Byvåben Holstebro Kommune
Søg
05.februar 2010
Hvordan har du det i 2010?
2.500 borgere i Holstebro Kommune med i stor sundhedsundersøgelse

Hvordan har du det?

Det bliver 2.500 borgere i Holstebro Kommune nu spurgt om i en stor sundhedsundersøgelse, der gennemføres af Region Midtjylland i samarbejde med de 19 kommuner i regionen.

Deltagerne i undersøgelsen er tilfældigt udvalgt blandt borgere i kommunen, der er 16 år og opefter. De og 50.000 andre borgere i Region Midtjylland får i løbet af de nærmeste dage et spørgeskema i postkassen. Det handler om sundhed og livsstil.

Formålet med undersøgelsen er at give et bedre grundlag for at styrke og målrette regionens og kommunernes sundhedstilbud til borgerne. Spørgsmålene spænder vidt – lige fra kost- og motionsvaner, stress, forbrug af alkohol til, om man har fysiske og psykiske sygdomme eller gener i dagligdagen.

Spinning - foto fra Colourbox.com

Stor betydning for kommunens indsats

I 2006 blev der lavet en tilsvarende undersøgelse af befolkningens sundhed. Det var lige forud for kommunalreformen, hvor den forebyggende indsats på sundhedsområdet overgik til kommunerne med virkning fra den 1. januar 2007.

- Undersøgelsen i 2006 gav os en god profil på borgernes sundhed i vores område. Vi brugte bl.a. undersøgelsen som et led i udformningen af sundhedspolitikken i den nye Holstebro Kommune. Vi har også brugt den som et væsentligt grundlag i de sundhedsprojekter, vi har sat i gang siden, f.eks. vores kurser for borgere med kronisk sygdom, hvor deltagerne får viden, inspiration og støtte til at tackle hverdagen med deres sygdom, siger sundhedschef Ellen Greve, Holstebro Sundhedscenter.

Høj svarprocent er vigtig
Hvordan har du det? - sundhedsundersøgelseHun ser frem til resultatet af den nye undersøgelse af sundhedstilstanden i Holstebro Kommune og håber på en mindst lige så høj svarprocent som i den forrige undersøgelse. Den var på 69 pct. her i kommunen.

- I 2006-undersøgelsen var borgere i alderen 16-25 år og i den ældre del af befolkningen fra 80 år og opefter ikke med. Det var borgere med en anden etnisk baggrund end dansk heller ikke. De nævnte grupper i befolkningen er med i den nye undersøgelse. Dermed får vi et langt bredere grundlag for vores sundhedsindsats i de kommende år, specielt hvis svarprocenten bliver høj for hele målgruppen. Vi har brug for hver enkelts bidrag, så vi kan styrke og målrette vores sundhedstilbud bedst muligt, siger Ellen Greve.

Alle, der svarer på spørgsmålene i undersøgelsen, deltager i lodtrækningen om en række spændende præmier – bl.a. gavekort til cykler, telefoner og musikafspillere.

Læs mere om undersøgelsen

Flere oplysninger
Sundhedschef Ellen Greve, Holstebro Sundhedscenter, tlf. 9611 4851


Send en mail til en ven med link til denne side Tip en ven