27 august 2012
PRESSEMEDDELELSE FRA ODIN TEATRET

Jørgen Leth, Foto: Odin Teatrets hjemmeside
Torsdag d. 6. september 2012 kl. 20
Knudsens, Nørregade 40, 7500 Holstebro
Når filmmanden, journalisten, forfatteren, cykelkommentatoren og meget mere, men i denne forbindelse først og fremmest digteren Jørgen Leth gæster Holstebro som september måneds digter på Poesi på en torsdag, er det ikke første gang den nysgerrige, stædige og perfekt uperfekte kunstner er på besøg i den vestjyske kulturby.
Jørgen Leth er født i 1937 i Århus. Han har studeret, arbejdet journalistisk, rejst og skrevet næsten 20 digtsamlinger - med Sportsdigte (1967) som en allerede anerkendt klassiker - samt mange prosaværker i forskellige genrer. Så er han selvfølgelig filmmand med en produktion på flere end 40 film, både spille- og dokumentarfilm, hvoraf adskillige har opnået både kultagtig opmærksomhed og bred anerkendelse. Og altid stor interesse.
Sidst udkomne digtsamlinger er: Hvad er det nu det hedder og Samlede digte (Gyldendal, 2011 og 2012).
Omkring Jørgen Leths oplæsning samler poesiaftenens øvrige aktiviteter sig – månedens digt, Omar Khajjâm-oplæsning, månedens essay, månedens vin og selvfølgelig Odin Teatrets Husorkester.
På grund af forhåndsinteressen for Leths oplæsning i Holstebro er det ikke muligt at reservere billet, men der sælges stadigt et begrænset antal billetter ved indgangen.
Poesi på en torsdag er arrangeret af Holstebro Gymnasium og HF, Holstebro Bibliotek, Musikteatret, Arnold Busck Boghandel, Uddannelsescenter Holstebro, Holstebro Kunstmuseum og Odin Teatret. Støttet af Holstebro Kommune og Forfattercentrum.
Se også Odin Teatrets hjemmeside
Ulrik Skeel
Odin Teatret
Tlf. 2262 4135
Mail. odin@odinteatret.dk
Opret bruger
Hvis du ikke allerede er tilmeldt som bruger skal du gøre det nu for at kunne indsende kommentarer.
Opret dig her