Fejr FN-dagen sammen med skoleelever

23 oktober 2012


8. klasser fra Sct. Jørgens Skole i Holstebro kommunikerer til hele verden – fra Sverige

To 8. klasser fra Sct. Jørgens Skole inviterer alle til at lytte og kigge med, når de fejrer FN-dagen den 24. oktober. Kl. 12.00 kan man følge eleverne fra Holstebro på www.unday.org. Her vil de fra Sverige morse, læse digte og vise film om de visioner, de har for menneskerettigheder og kommunikation i en moderne, global verden.

Logo for FN-dag

 

Eleverne har igennem de sidste par måneder arbejdet tæt sammen med Verdensarv Grimeton, Varberg og Teater Halland om menneskerettigheder og kommunikation. Resultatet af dette arbejde er en række budskaber om en mere bæredygtig udvikling i den verden, de unge snart skal tage ansvar for og være medskabere af.

 

Budskabet modtages mere end 800 steder i verden. Store ledere - både nationale og internationale - er inviteret til at kigge og lytte med, ligesom der vil være mediedækning af projektet i Sverige. Eleverne fra Sct. Jørgens Skole håber derfor også, at så mange som muligt vil kigge med, når de sender fra Grimeton, Varberg i Sverige.