Maabjerg BioEnergy

Maabjerg BioEnergy er ved at tage form

Opførelsen af verdens største bioenergianlæg er med til at bevare produktion og arbejdspladser i landsdelen og forbedre både klima og miljø.

 

Indtil for nylig var det en bar mark. Men den 16. august 2010 kom fødevareminister Henrik Høegh forbi med en spade og en tale. Og siden har arbejdere og entreprenørmaskiner haft travlt med at opføre verdens største bioenergianlæg på arealerne ved Nupark og Vestforsyning i Holstebro.

 

Maabjerg BioEnergy (MBE) skal levere klimavenlig fjernvarme til Holstebro og Struer. Indsatsen med at planlægge, finde finansiering og søge tilladelser har varet otte år. Men det er også et kæmpe projekt, der involverer en lang række aktører – bl.a. 200 lokale landmænd, som skal levere gylle til anlægget.

 

 

Maabjerg BioEngeri HolstebroProduktion og arbejdspladser bevares

Projektet skaffer ikke kun miljøvenlig varme og energi til stabile priser. Uden MBE ville mange lokale landmænd være nødsaget til at reducere antallet af dyr for at undgå at udlede for mange næringsstoffer og dermed leve op til de stadig strammere miljøkrav.

 

Men med det nye bioenergianlæg kan landmændene fortsat have en stor produktion, fordi gyllen fra dyrene omdannes til miljøvenlig fjernvarme i stedet for at forurene omgivelserne. Derfor kan landsdelen bevare arbejdspladser og holde fast i sin position som Danmarks spisekammer. Det skønnes, at anlægget er med til at sikre ca. 300 arbejdspladser inden for landbruget og fødevareerhvervet.

 

Store investeringer, men bedre lokal økonomi

MBE er grundlæggende bygget op som et varmeforsyningsprojekt med en ”hvile i sig selv”-økonomi, hvor eventuelle over- eller underskud reguleres over varmeprisen. Denne opbygning har gjort det muligt at opnå kommunegaranti fra Holstebro og Struer kommuner, og dermed en meget lav rente i de hjemtagne lån.

 

Investeringen i selve produktionsanlægget løber op i 250 mio. kroner. Men samlet vil projektet inklusiv rørsystemer for biogas, spilde-vandsslam, gyllenet og lagre udgøre en bruttoinvestering på 375 mio. kr. EU yder et tilskud til projektet på 25 mio. kr.

 

Samfundsøkonomisk er der to gevinster ved MBE. Dels den energimæssige, hvor lokale ressourcer udnyttes. Dels den landbrugsmæssige, der gør det muligt at opretholde produktionen. I alt er der ifølge beregningerne tale om en samfundsøkonomisk gevinst på 1 mia. kr. over 20 år.

 

Måbjerg BioEnergi HolstebroTæt samarbejde

Projektet er blevet til i et tæt samarbejde, hvor Struer Forsyning og Vestforsyning ejer og driver produktionsanlægget, og landmændene gennem en leverandørforening står for transporterne til og fra anlægget.

Du kan læse meget mere om Maabjerg BioEnergy og se flere billeder på www.maabjerg-bioenergy.dk

 

 

Fakta om Maabjerg BioEnergy

 

  • Biogasanlægget er under opførelse og forventes at stå klar til drift omkring årsskiftet 2011/12.
  • Omdanner 500.000 tons biomasse til ren energi – varme og el. Producerer årligt 18,4 millioner kubikmeter biogas.
  • Total investering på 375 mio. kr.
  • Nettoomsætning på 45 mio. kr./år.
  • Energiudnyttelsen svarer til varme- og elforbrug i 5.000 / 12.500 boliger.
  • Reducerer i klimabelastning med 50.000 tons CO2 / år.
  • Reducerer kvælstof og fosfor i vandmiljøet med 109 og 311 tons/år.
  • Samfundsøkonomisk gevinst på ca. 1 mia. kr.
  • Bevarer ca. 300 arbejdspladser i landbrug og fødevareerhverv.

 

Nyheder

Udbud af erhvervsareal Sletten 59 Holstebro

 
Holstebro Kommune udbyder erhvervsarealet Sletten 59, Holstebro.
Den 02-05-2012

Vestjysk bioraffinaderi nærmere realisering

 
Dansk konsortium går videre med ambitiøse planer om 2. generations bioethanol, biogas, fossilfri el og fjernvarme
Den 27-04-2012

Stærkt samarbejde skaber resultater

 
Holstebro og Struer kommuner har siden starten af 2011 samarbejdet om den lokale erhvervsservice
Den 25-04-2012

Licitation, cykelsti Tvis - Mejdal

 
Holstebro Kommune udbyder herved i offentlig licitation entreprenør arbejdet for Cykelsti Tvis - Mejdal
Den 02-04-2012

Tilmeld nyhedsmail

Gør som over 2000 andre: Tilmeld dig nyhedsmailen 

 

- og deltag i konkurrencen om en iPod Touch. Vi trækker lod blandt de første 2500 tilmeldte.