Referat

fra møde i

Arbejdsmarkedsudvalget

Referat åben

Mødedato 29. august 2012

Mødetidspunkt 13.30

Mødelokale 207

 

 

 

 

 

Bemærkninger

 

 

 


 

Indholdsfortegnelse

Åben del 3

1......... Integrationspolitik - revidering 2012. 3

2......... Halvårsregnskab 2012. 4

3......... Mødekalender for Arbejdsmarkedsudvalget - 2013. 6

4......... Opfølgning på beskæftigelsesplan 2012. 7

5......... Beskæftigelsesplan 2013. 9

6......... Aktuelle projekter med ekstern finansiering. 11

7......... Kampagne - inklusion af ledige på kanten af arbejdsmarkedet 13

8......... Holstebro Kommunes eventuelle deltagelse i projekt Brug for alle. 15

Lukket del 18

9......... Meddelelser 18

 


Åben del

1.         Integrationspolitik - revidering 2012

035639-2012

 

Sagsfremstilling

HB/ACB - AMU

Byrådet godkendte den 7. oktober 2008 integrationspolitikken for Holstebro Kommune, herunder et handlingskatalog med allerede igangsatte og fremadrettede tiltag. En lang række råd og aktører var involveret i politikdannelsen - både kommunale, frivillige og repræsentanter for det private erhvervsliv.

Integrationspolitikken skal revideres i hver byrådsperiode. Arbejdsmarkedsudvalget skal således tage stilling til, hvordan processen skal foregå.

 

Den nuværende integrationspolitik indeholder ikke et særskilt afsnit om ældre borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Der er nogle særlige problemstillinger i forhold til indsatsen for ældre med anden etnisk baggrund, som efterhånden kommer til at fylde mere i integrationsarbejdet. Det foreslås på den baggrund, at integrationspolitikken udbygges med et afsnit om ældre. Kultur og Sundhed, der er ansvarlig for kommunens ældreområde, inddrages i udarbejdelsen af dette afsnit.

Der indstilles, at et udkast til integrationspolitikken herefter sendes til høring i de øvrige relevante fagudvalg og forvaltninger samt relevante råd og fora. Politikken lægges samtidig på kommunens hjemmeside og kommunens borgere inviteres til at kommentere politikken. 

 

De modtagne kommentarer og forslag danner grundlag for en revideret politik, som Arbejdsmarkedsudvalget kan behandle november / december 2012, forud for endelig behandling i byrådet.

Der er foretaget enkelte faktuelle opdateringer og mindre redaktionelle ændringer til udkastet, i forhold til den senest vedtagne version. Det opdaterede udkast af integrationspolitikken kan ses på siden: www.holstebro.dk/Integrationspolitik.

 

Indstilling

Det indstilles, at Kultur og Sundhed involveres i et nyt afsnit om ældre borgere med anden etnisk baggrund og at integrationspolitikken efterfølgende sendes til høring

 

Beslutning

 

Indstillingen blev godkendt.

 

 


2.         Halvårsregnskab 2012

036791-2012

 

Sagsfremstilling

HB/DØN - AMU

I forbindelse med den kommunale økonomiaftale for 2011 er det aftalt mellem regeringen og KL, at der skal finde en styrket lokal økonomiopfølgning sted i kommunerne.

Kommunerne skal på den baggrund udarbejde halvårsregnskaber, der sikrer opfølgning i forhold til udgiftsudviklingen og samtidig giver en prognose for regnskabsresultatet.

Halvårsregnskaber skal understøtte en stærkere dialog mellem kommunerne med henblik på at sikre overholdelse af budgetterne. Halvårsregnskaberne skal endvidere indgå i drøftelserne mellem regeringen og KL.

 

Midvejsreguleringen af beskæftigelsestilskuddet betyder at Holstebro Kommune tilføres 22,98 mio. kr., som foreslås tilført Arbejdsmarkedsudvalget i forbindelse med budgetopfølgningen pr. 31. august

Forventningen til årsregnskabet er identisk med det forventede regnskabsresultat, præsenteret i budgetopfølgningen pr. 31. maj 2012 og indeholder ikke de 22,98 mio. kr. i beskæftigelsestilskud.

 

Forventet regnskab 2012

 

 

Arbejdsmarkeds-udvalget

Serviceudgifter

10.600

Driftsudgifter i alt

446.000

Indtægter fra den centrale refusionsordning

0

Overførselsudgifter i alt

304.408

Udgifter til forsikrede ledige

130.992

Aktivitetsbestemt medfinansiering

 

Tjenestemandspensioner - forsyningsvirksomheder

 

Bruttoanlæg

-172

Bruttoanlægsudgifter på ældreområdet

 

 

 

 

Indstilling

Det indstilles, at det forventede årsregnskab godkendes og fremsendes til Økonomisk Forvaltning til videreformidling til Økonomiudvalget og Byrådet.

 

Beslutning

 

Halvårsregnskabet blev godkendt.

 

 


3.         Mødekalender for Arbejdsmarkedsudvalget - 2013

035078-2012

 

Sagsfremstilling

HB/ACB - AMU

Borgmesterkontoret har udarbejdet forslag til mødekalender for Byrådet og Økonomiudvalget for 2013 og ønsker oplyst, hvilke datoer Arbejdsmarkedsudvalget holder møde i 2013, hvorefter en samlet mødekaldender for Byrådet, Økonomiudvalget og de stående udvalg vil blive udarbejdet.

Forvaltningen har udabejdet forslag, hvor udvalgsmøderne i lighed med 2012 er placeret onsdage kl. 13.30 - 15.30, fortinsvis samme dag som Økonomiudvalgets mødedage. Der er i alt skemalagt 12 møder i 2013. Skoleferierne holdes som udgangspunkt mødefri.

 

Indstilling

Det indstilles, at forslag til mødekaldender 2013 for Arbejdsmarkedsudvalget godkendes og videresendes til endelig behandling i Økonomiudvalget.

 

Beslutning

 

Indstillingen blev godkendt.

 

Bilag

Forslag mødekalender Arbejdsmarkedsudvalget 2013


4.         Opfølgning på beskæftigelsesplan 2012

013688-2011

 

Sagsfremstilling

SGH - AMU

I beskæftigelsesplan 2012 er der fastsat en række resultatkrav for indsatsen.

Det drejer sig dels om ministerens fire mål samt en række lokalt fastsatte mål.

Ministerens mål er formuleret sådan, at de først kan gøres endeligt op ved årets udgang, men følgende korte bemærkninger kan foreløbig knyttes til målene, som fremgår af bilaget "Opfølgning på mål og resultatkrav for Jobcenter Holstebro 2012".

Ministerens mål 1 - vedr. begrænsning af arbejdskraftreserven til 1.025 ultimo året. Niveauet i juni er 1.080 fuldtidspersoner, svarende til at Holstebro er 5 % over målsætningen.

Ministerens mål 2 - vedr. tilgangen af personer til permanente forsørgelsesordninger (ledighedsydelse, fleksjob og førtidspension) skal begrænses til 215 personer over de seneste 12 måneder. Niveauet i juni var 228 personer svarende til at Holstebro er 6 % over målsætningen.

Ministerens mål 3 - vedr. nedbringelse af antallet af unge under 30 år på offentlig forsørgelse til 950 personer. Niveauet i juni var 1.081 personer, svarende til at Holstebro er 14 % over målsætningen.

Ministerens mål 4 - vedr. antallet af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på offentlig forsørgelse skal begrænses til 515 personer. Niveauet i marts var 584 personer. Holstebro er i juni 13 % over målsætningen.

I forhold til de lokale resultatkrav henvises til bilaget.

For så vidt angår arbejdsmarkedsudviklingen ses af bilaget ”Ledigheden i juni 2012”, at ledigheden i juni 2012 udgør 1.142 fuldtidsledige i Holstebro, hvilket er et fald på 111 fuldtidspersoner sammenlignet med juni 2011. Andelen af ledige udgør 4,0 % af arbejdsstyrken, hvilket er under niveauet for hele landet, regionen og gennemsnittet af landsdelskommunerne. I forhold til tilsvarende måned sidste år er ledigheden faldet 0,4 %-point i Holstebro, hvilket er på niveau med landsdelskommunerne, og et større fald end for regionen og hele landet.

 

 

Indstilling

Til orientering og drøftelse.

 

Beslutning

 

Opfølgningen på beskæftigelsesplanen blev drøftet. Der er stor tilfredshed med at det er lykkedes at reducere langtidsledigheden med 85 personer indenfor et år, på trods af de store udfordringer på arbejdsmarkedet i perioden.

Udvalget besluttede, at der skal sættes ekstra fokus på ungeindsatsen, hvor der også netop er lanceret en Ungepakke. Forvaltningen er anmodet om, inden årets udgang, at fremlægge en strategi for en udvidet ungeindsats, for at nedbringe antallet af unge ledige.

 

Bilag

Opfølgning på mål og resultatkrav august 2012

Ledigeheden juni 2012

Personoversigt jni 2012


5.         Beskæftigelsesplan 2013

014656-2012

 

Sagsfremstilling

HB/SGH - AMU

 

På Arbejdsmarkedsudvalgets møde den 27. juni d.å. besluttedes, at forvaltningen skulle arbejde videre med beskæftigelsesplanen, så nye indsatsområder kan tydeliggøres.

 

Efterfølgende er planens indledning suppleret med følgende afsnit.

 

”I Beskæftigelsesplanen beskrives indsatsen for alle jobcenterets målgrupper og indsatstyper relativt bredt.

 

I Beskæftigelsesplan 2013 fremhæves derfor 5 områder som Jobcenter Holstebro - i kombination med beskæftigelsesministerens 4 mål - vil have særligt fokus på i 2013.

 

Det drejer sig om:

 

·        Borgerne – Jobcenteret vil have fokus på de lediges eget perspektiv, og på at øge ”selvaktivering” og mobilitet (personlig, geografisk og branchemæssig), så jobcenterets indsats i højere grad understøtter den jobsøgendes egen indsats for at synliggøre kvalifikationer og komme i job.

 

·        Virksomhederne – Samarbejdet med virksomhederne skal udvikles, så beskæftigelseseffekten af den virksomhedsrettede aktivering øges. Ligeledes skal antallet af virksomheder der samarbejdes med øges.

 

·        Medarbejderne - Opkvalificere jobcenterets medarbejdere, så jobcenterets tilgang løbende tilpasses aktuelle udfordringer. Fokus skal bl.a. være på at spotte jobmuligheder i virksomhederne - også der hvor de ikke konkret udbydes - og på at flytte de ledige mentalt, når det er et behov.

 

·        Andre interessenter og samfundsinddragelse – Jobcenteret vil øge samspillet med det øvrige samfund, herunder bl.a. frivillige organisationer og foreninger i forhold til at løse de beskæftigelsespolitiske udfordringer.

 

·        Dokumentation for indsatsen - Jobcenteret vil videreudvikle redskaber, som progressionsværktøjer og effektmålingsværktøjer der kan dokumentere effekten af jobcenterets indsats. ”

 

Herudover er planen uændret.

 

Indstilling

Det indstilles, at udkast til Beskæftigelsesplan 2013 inkl. ovenstående tilføjelse godkendes.

 

Beslutning

 

Indstillingen blev godkendt.

 

 


6.         Aktuelle projekter med ekstern finansiering

041502-2011

 

Sagsfremstilling

HB/ACB – AMU

 

På foranledning af udvalgets tidligere forespørgsel præsenteres her aktuelle projekter på beskæftigelsesområdet– som er finansieret af eksterne sponsorer. Beskæftigelsesindsatsen har traditionelt været præget af stor politisk bevågenhed og et stort udbud af puljer og forsøgsordninger. Holstebro Kommune har over de senere år haft stor andel i eksterne projektmidler.

 

I 2012 har følgende projekter været aktive:

 

Jobrettet aktivering (Arbejdsmarkedsstyrelsen / Beskæftigelsesregionen):

 

Et projekt der sigter på opkvalificering til langtidsledige unge, både ufaglærte og faglærte.

 

Bevilling op til 738.000 kr. til uddannelses- og opkvalificeringsudgifter.

Slutdato: December 2012

 

Varslingspuljen fra Hospitalsenhed Vest (Arbejdsmarkedsstyrelsen):

 

Aktiviteter og særlig indsats for afskedigede medarbejdere fra Hospitalsenhed Vest. Bevillingen gives til frikøb af jobcentermedarbejder, som ”udstationeres” til opgaven.

 

Bevilling op til 725.000 kr. + tillægsbevilling på 35.000 kr.

Slutdato: august 2012

 

Nyuddannede faglærte (Arbejdsmarkedsstyrelsen):

 

Projektet sigter på unge nyuddannede faglærte – uden job. Målgruppen udgjorde 65 personer. De unge tilbydes en særlig indsats med uddannelse, vejledning og jobcoach.

                     

                      Bevilling op til 1.037.250 kr.

                      Slutdato: 1. maj 2012

 

Psykiatrifaglig viden i beskæftigelsesindsatsen (Beskæftigelsesregionen):

 

Projektets formål er at undersøge om forøget viden om psykiatri hos rådgiverne medfører forandringer i sagsbehandlingen af sygedagpengesager. 9 rådgivere fra Jobcenter Holstebro har deltaget og der foretages en sammenligning af deres sager før og efter opkvalificeringsforløbet. Randers og Århus kommuner deltager også i projektet.

 

                      Bevilling: 369.400 kr. (alle 3 kommuner) incl. evaluering

                      Slutdato: Juni 2012         

 

Den proaktive jobkonsulent: (Beskæftigelsesregionen)

                     

Uddannelsesforløb for jobkonsulenter, der arbejder med match 1 – de arbejdsmarkedsparate. 4 kommuner er med i projektet: Struer, Lemvig, Ringkøbing-Skjern og Holstebro. 20 medarbejdere fra Holstebro har været med i uddannelsesforløbet.

 

Bevilling på 2,6 mio. kr. (alle 4 kommuner).

Kommunal medfinansiering: Medarbejdernes tid + kørsel. 

                      Slutdato: 4. juni 2012.

 

Uddannelsesplanlægning og jobrotation: (Det Lokale Beskæftigelsesråd (LBR))              

 

Udvikling af metoder, så små og mellemstore virksomheder får mulighed for at anvende uddannelsesplanlægning og jobrotation som en del af virksomhedens personale- og virksomhedsudvikling.

 

Bevilling på 1.903.000 kr. Heraf LBR 1.370.000 kr. Øvrige finansiering v. Nordvestjysk Erhvervsråd og UCH/VEU Center.

Slutdato: Juli 2012

 

 

Herudover afventes der pt. svar på ansøgning om støtte til ”Trivselsprojektet” (gruppeforløb for unge kontanthjælpsmodtagere med bl.a. mindfulness).

 

Indstilling

Til orientering og drøftelse.

 

Beslutning

 

Orienteringen blev taget til efterretning.

 

 


7.         Kampagne - inklusion af ledige på kanten af arbejdsmarkedet

022873-2012

 

Sagsfremstilling

HB - AMU

Den erhvervsdrivende fond Code of Care med lokal forankring har rettet henvendelse til kommunen om et samarbejde i forhold til at fremme rummelighed og inklusion af ledige på kanten af arbejdsmarkedet i lokale virksomheder

Code of Care har som mission at fremme det rummelige arbejdsmarked.

http://codeofcare.dk/

 

For den enkelte ledige med nedsat arbejdsevne er det afgørende at komme i job og blive selvforsørgende.

Et mangeårigt godt samarbejde med virksomheder har desuden vist, at der er mange gevinster for virksomhederne i at påtage sig et socialt ansvar. Dette budskab skal udbredes.

Mange medarbejdere brænder for at gøre en forskel og glæden ved at få en utrænnet ledig til at fungere på en arbejdsplads er stor. Det skaber arbejdsglæde og stolthed ved arbejdspladsen, hvilket har stor betydning for de resultater, der skabes i virksomheden.

 

Code of Care har i samarbejde med Holstebro kommune udviklet et partnerskab om en kampagne for et rummeligt arbejdsmarked og flere i fleksjob.

 

For Holstebro Kommune er værdien bl.a., at flere parter sammen sætter fokus på et væsentligt tema – behov for rummelighed på arbejdspladsen og flere fleksjobpladser. Code of Care repræsentanterne må også forventes at kunne finde ambassadører, der kan være ”døråbnere” til virksomhederne på andre præmisser end Jobcentret.

 

For Code of Care er værdien bl.a. at udbrede kendskabet til Code of Care og fondens mission og aktiviteter.

 

Fælles initiativ kan forhåbentlig også sikre pressens opmærksomhed.

 

I en periode med lavkonjunktur og færre jobåbninger på arbejdsmarkedet er der et særligt behov for at gå nye veje.

 

Holstebro Jobcenter yder allerede en stor indsats på området og har skabt 68 fleksjob i første halvdel af 2012. På trods af, at det er lykkedes for Jobcentret at skabe flere fleksjob de seneste måneder, er situationen august 2012 at 253 personer, der er visiteret til fleksjob, står uden job. 

 

Den nye reform for fleksjob og førtidspension vil yderligere øge behovet for arbejdspladser til ledige med nedsat erhvervsevne. Holstebro kommune er endvidere på vej med en strategi ”Fra beskyttet beskæftigelse til støttet beskæftigelse”, hvor målet er at få flere handicappede i job på skånevilkår i virksomheder frem for beskyttede virksomheder i kommunalt regi.

 

Målet er via kampagnen at øge antallet af fleksjob i det halvår projektet kører med min. 20 fleksjob ud over det resultatniveau, der aktuelt er. Det er et ambitiøst mål.

 

Parterne har udviklet en kampagnemodel - vedlagt i bilag 1.

 

Kampagnen finder sted i perioden september 2012 til februar 2013.

 

Indstilling

Det indstilles, at kampagnen iværksættes.

 

Supplerende oplysninger

Økonomi:

Kampagnens gennemførelse vil kræve at der ansættes ekstra medarbejdere svarende til ca. 500 medarbejdertimer.

Ud over jobkonsulenttimer vil der være behov for ekstra ressourcer primært til den erhvervsopsøgende del, kommunikationsopgaven og facillitering af workshop.

Den samlede ugift til medarbejdere inkl. kørsel udgør ca. 200.000 kr.

Dertil kommer udgifter til aktiviteter jf. kampagnebeskrivelsen på anslået 50.000 kr.

De samlede udgifter kan afholdes inden for den samlede ramme til beskæftigelsestilbud.

 

 

Målopfyldelse med oprettelse af 20 ekstra fleksjob vil give en kommunal mindreudgift på min. 1,6 mio. kr. om året ud fra gældende regler på området. Kommunens udgifter reduceres med mellem 81.000 og 128.000 kr. for hvert fleksjob der oprettes.

 

Dertil kommer øgede skatteindtægter da lønnen overstiger forsørgelsesydelsen. Her vil der være tale om øgede skatteindtægter på ca. 10.000 kr. pr. fleksjob.

 

Beslutning

 

Indstillingen blev godkendt og kampagnen sættes i værk.

 

Bilag

Holstebro i balance kampagne

Interessenter - oversigtsgrafik

Workshop procesudkast

Arbejdssteder i Holstebro Kommune


8.         Holstebro Kommunes eventuelle deltagelse i projekt Brug for alle

030558-2012

 

Sagsfremstilling

HB/SGH - AMU

 

Indledning

Arbejdsmarkedsstyrelsen udmeldte den 9. juni 2012 midler til initiativet Brug for alle. Målgruppen er kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 3, dvs. ledige, som har så alvorlige problemer, at de pt. hverken kan arbejde eller deltage i arbejdsmarkedsrettede tilbud.

 

Ansøgningsfristen til initiativet var den 9. juli 2012. Forvaltningen ansøgte om deltagelse i projektet med forbehold for Arbejdsmarkedsudvalgets efterfølgende stillingtagen til, om ansøgningen skal frafaldes eller fastholdes.

 

Holstebro Kommune har modtaget tilsagn om deltagelse i projektet. Bevillingen beløber sig i alt til 963.000 kr. og fordeler sig på 4 forskellige puljer:

 

·        598.000 kr. kan anvendes til udgifter forbundet med Brug for alle, herunder indledende samtaleforløb, tværfaglig afklaring og udarbejdelse af indsatsplaner.

·        189.000 kr. kan anvendes til virksomhedskonsulenter der etablerer praktikpladser på virksomhederne og/eller mentorstøtte.

·        89.000 kr. kan anvendes til kompetenceudvikling af de tværgående teams og de jobcentermedarbejdere der beskæftiger sig med nydanskere.

·        87.000 kr. kan anvendes til kompetenceudvikling af de tværgående teams og de jobcentermedarbejdere der beskæftiger sig med nydanske kvinder, og/eller mentorstøtte til nydanske kvinder.

 

Til grund for bevillingen ligger, at Holstebro har 163 borgere (april 2012) i målgruppen.

 

Om Brug for alle

Baggrunden for initiativet er at antallet af borgere i match 3 på landsplan er steget betydeligt igennem de seneste år. I april 2012 var der på landsplan knap 31.000 personer i målgruppen.

 

Indsatsen for borgere som indgår i initiativet skal bestå af: 1) Alle borgere i målgruppen skal indkaldes til et indledende samtaleforløb med en jobcentermedarbejder. Samtaleforløbet skal resultere i udarbejdelse af det forberedende skema, som udgør grundlaget for det efterfølgende møde i et tværfagligt team. 2) Umiddelbart efter de indledende samtaler mellem borgeren og jobcentermedarbejderen, skal borgeren sammen med jobcentermedarbejderen deltage i et møde med et tværfagligt team med deltagelse af en medarbejder fra beskæftigelsesforvaltningen, en medarbejder fra socialforvaltningen, en person med viden om fysiske og særligt psykiske lidelser og behandlingen heraf, samt en person med viden om unge, hvor dette er relevant. 3) Efter mødet i teamet udarbejder jobcentermedarbejder og borger en indsatsplan over de indsatser der skal iværksættes. Jobcentrene skal løbende følge op på, at planens indsatser iværksættes og følges.

 

I forhold til målgruppen anføres det, at der i særlig grad er behov for at gå på tværs af offentlige systemer både internt i kommunerne og i forhold til sundhedsregionerne. Det skal ikke overlades til den enkelte borger at sikre sammenhængen på tværs. Samtidig understøtter én samlet plan og mål borgerens motivation for at gennemføre de enkelte indsatser.

 

Forvaltningens bemærkninger

Ved vurderingen af Holstebro Kommunes eventuelle deltagelse i initiativet kan bl.a. indgå følgende forhold:

 

Baggrunden for initiativet er, at antallet af borgere i matchgruppe 3 er steget på landsplan, og i dag udgør matchgruppe 3 en uforholdsmæssig stor andel af den samlede kontanthjælpsgruppe/arbejdsstyrke. 22 % af det samlede antal kontanthjælpsmodtagere er på landsplan placeret i matchgruppe 3 og udgør 1,1 % af arbejdsstyrken. For Holstebros vedkommende er 16 % af det samlede antal kontanthjælpsmodtagere placeret i matchgruppe 3, og i forhold til arbejdsstyrken udgør gruppen 0,6 %.

 

Tallene viser, at relativt færre borgere er placeret i matchgruppe 3 i Holstebro, og færre borgere er dermed i risiko for permanent udstødning fra arbejdsmarkedet.

 

Det mere beskedne antal borgere betyder alt andet lige, at de borgere der i Holstebro er i matchgruppe 3 er længere væk fra arbejdsmarkedet end tilfældet er på landsplan. Det vil derfor også være sværere at opfylde projektets mål om at bringe de ledige i job eller uddannelse.

 

Dette understøttes af, at Jobcenteret i april måned foretog en totalgennemgang af alle match 3’ere m.h.p. at vurdere om de kunne indgå i aktivering. Det er bl.a. på baggrund heraf jobcenterets vurdering, at det generelt vil være vanskeligt at lave planer, som peger mod job eller uddannelse for målgruppen.

 

Økonomisk er det vurderingen, at den ekstra indsats der skal ydes i form af samtaleforløb mv. i bedste fald vil kunne dækkes at projektmidlerne. Det vil således være nødvendigt at ansætte en projektmedarbejder, som skal være ansvarlig for afholdelse af det obligatoriske indledende samtaleforløb med borgerne, samt koordinere arbejdet i forhold til det tværfaglige udvalg.

 

Hertil kommer at den indsats som aftales i indsatsplanen som udgangspunkt skal finansieres af kommunen, ligesom der kan komme andre afledte udgifter for kommunen af projektet.

 

Organisatorisk og læringsmæssigt rummer projektet visse muligheder for at forberede kommunen på den førtidspensionsreform som træder i kraft 1. januar 2013. Dels rummer projektet midler til undervisning, dels minder den tværfaglige afklaring af borgerne om den metode som skal anvendes i forbindelse med pensionsreformen. Omvendt vil eventuel deltagelse i Brug for alle betyde, at der fragår ressourcer fra den egentlige forberedelse af pensionsreformen.

 

Set i lyset af målgruppens begrænsede ressourcer er det imidlertid forvaltningens udgangspunkt, at den indsats der skal ydes i forbindelse med projektet ikke vil modsvare det forventede udbytte i form af beskæftigelse og uddannelse.

 

Indstilling

Det indstilles, at Holstebro Kommune ikke deltager i Brug for alle projektet.

 

Beslutning

 

Indstillingen blev godkendt. Det blev samtidig besluttet, at der sendes et brev til Arbejdsmarkedsstyrelsen, hvoraf argumenterne for at Holstebro Kommune ikke ønsker at deltage i projektet fremgår, jf. de overvejelser der er beskrevet i sagsfremstillingen.

 

Bilag

Brev til borgmesteren

Projektbeskrivelse Brug for alle


Lukket del

9.         Meddelelser

000185-2012