16 maj 2012
Et byggeri, der er målrettet fremtidens nære sundhedsvæsen. En central beliggenhed og gode adgangsforhold. Og ideelt i forhold til byudviklingen generelt i Holstebro.
Det er nogle af de argumenter, der ligger til grund for, at byrådet har valgt, at det nye sundheds- og akuthus i Holstebro, Center for Sundhed, skal bygges på Hostrupsvej. Kommunen har netop indgået aftale med JRK Invest og MT Højgaard om køb af arealer til projektet, der skal tilbyde innovative, trygge og nære sundhedstilbud af høj kvalitet.
Center for Sundhed vil blive en ny ramme om sundhedsbetjeningen af borgerne. Udgangspunktet er, at størstedelen af alle borgeres sundhedshenvendelser kan håndteres i nærområdet. I byggeriet vil indgå nye og borgervenlige måder at tænke sundhed og sundhedsbetjening på.
I så stort et projekt, der både i indhold og størrelse træder nye veje i det nære sundhedsvæsen, er en central placering i forhold til brugerne af det nye Center for Sundhed helt afgørende. Til Hostrupsvej er der gode adgangsforhold trafikalt, både for privat og for kollektiv transport. Geografisk kan placeringen ikke være bedre, siger borgmester H. C. Østerby.
Center for Sundhed kræver en investering på ca. 200 mio. kr., og byggeriet forventes at kunne starte i slutningen af 2013. Borgmesteren understreger, at også set i et tidsmæssigt perspektiv er en placering på Hostrupsvej den mest fordelagtige.
Region Midtjylland, som er vores samarbejdspartner i projekt Center for Sundhed, har meldt ud, at man vil benytte Holstebro Sygehus helt ind til den dag, da det nye storsygehus i Gødstrup står færdigt til brug. Så de funktioner, der skal være i Center for Sundhed, skal være klar til umiddelbart at tage over, når Holstebro Sygehus lukkes. Derfor er det vigtigt, at byggeriet sættes i gang hurtigst muligt, og det er der mulighed for på det areal, vi nu har erhvervet til formålet. På mange måder indebærer Center for Sundhed helt nye samarbejdsformer inden for det nære sundhedsvæsen. Det vil også bygningsmæssigt kræve nytænkning, siger H. C. Østerby.
Borgmesteren understreger, at også i forhold til andre store byggerier i området er Hostrupsvej en velegnet placering af Center for Sundhed.
Gråkjær Arena ligger på Hostrupsvej. Her er også ATP-Huset, der skal rumme Udbetaling Danmark, ved at blive bygget, og den nye retsbygning ligger lige i nærheden på Stationsvej. Med placeringen af Center for Sundhed kan vi få en hel ny og også arkitektonisk meget spændende bydel som en del af vores nye Cityplan, siger H. C. Østerby.
Borgmester H. C. Østerby, tlf. 2144 0150
Kommunaldirektør Lars Møller, tlf. 9611 7501, mobil 2120 1796
Direktør for Kultur og Sundhed, Anders Kjærulff, tlf. 9611 4101, mobil 2016 7347
Opret bruger
Hvis du ikke allerede er tilmeldt som bruger skal du gøre det nu for at kunne indsende kommentarer.
Opret dig her