i starten og mindre udbetalinger senere.

Det fremgår af den enkelte pensionsaftale, hvornår du kan få din arbejdsmarkedspension eller individuelle pension udbetalt. Den aftalte pensionsalder vil ofte være 65 år eller mere, men der kan også være lavere obligatoriske pensionsaldre. I arbejdsmarkedspensioner kan det desuden være aftalt, at du ikke længere må være ansat i din stilling, når pensionen udbetales.

Skattelovene bestemmer, hvordan din pension bliver beskattet. Det har betydning for beskatningen, hvor gammel du er, når du får din pension udbetalt. Det har også betydning, om din pensionsordning er oprettet efter 2007, hvor der kom nye regler, som hæver aldersgrænserne for nogle. Den tidligste pensionsalder er mellem 60 og 62 år. Du skal betale 60 pct. i afgift af ordningens værdi, hvis du vil have pensionsopsparingen ud før dette tidspunkt.

Dine muligheder for at udskyde en arbejdsmarkedspension eller en individuel pension afhænger af, hvilken pension du har:

  • livrente/livsvarig pension:

    En livrente er normalt livsvarig, men kan også udbetales over mindst ti år. Der er som regel ingen begrænsning for, hvornår du senest kan få den udbetalt. Men i nogle arbejdsmarkedspensioner vil der være en aldersgrænse på livrenter/livsvarig pension, så du senest skal begynde at få udbetalt pension, når du er 70 år. Du skal betale en afgift på 60 pct. af pensionsordningens værdi, hvis du opsiger din pensionsaftale, før pensionen kan blive udbetalt ifølge aftalen.

  • ratepension:

    Du kan tidligst få udbetalt en ratepension fem år efter, at den er blevet oprettet. En ratepension bliver udbetalt over 10 til 25 år, og udbetalingerne skal senest begynde, når du er mellem 75 og 77 år. Sidste rate skal du i så fald have udbetalt, når du er mellem 85 og 87 år. Du kan altid lave en ratepension om til en livrente/livsvarig pension.  Du skal betale en afgift på 60 pct. af pensionsordningens værdi, hvis du opsiger din pensionsaftale, før pensionen kan blive udbetalt ifølge aftalen.

  • kapitalpension:

    Du skal senest have din kapitalpension udbetalt, når du er mellem 75 og 77 år. Du kan altid lave en kapitalpension om til en ratepension eller en livrente/livsvarig pension. Du skal betale en afgift på 60 pct. af pensionsordningens værdi, hvis du opsiger din pensionsaftale, før pensionen kan blive udbetalt ifølge aftalen.

     

Dit pensionsselskab eller din pensionskasse kan give dig nærmere vejledning om udbetaling af pension.

Tjenestemandspension

Som tjenestemand kan du stoppe med at arbejde, når du når efterlønsalderen, men så bliver din pension mindre. Jo længere tid, der er, til du bliver 65 år, desto større er nedsættelsen af pensionen.

Du kan fortsætte med at arbejde som tjenestemand, så længe du vil, hvis du vil udskyde udbetalingen af din tjenestemandspension. Dermed bliver din pension større, men kun hvis du ikke allerede har optjent den maksimale anciennitet på 37 års ansættelse, der er et krav, hvis du skal have en fuld tjenestemandspension. Dvs. at hvis du først blev ansat som tjenestemand på fuld tid, da du var 33 år, har du optjent ret til fuld pension som 70-årig. Det kan derfor betale sig for dig at fortsætte med at arbejde som tjenestemand, til du er 70.

Du har ret til en såkaldt ’opsat pension’, hvis du holder op med at arbejde som tjenestemand uden at få pensionen udbetalt, og du har været tjenestemand i mindst tre år. Du kan få udbetalt en opsat pension, fra du er 65 år.

Hvis du vil have udbetalt en opsat pension, før du er 65 år, kan det ske, fra du når efterlønsalderen, men så bliver pensionens størrelse gjort mindre. Jo længere tid, der er, til du bliver 65 år, desto mindre får du udbetalt af din opsatte tjenestemandspension.  Alle statslige opsatte pensioner er registreret i Statens Administration, som du evt. kan kontakte.

Arbejdsmarkedspensioner

Individuelle pensioner

Valgmuligheder og pension

Skat af pension

Du kan finde kontaktoplysninger under beskrivelserne af de enkelte ordninger.

Pension nu eller senere?

Du kan med fordel gøre dig en række overvejelser, før du beslutter, hvornår det er rigtigt for dig at gå på pension:

  • hvordan vil du leve som pensionist?

    Har du råd til at leve, som du ønsker, når du når folkepensionsalderen, eller vil du hellere vente og få flere penge i pension?

  • hvordan er din eventuelle ægtefælles/samlevers situation?

    Vil I gå på pension samtidig, eller kan den ene eller I begge med fordel blive lidt længere i arbejde for at opretholde jeres levestandard?

  • hvordan bliver din økonomi?

    Har du hele husstandens økonomi med i din betragtning? Bor du til leje, eller har du egen bolig med stor friværdi? Hvor stor er din arbejdsmarkedspension og din individuelle pension, og hvilke muligheder er der for at ændre på udbetalingerne fra ordningerne?

  • hvordan er dit helbred?

    Har du mulighed for at blive længere på arbejdsmarkedet? Kan du få tilpasset dine arbejdsopgaver, hvis du har et hårdt fysisk arbejde? Har dit arbejde en seniorordning, som giver dig mulighed for at planlægge din overgang fra arbejdsmarkedet ud fra dine behov og ønsker?