30 april 2012
- Akademi-uddannelsen giver idrætsforeninger mulighed for få et kompetence-løft. Det har det givet vores klub. Samtidig er vi, på det personlige plan, blevet udstyret med en række værktøjer, der gør os bedre i stand til at arbejde strategisk og praktisk i hverdagen.
Sådan reflekterer formanden for Holstebro MotoCross Klub, Linette Pedersen, over den akademi-uddannelse, som hun sidste år var igennem sammen med godt 20 andre idrætsledere fra de to Team Danmark Elitekommuner, Herning og Holstebro.
- Som alle andre foreninger har vi behov for at udvikle os, også på det ledelsesmæssige plan. Idrætsleder-akademi-uddannelsen er en videregående uddannelse, der styrker klubberne.
Samtidig er undervisningen indrettet, så den tager højde for fremtidens udfordringer i idrættens verden, siger Linette Pedersen.
Formanden for MotoCross klubben i Holstebro peger ligeledes på, at dannelsen af netværk på tværs af kommune grænsen også har en positiv virkning på udviklings-arbejdet.
- Foreningerne kan og skal lære mere af hinanden. Vi skal simpelthen være bedre til at fortælle hinanden om positive eksperimenter og nye tiltag i forhold til medlemmerne. Den del har jeg også fået styrket via leder-uddannelsen, understreger Linette Pedersen.
Det er Holstebro Elitesport, Herning Elite og Danmarks Idræts-Forbund, der har designet Akademi-forløbet. Uddannelsen strækker sig over et halvt år og har 9 moduler. Der kan suppleres med ekstra moduler og eksamen i ”Ledelse i praksis” på Erhvervsakademi Midt-Vest.
- Vi har netop aftalt et nyt forløb og har sendt invitationer ud til klubber og foreninger i området, fortæller elitekoordinator John Mikkelsen fra Holstebro Elitesport.
Undervisningen på det nye akademi-hold starter efter sommerferien, og dermed har flere end et halvt hundrede af områdets idrætsledere været på skolebænken. Det er tredje gang, at de to eliteidrætskommuner etablerer et samarbejde omkring idrætsleder uddannelsen.
Undervisningen på Idrætsleder Akademiet Herning-Holstebro starter 25.august 2012, og foregår i henholdsvis Herning og Holstebro. Tilmeldingsfristen er 22.juni 2012.
Opret bruger
Hvis du ikke allerede er tilmeldt som bruger skal du gøre det nu for at kunne indsende kommentarer.
Opret dig her