
Jeg kom i februar 2007 til Holstebro Kommune direkte fra Aalborg Universitet, hvor jeg læste erhvervsjura. Jeg er glad for, at det blev Holstebro. På borgmesterkontoret har jeg fået spændende arbejdsopgaver og gode kolleger.
Min primære opgave er at føre tilsyn med de almene boligselskaber i kommunen. Der er offentlige kroner involveret i selskaberne, så jeg skal føre tilsyn med, at reglerne overholdes, så der både juridisk, økonomisk og teknisk er orden i sagerne. Samtidig er jeg med til at formidle samarbejdet mellem boligselskaberne og kommunen. De almene boligselskaber tegner sig for op mod halvdelen af det samlede udbud af boliger i Holstebro by, så på den måde er jeg involveret i opgaver, der drejer sig om rigtig mange mennesker.
Min anden hovedopgave drejer sig om informations-sikkerhed. Jeg skal være med til at sikre, at de informationer, som kommunen får og afleverer, ikke spredes til andre end dem, der skal bruge dem. F. eks. skal borgerne have sikkerhed for, at de personfølsomme oplysninger, der sendes til kommunen, ikke kommer til andres kendskab end dem, der skal behandle oplysningerne.
Derudover er jeg sekretær for Bevillingsnævnet. Det er et udvalg, der består af politidirektøren og seks medlemmer, der er udpeget af byrådet. Nævnet behandler ansøgninger om bevilling til at udskænke alkohol. Endelig har jeg også en lang række opgaver med juridisk rådgivning, f.eks. når kommunen indgår kontrakter med forskellige samarbejdspartnere.
Nogle vil nok mene, at det er kedeligt og ”tørt stof”, jeg beskæftiger mig. Sådan ser jeg det ikke. Jeg møder mange spændende problemstillinger. Det er jo vigtigt, at juraen er i orden. Ellers kan det i værste fald få fatale konsekvenser for kommunen og også for borgere. Jeg er via mine opgaver i kontakt med rigtig mange mennesker. Så jeg sidder ikke bare dybt begravet i Karnovs Lovsamlinger.
Opdateret 25-07-2011
Redaktør: Karsten Peier
Holstebro Kommune
Borgmesterkontoret
Kirkestræde 11
7500 Holstebro
Tlf. 9611 7023
E-mail: kommunen@holstebro.dk