Johanne Schmidt Sørensen, 24 år

Johanne Schmidt Sørensen

 

Kontorelev i Borgerservice, Holstebro Rådhus

 

Jeg startede som kontorelev ved Holstebro Kommune den 1. september 2008 efter at have taget den 2-årige HG-eksamen på Holstebro Handelsskole.

 

Jeg lagde billet ind på en elevplads ved Holstebro Kommune af to grunde. Dels fordi kommunen på handelsskolen har ry for at tage sig godt af sine elever og giver dem en god uddannelse. Dels fordi der i en kommune er så mange forskellige funktioner og muligheder, der giver mange indfaldsvinkler til det senere arbejdsliv hos enten det offentlige eller i det private.

 

Min elevtid startede på Borgmesterkontoret, hvor jeg f.eks. gjorde vielsespapirer klar for dem, der bliver borgerligt viet på Rådhuset. Derefter kom jeg i Team Voksen og Selvbetjening i Borgerservice, der bl.a. tager sig af opgaver med pas, kørekort, folkeregister og sygesikring. Jeg slutter min elevtid i Pladsanvisningen i Borgerservice, hvor vi tildeler pladser i dagpleje, vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.

 

I mit daglige arbejde er jeg især meget glad for den direkte kontakt med borgerne, som vi har i Borgerservice. Det er spændende at møde mange forskellige mennesker, der kommer til os med deres ønsker og behov. Og det er en stor tilfredsstillelse, når vi kan indfri borgernes forventninger, og når de forlader Borgerservice med en tak for god og venlig behandling. Det hører vi heldigvis ofte.

 

Den 30. august er jeg færdig med min elevtid. Jeg er rigtig glad for, at jeg kan fortsætte i et barselsvikariat i Pladsanvisningen i Borgerservice til udgangen af januar 2011. Så må vi se, hvad der byder sig derefter. Men jeg vil i hvert fald gerne fortsætte i Borgerservice, hvis der er mulighed for det, både på grund af den direkte kontakt med borgerne og på grund af det gode kollegiale sammenhold.
 

Opdateret 04-03-2011

Redaktør: Karsten Peier

Kontakt

Borgmesterkontoret

Borgerservice

Kirkestræde 11

7500 Holstebro

Tlf.: 9611 7282

Fax: 9611 7302

borgerservice@holstebro.dk