Spejdernes Lejr trækker også spor efter sig i Vojens

28 august 2012


KFUM-spejderne i Vojens fik en shelter med sig hjem fra lejren i Holstebro

Det er blevet hverdag for de over 35.000 spejdere, der deltog i Spejdernes Lejr 2012 i uge 30 i Holstebro. Nu er de spejdere i deres hjemlige omgivelser. Men ud over en oplevelse for livet fik KFUM-spejderne fra Vojens et meget synligt minde med sig hjem fra Holstebro. De vandt en shelter, som de selv var med til at bygge under lejren.

 

En række lokale virksomheder udfordrede under lejren i Holstebro spejderne med forskellige opgaver, som talte til deres kreativitet. F. eks. gik Vinderup Træindustri og tømrer- og snedkervirksomheden Gunnars Glas i Holstebro under overskriften ”Byg en verden af træ” sammen om at udfordre de yngste spejderes håndværksmæssige evner. Under kyndig vejledning skulle spejderne bygge liggestole, opbevaringskasser og shelters i træ.

 

De ting, der blev fremstillet, måtte spejderne tage med sig hjem gratis. Blandt de grupper af spejdere, der byggede shelters, blev der i slutningen af uge 30 trukket lod, så tre vindere hver kunne tage en shelter med hjem. Eneste krav var, at de selv skulle sørge for transporten, og KFUM-spejderne fra Vojens blev en af de heldige vindere.

 

 

Spejdere foran shelter

Shelteren, der blev bygget under Spejdernes Lejr i Holstebro, står nu ved

spejderhuset i Vojens. Mette og Louise, der ses til venstre midt

i dette billede, var med til at bygge shelteren.
 

 

”Vi havde en rigtig god lejr”

 

- Vi havde en rigtig god lejr og vil gerne sige mange tak til Holstebro Kommune og borgerne i kommunen for et godt værtskab. Vi følte os meget velkomne, og vi fik nogle gode oplevelser med hjem, siger Jimmi Jacobsen fra KFUM-spejderne i Vojens.

 

Ud over Vojens vandt spejdere fra Assens og fra Ordrup også en shelter. Vinderup Træindustri stillede under Spejdernes Lejr ca. 50 kubikmeter træ gratis til rådighed til spejdernes håndværksmæssige udfordringer.