8 august 2012
325 lærere og skoleledere fra ni skoler i Holstebro Kommune mødes torsdag den 9. august i Mejrup Kultur- og Fritidscenter for at dele de erfaringer, som de har indhøstet med den såkaldte PALS-model, der står for Positiv Adfærd i Læring og Samspil.
Borbjerg Skole, Ellebækskolen, Halgård Skole, Idom-Råsted Skole, Mejrup Skole, Nr. Felding Skole, Tvis Skole, Vemb Skole og Vinderup Skole er de foreløbig ni skoler i Holstebro Kommune, der er med i PALS-projektet.
- Vi har fokus på, at endnu flere af vores børn trives godt i skolen og bliver endnu dygtigere til at lære. I skolevæsenet bruger vi i det daglige mange pædagogiske værktøjer. Med PALS systematiseres alle værktøjer, så vi taler et fælles sprog i forhold til eleverne og har fokus på det samme, siger skolechef i Holstebro Kommune, Arvid Lisbjerg.

Elever fra Mejrup Skole danner bogstaverne PALS.
Formålet med PALS, der involverer alle ansatte på de deltagende skoler, alle elever og skole-hjem samarbejdet, er netop at skabe en fælles kultur for bedre læring, trivsel og adfærd i folkeskolen.
- Grundideen i PALS er, at positiv adfærd i alle dens afskygninger skal motiveres ved brug af anerkendelse, opmuntring og belønning, understreger Arvid Lisbjerg.
På mødet i Mejrup Kultur- og Fritidscenter deles skolernes erfaringer med PALS bl.a. via video. Derudover er formålet med mødet at lade sig inspirere af andre kommuners erfaringer med PALS. En af oplægsholderne i denne sammenhæng er lærer Lone Boll fra Ikast Østre Skole. Hun vil bl.a. fortælle om, hvordan man holder fast i og kommer videre med processen, når forsøgsperioden udløber efter 3 år.
Større fagligt udbytte for eleverne. Øget selvværd i skolearbejdet. Og bedre faglige resultater. Evidensbaseret forskning fra USA, Island og Norge viser, at det er nogle af de resultater, der kommer ud af at bruge PALS-modellen i skolerne.
Skolechef Arvid Lisbjerg, Holstebro Kommune, tlf. 9611 5120
Skoleleder Lars Eg, Mejrup Skole, tlf. 9611 5801
Opret bruger
Hvis du ikke allerede er tilmeldt som bruger skal du gøre det nu for at kunne indsende kommentarer.
Opret dig her