8 maj 2012
Holstebro Kommunes dagtilbud er sammen med fem andre kommuner udvalgt til at deltage i et storstilet forskningsprojekt om børns tilegnelse af sprog via læsning, der er baseret på leg. De øvrige kommuner er Faaborg-Midtfyn, Odense, Faurskov, Guldborgsund og København.
SPELL er titlen på projektet, der strækker sig over årene 2012-2015. Det finansieres af Det Strategiske Forskningsråd med 16 mio. kr. og er tilrettelagt i et samarbejde mellem Center for Børnesprog (SDU), Rambøll, Teknologisk Institut og internationale forskere fra USA og Tyskland.
SPELL-projektet tager afsæt i den nyeste forskning om småbørns sproglige udvikling og sammenhængen mellem børns tidlige tilegnelse af sprog og senere forudsætninger for at læse og skrive. Formålet med projektet er at udvikle og afprøve et systematisk og målrettet program, der understøtter 3-6 årige børns sproglige udvikling og forudsætninger for at læse.
Projektet bygger på et succesfuldt amerikansk program ”Read it again”, der tilpasses danske forhold og afprøves i 130 børnehaver med i alt ca. 7.500 børn. Det rettes mod alle børn, men udvikles med særligt fokus på udsatte børn og tosprogede børn.
- I Holstebro Kommune deltager 20 daginstitutioner i projektet. Vores personale gennemgår et kursus og skal i en periode på 20 uger lave interaktiv læsning med børnene, der fordeles i små grupper. Interaktiv læsning betyder højtlæsning, hvor børnene involveres, og hvor læsningen suppleres med målrettede aktiviteter, siger dagtilbudschef i Børn og Unge i Holstebro Kommune, Carsten Esager Sørensen.
Personalet får udleveret ipads, hvor der vises forslag til aktiviteter i forbindelse med læsningen og gives anvisninger til, hvordan det tilpasses de enkelte børns sproglige niveau. Hver gruppe læser og laver aktiviteter to gange 30 minutter om ugen.
- I projektet afprøves også, om yderligere efteruddannelse af personale og en sideløbende indsats i børnenes hjem styrker børns sproglige udvikling, oplyser Carsten Esager Sørensen.
Projektleder Lene Rasmussen, Holstebro Kommune, tlf. 2466 7996, e-mail: Lene.Rasmussen@Holstebro.dk.
Pædagogisk konsulent Anne Koch, Holstebro Kommune, Anne Koch, tlf. 9611 5133, e-mail: Anne. Koch@Holstebro.dk
Opret bruger
Hvis du ikke allerede er tilmeldt som bruger skal du gøre det nu for at kunne indsende kommentarer.
Opret dig her