27 august 2012
En europæisk jury indstillede fredag Århus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Ud over Holstebro Kommune er det Region Midtjylland og de øvrige 17 kommuner i regionen, der bakker op om Århus.
Holstebro ønsker Århus et stort til lykke med udnævnelsen. Der er ikke tvivl om, at det vil have en enorm betydning for den kulturelle udvikling ikke bare i Århus, men i hele region Midtjylland, at vi i de kommende år vil sætte et målrettet fokus på kunst og kultur, udtaler borgmester H.C. Østerby.
Holstebro har en meget lang tradition for at arbejde bevidst og modigt med satsninger indenfor kunsten og kulturen.
Vi har virkelig meget at bidrage med – og det gør vi naturligvis gerne. Både i konkrete projekter, men også ved at stille vores viden og erfaringer til rådighed for andre, siger Østerby.
Med udnævnelsen får Holstebro Kommune en fantastisk lejlighed til et langt tættere samarbejde med alle de øvrige kommuner i regionen og mellem kommunerne og regionen.
Vi har på forskellig vis deltaget i arbejdet i flere år. Nu glæder vi os til at institutionerne på tværs gennem regionen kan intensivere samarbejdet, udveksle erfaringer og lære nyt af hinanden. Det er meget værdifuldt, og jeg tror, det er afgørende vigtigt for udviklingen – både lokalt og regionalt. Det kan samlet set kun give os større styrke og ny tilvækst, tilføjer H.C. Østerby.
Århus er et lokomotiv for kommunerne og en by med stor styrke og energi.
Det er meget glædeligt og tilfredsstillende, at Århus nu er valgt som kulturhovedstad. Vi kan lære meget, men Holstebro har også meget at byde ind med, udtaler kulturudvalgsformand Thomas Danielsen.
Odin Teatret vil få mange opgaver i kulturby-projekterne. Teatret er en nøgleinstitution og står stærkt med sine mangeårige erfaringer fra intensivt arbejde på de fleste kontinenter.
Men alle institutioner i Holstebro Kommune kommer til at bidrage – bibliotekerne arbejder sammen om et stort tværgående projekt, museerne arbejder med emner omkring borge, Holstebro Museum spiller en særlig rolle med sin ekspertise indenfor luftfotoarkæologien, som skal udvikles endnu mere i kulturbyen. Kunstmuseet indgår i flere projekter med de øvrige kunstmuseer i regionen, bl. a. ”De syv dødssynder”.
Kultursamarbejdet står bag en altfavnende kulturfestival, og vi skal have festuge – dette blot for at nævne lidt af, hvad der kommer til at ske, fortsætter Danielsen.
Med temaet RETHINK og de internationale dimensioner som hovedelementer, er jeg ikke i tvivl om, at alle borgere kommer til at mærke, at vi er med i kulturby-projektet. Det vil involvere utallige borgere helt konkret, og det vil få betydning for den enkelte i al almindelighed. Jeg er sikker på, at vi vil nå langt ud over vore egne rammer. Og jeg glæder mig til at være med til at udvikle kunsten og kulturen endnu mere, slutter Thomas Danielsen.
H. C. Østerby, borgmester, tlf. 2144 0150
Thomas Danielsen, kulturudvalgsformand, tlf. 3122 5070
Lisbet Gormsen, kulturchef, tlf. 4042 0402
Værtskabet som Europæisk Kulturhovedstad går på skift mellem EU's medlemslande, og hver år udpeges to byer som hovedstad.
I 2017 er det Danmark og Cypern, der er sikret titlen.
Den eneste danske by, som hidtil har haft titlen, var København i 1996.
Danmark bliver næste gang vært i 2032.
Det er en international jury på 13 personer, der har valgt Aarhus 2017 som Europæisk Kulturhovedstad.
Hovedtemaet for projektet er, RETHINK/GENTÆNK.
Desuden lægges vægt på europæisk og internationale dimensioner og perspektiver.
Aarhus og regionen vil i de kommende år byde på mere end 300 kultur- og sportsbegivenheder, og 12 mega-events skal trække mere end 50.000 tilskuere hver.
Forventningen er, at de mange begivenheder vil samle fem millioner publikummer på regionalt niveau.
Det er ambitionen bag det århusianske værtskab som Europæisk Kulturhovedstad i 2017, at det store program skal være tilgængeligt for alle.
Men kulturhovedstads-satsningen er meget mere end kultur. Det er også en vision for by- og erhvervsudviklingen, turisme, innovation og infrastruktur i hele regionen, der skal gøre det endnu mere attraktivt at bo og arbejde i vores landsdel.
Forberedelserne til afgørelsen har været i gang i de sidste fem år.
Holstebro har bl.a. sæde i den regionale styregruppe.
Flere end 8.000 personer i Region Midtjylland har bidraget til processen, der har skabt helt nye og spændende netværk på tværs af kommuner, kultur og erhvervsliv m.m.
Holstebro skal i årene 2013-2018 bidrage med i alt ca. 3.7 mio. kr., som man er garanteret at få igen gennem bidrag fra centrale fonde m.v.
Opret bruger
Hvis du ikke allerede er tilmeldt som bruger skal du gøre det nu for at kunne indsende kommentarer.
Opret dig her