Hanne Søe

Fysioterapeut på Rehabiliteringscentret, Thorsvej i Holstebro

Jeg er sagsbehandler for borgere, der har fået amputeret et ben eller en arm. Det indebærer, at jeg har ansvaret for bevilling af proteser til og genoptræning af de amputerede. Det er ret unikt i Danmark, at det er den samme person, der både bevilger proteser og genoptræner amputerede i brugen af dem. Jeg følger patienten hele vejen fra sygehuset til en tilværelse, hvor protesen bliver en fast del af patientens daglige tilværelse.

Når en borger har fået amputeret et ben eller en arm på sygehuset, får vi besked på Rehabiliteringscentret. Efter at patienten er udskrevet fra sygehuset, tager jeg på besøg i hans eller hendes eget hjem og sætter træningen i gang som forberedelse til en protese. Efter 8-10 uger indledes et samarbejde med en bandagist om fremstilling af en protese, der passer til den enkelte patients behov. Sideløbende trænes den amputerede i brug af protesen.

I Holstebro Kommune er der ca. 60 borgere, der bærer protese efter at have fået amputeret et ben eller en arm. I Lemvig og Struer kommuner, der køber sagsbehandlings-ydelser hos os på Rehabiliteringscentret i Holstebro, er der i alt ca. 40 med protese. Langt de fleste har fået amputeret underbenet – i de fleste tilfælde på grund af sukkersyge og dårligt kredsløb, og hos yngre mennesker ofte på grund af skader ved trafikulykker.

I 2008 bevilgede jeg 12 proteser til borgere, der fik amputeret et ben eller en arm, og der var 15 genbevillinger til borgere, der havde behov for at få udskiftet deres protese. Den samlede udgift til proteser og reparationer af proteser var på knap 2 mio. kr.

I mit arbejde har jeg især to målsætninger. Den ene er: Den bedste protese til den bedste pris. Den anden målsætning er: ”Ingen proteser i skabet”. Alle proteser, der bevilges, skal også bruges i dagligdagen. Det betyder, at jeg i hvert enkelt tilfælde skal foretage en skarp vurdering. Loven foreskriver i øvrigt også, at protesen skal være en væsentlig lettelse for den amputerede i dagligdagen og gøre patienten i stand til at gøre noget, som han eller hun ikke kunne gøre uden protese.

Det er naturligvis et stort traume for de mennesker, der mister et ben eller en arm, men der er i dag rigtig mange gode muligheder for at hjælpe dem med en protese. For mig er det en fantastisk oplevelse hver gang, det lykkes for en amputeret med en protese at komme tilbage til et aktivt liv med så få begrænsninger som muligt. For den ældre drejer det sig jo især om at være så meget selvhjulpen i dagligdagen som muligt, mens det for de yngre amputerede i høj grad drejer sig om at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det er absolut muligt at fastholde et godt liv med protese.