Referat

fra møde i

Arbejdsmarkedsudvalget

Referat åben

Mødedato 25. september 2013

Mødetidspunkt 13.30

Mødelokale 207

 

 

 

 

 

Bemærkninger

 

 

 


 

Indholdsfortegnelse

Åben del 3

1......... Integrationspuljen 2013 - forslag til udmøntning: Foreningsmentorer 3

2......... Budgetopfølgning august 2013. 5

3......... Beskæftigelsesplan 2014. 6

4......... Orientering om projektansøgning. Virksomhedscentre 2. 8

5......... Nyttejob - organisering. 9

6......... Strategi "nye veje til støttet beskæftigelse". 12

Lukket del 13

7......... Sag på dagsordenen.. 13

8......... Sag på dagsordenen.. 14

 


Åben del

1.         Integrationspuljen 2013 - forslag til udmøntning: Foreningsmentorer

011625-2013

 

Sagsfremstilling

HB / OW - AMU

Arbejdsmarkedsudvalget har en årlig pulje på ca. 259.000 kr. til at fremme integrationsindsatsen i Holstebro Kommune. Udvalget har nedsat en tværgående arbejdsgruppe, der skal fremsætte forslag til udmøntning af puljen. Arbejdsgruppen består af kommunale aktører på integrationsområdet, herunder rerpæsentanter fra Integrationsteamet, Jobcentret, Børn og Unge samt fra Trivselshuset på Døesvej og Kultur & Frivillighuset. Indtil 2011 indstillede Integrationsrådet hvordan puljens midler skulle prioriteres.

For at styrke Integrationspolitikkens indsatsområder ”Medborgerskab” og ”Det Sunde Liv”, foreslår den tværgående arbejdsgruppe, at midlerne fra integrationspuljen 2013 bruges til et projekt omkring foreningsmentorer med henblik på få flere børn og unge med anden etnisk baggrund til at deltage i foreningsaktiviteter og sportsklubber.

Formålet er

• at få flere børn og unge med etnisk baggrund ind i de eksisterende klubber og tilbud

• at fastholde tilknytningen og interessen

• at få forældre og børn indlemmet i klubberne/foreningerne, som trænere eller frivillige hjælpere

Arbejdsgruppens projektide indeholder følgende elementer

1. ansættelse af en medarbejder (deltid), med en koordinerende og støttende funktion i forhold til klubber, foreninger og hovedorganisationerne (DGI, DIF, mfl.)

2. rekruttere flere børn og unge med anden etnisk baggrund til at blive aktive i foreninger og klubber

3. finde lokale mentorer i klubberne

4. uddannelse af mentorer, hjælpere og trænere

Projektet vil ske i samarbejde med Dansk Idrætsforbund (DIF).

 

Arbejdsgruppens forslag bygger på, at udgifterne fordeler sig på hhv. aflønning af koordinator og "mentorstøtte" til ledere i foreninger.

Det er forvaltningens vurdering, at kontante udbetalinger som "mentorstøtte" til foreninger, ikke er i tråd med med Holstebro Kommunes principper for medborgerskab.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere at afsætte 30.000 kr. til opgradering af Integrationshåndbogen til Kultur og Frivillighuset.

Puljen for 2013 udgør 352.393 kr., da der er overført ca. 90.000 kr. i ubrugte midler fra sidste års pulje.

 

Indstilling

Det indstilles, at Arbejdsmarkedsudvalget tager stilling til arbejdsgruppens udspil og sender til høring i Integrationsrådet

 

Beslutning

 

Udvalget beslutter, at tilskud til ajourføring af integrationshåndbogen bevilges.

Udvalget beslutter desuden at godkende ansættelse af en koordinator. Derimod afviser udvalget på nuværende tidspunkt at udbetale honorar til foreningsledere. Dels vurderes det ikke at være i tråd med Holstebro Kommunes medborgerskabspolitik, hvor man vægter at frivillige indgår uden betaling og dels lægger udvalget vægt på at problemstillingen har betydning på tværs af forvaltningsområder. Udvalget anbefaler derfor, at temaet om honorar til frivillige og eventuelt andre tilskud, fx lokaletilskud, drøftes tværgående politisk, efter en belysning i direktionen.

 

 


2.         Budgetopfølgning august 2013

010424-2013

 

Sagsfremstilling

HB/DØN - AMU

Der er mulighed for at budgettet vil balancere på Arbejdsmarkedsudvalgets område, men der er 2 udestående udfordringer, fleksjob/ressourceforløbene og den særlige uddannelsesordning for ledige som mister retten til dagpenge.

 

Indstilling

Det indstilles, at budgetopfølgningen godkendes og videresendes til Økonomi med henblik på videre behandling i Økonomiudvalg og Byråd.

 

Beslutning

 

Budgetopfølgningen godkendes og videresendes til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet. Arbejdsmarkedsudvalget tilslutter sig indstillingen om at der ikke sker budgetoverførsel på nuværende tidspunkt, men at konjunkturerne og de kommende måneders udvikling i overførselsudgifterne afventes.

 

Bilag

AMU - personoversigt august 2013

AMU - Notat til budgetopfølgning 31-08-2013

 


3.         Beskæftigelsesplan 2014

017143-2013

 

Sagsfremstilling

HB/SGH - AMU

Arbejdsmarkedsudvalget sendte primo juli d.å. udkast til Beskæftigelsesplan 2014 til høring i Det Lokale Beskæftigelsesråd (LBR) og hos Beskæftigelsesregion Midtjylland.

LBR's planlagte møde i august måtte flyttes til oktober og planen er derfor blevet forelagt via en skriftlig høring.

Der er fra LBR-medlemmerne kommet 2 skriftlige høringssvar, som er vedlagt som bilag. Det fregår heraf bl.a., at

Bemærkninger fra FTF

"FTF kvitterer for en gennemtænkt, god og velformuleret beskæftigelsesplan". I forhold til en række konkret indsatsområder har FTF endvidere positive bemærkninger.

FTF har dog problemer med at der flere steder i planen refereres til at "borgeren har den rette attitude". Attitude er efter FTF's mening ikke et begreb der kan anvendes i en beskæftigelsesplan. FTF foreslår at der i stedet eksempelvis skrives "den enkelte aktivt medvirker til at nå målet".

Herudover har FTF en række specifikke bemærkninger til beskæftigelsesplanen. Disse genenmgås på mødet.

Bemærkninger fra LO-repæsentanter

LO foreslår at der på side 22 (afsnit om samarbejde med eksterne interessenter) indsættes følgende tekst "herunder nedsættelse af en taskforce gruppe ifm. afskedigelser af større omfang og virksomhedskonkurser".

Herudover har LO en række primært formuleringsmæssige bemærkninger til beskæftigelsesplanen, som gennemgås på mødet.

Bemærkninger fra Beskæftigelsesregion Midtjylland

I brev af 30. august skriver Beskæftigelsesregionen bl.a., at planen vurderes at give en dækkende beskrivelse af de vigtigste beskæftigelsespolitiske udfordringer kommunen/jobcenteret står over for i 2014, og at beskæftigelsesplanen beskriver en indsats i forhold til borgere og virksomheder, der ligger i god forlængelse af de beskæftigelsespolitiske udfordringer. Beskæftigelsesplanen lever efter beskæftigelsesregionens opfattelse op til de indholdsmæssige krav, der er fastlagt i den relevante bekendtgørelse.

 

Indstilling

Drøftes med henblik på eventuelle yderligere ændringer i beskæftigelsesplanen, inden den sendes til godkendelse i byrådet

 

Beslutning

 

Beskæftigelsesplanen justeres på baggrund af udvalgets drøftelse af de modtage høringssvar.

 

Bilag

FTF - Bemærkninger til Beskæftigelsesplan 2014

LO - bemærkninger til beskæftigelsesplanen.

Beskæftigelsesregionens høringsbrev vedr.  BeskPlan 2014

 


4.         Orientering om projektansøgning. Virksomhedscentre 2

031882-2013

 

Sagsfremstilling

HB/OBL/KR - AMU

 

Jobcenter Holstebro og Job og Kompetencecenter Vest har ansøgt om at være med i projektet "Virksomhedscentre generation 2", som er udbudt af Arbejdsmarkedusstyrelsen. Udvalget orienteres hermed om ansøgningen som allerede er sendt, for at kunne overholde ansøgningsfristen, som var 17. september 2013.

Formålet med projektet er blandt andet at der udvikles konkrete modeller og metoder for, hvordan jobcentrene bedst muligt iværksætter og understøtter virksomhedsrettede forløb, hvor udsatte borgere oplever progression og udslusning i forhold til arbejdsmarkedet.

Motivationen for at søge projektet er, at projektet kan være med til at udvikle metoder, der giver udsatte borgere mulighed for højere grad af selvforsørgelse, samt det forhold at Job og Kompetencecenter Vest over en årrække har høstet rigtig gode erfaringer, dels med at oprette og samarbejde med virksomhedscentre og dels med at uddanne virksomhedsmentorer. To forhold som er væsentlige elementer i projektet.

 

Projektet skal understøtte, at personer i ressourceforløb og udsatte kontanthjælpsmodtagere (match 2) får et aktivt tilbud på en arbejdsplads, i form af en virksomhedspraktik i et virksomhedscenter i minimum 3 måneder. I alt 125 borgere i målgruppen omfattes af projektet.

 

Jobcentret vil i den 2-årige periode modtage et tilskud på i alt 825.000 kr., som skal anvendes til medfinansiering af de faste udgifter til projektet, herunder udgifter til koordinator, øvrigt personale, uddannelse af koordinator og virksomhedsmentorer og lignende.

Herudover udløses der aktivitets- og resultatsafhængigt tilskud. Disse tilskud er afhængige af hvor længe den enkelte borger fastholdes i projektet (aktivitetstilskuddet) og hvorvidt en vis grad af selvforsørgelse opnås i forbindelse med deltagelse i projektet (resultatafhængigt tilskud).

 

Projektet løber over 2 år fra januar 2014 til januar 2016.

 

Indstilling

Til orientering

 

Beslutning

 

Orienteringen blev taget til efterretning.

 

 


5.         Nyttejob - organisering

026850-2013

 

Sagsfremstilling

HB / SGH - AMU

 

I Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats indføjes fra 1. januar 2014 en ny bestemmelse om, at virksomhedspraktik tillige kan gives som nytteindsats/nyttejob.

 

Almindelig virksomhedspraktik gives med henblik på at afdække eller optræne personens faglige, sociale eller sproglige kompetencer samt at afklare beskæftigelsesmål. 

 

I modsætning hertil gives nyttejob med det enkle formål, at personen skal arbejde for sin ydelse.

 

Herudover gælder om nyttejob, at der skal være tale om arbejde på kommunale, regionale eller statslige arbejdspladser af nytteskabende værdi. Arbejdet skal have et indhold, som giver den enkelte mulighed for en form for beskæftigelse, hvor personen indgår i et arbejdsfællesskab og udfører et stykke arbejde for sin ydelse. Der kan f.eks. være opgaver, der relaterer sig til vedligeholdelse af kommunale institutioner, anlæg og lignende eller at gå til hånde inden for kommunale servicetilbud.

 

Også for nyttejob skal der være et rimeligt forhold mellem antallet af ordinært ansatte og borgere med tilskud. I forhold til nyttejob kan Det Lokale Beskæftigelsesråd (LBR) dog dispensere fra rimelighedskravet.

 

Målgruppen for nyttejob er modtagere af kontanthjælp/uddannelseshjælp og forsikrede ledige, der modtager arbejdsmarkedsydelse, som følge af ophørt a-dagpengeperiode. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at "nytteindsats primært gives til personer der er i stand til at arbejde, og som enten afventer at påbegynde en uddannelse eller et job”

 

Kommunerne er (p.t.) ikke forpligtiget til at oprette nyttejob, men det vurderes, at der mellem aftaleparterne er klare forventninger om, at nyttejob anvendes i et vist omfang.

 

Varigheden af nytteindsats kan være op til 13 uger.

 

Organisering af nytteindsatsen

 

Der kan umiddelbart peges på 2 modeller for at organisere indsatsen i forhold til nyttejob.

 

1. Projektmodellen. En model, hvor alle der visiteres til nyttejob tilknyttes et projekt/servicehold, som evt. opdeles i flere teams. Projektet håndterer nærmere definerede opgaver f.eks ekstraordinær vedligeholdelse af kommunens grønne områder, fortovsrenoveringer og opgaver i forhold til turisme eller andre opgaver som evt. går på tværs af forvaltningerne.

 

2. Enkeltmandsplaceringer. En model, hvor de der visiteres til nyttejob spredes på et antal kommunale institutioner, som børnehaver, plejehjem mv. De pågældende institutioner "specialiserer" sig i f.t. denne målgruppe, og modtager ikke andre ledige, som har behov for virksomhedsrettet aktivering.  

 

Begge modeller vurderes som udgangspunkt at leve op til de indholdsmæssige krav der stilles til nyttejob.  

 

I forhold til projektmodellen bemærkes, at den type opgaver der er tale om i stort omfang er udliciteret til private entreprenører i Holstebro Kommune. De udførte opgaver skal derfor være ekstraordinære i forhold til den nuværende indsats. Da det samtidig er et krav at ledige i nyttejob skal være tilknyttet en kommunal arbejdsplads skal der i kommunalt regi oprettes et kommunalt "servicehold". 

 

Etablering af et servicehold af nyttejobbere vil medføre udgifter til ansættelse af en holdleder, som skal have ansvar for ledelse af det daglige arbejde. Hertil kommer udgifter til køretøj(er), arbejdstøj, værktøj ol.

Afhængig af, hvor der evt. skal etableres "stilleplads" er udgifterne hertil af Teknik og Miljø tidligere opgjort til en engangsudgift på mellem 465.000 kr. og 565.000 kr. og løbende årlige driftsudgifter på 210.000 til 260.000 kr. ved et hold på 5 personer. Hertil kommer udgifter til en projektleder. Udgifterne vil stige ved flere deltagere - udgiften pr. deltager vil dog blive lavere.

 

Det bemærkes, at medio 2014 skal opgaverne vedr. vedligeholdelse af bl.a. grønne områder i et nyt udbud. I den forbindelse vil der evt. kunne tages højde for at opgaven delvist løses via et kommunalt servicehold. 

 

I forhold til enkeltmandsplaceringer skal indholdet i nyttejobbet overvejes med henblik på at det adskiller sig fra normale virksomhedspraktikker. I mindre omfang vil borgere i nyttejob også kunne visiteres til det servicehold af seniorjobbere, som er organiseret med udgangspunkt i Job & Kompetececenter Vest og som varetager nogle mere afgrænsede opgaver.

 

Afslutningsvis bemærkes, at det er behæftet med betydelig usikkerhed at skønne, hvor mange ledige der vil blive tilbudt et nyttejob. Det vil især afhænge af, hvor ofte der bliver optag af specielt unge på erhvervsuddannelserne. Et skøn er, at ca. 20 personer løbende vil være i et nyttejob.

 

Indstilling

Det indstilles, at udvalget drøfter hvilken model Social- og Arbejdsmarked skal arbejde videre med.

 

Beslutning

 

De nye regler for nyttejob blev drøftet. Udvalget beslutter, at forvaltningen arbejder videre med forskellige scenarier for nyttejob, på baggrund af pejlemærker om tilrettelæggelse af indsatsen, så der tages hensyn til både kvalitet og de ressourcer, der skal anvendes til iværksættelse af indsatsen.

 

 


6.         Strategi "nye veje til støttet beskæftigelse"

048308-2012

 

Sagsfremstilling

HB / OBL /JFH - AMU

Der er udarbejdet en pixiudgave en strategien "nye veje - fra støtte beskæftigelse", med hovedvægt på den del af strategien, der omfatter indsatser for Holstebro Kommune som virksomhed. H-med og Handicaprådet har behandlet oplægget. H-med udtaler, at pixiversionen giver et bedre overblik over strategien.

Handicaprådets høringssvar er vedlagt som bilag.

Beskæftigelseschef Orla Bech Larsen og chefkonsulent Jakob From Høeg vil på mødet orientere om status for implementering af strategien.

Strategien skal tænkes sammen med kontanthjælpsreformen, som træder i kraft 1. januar 2014. 

 

 

 

Indstilling

Til drøftelse

 

Beslutning

 

Udvalget beslutter, at strategien i den forkortede version (pixi-udgaven) skal oversendes til orientering i de øvrige fagudvalg og Økonomiudvalget.

 

Bilag

Pixiudgave Nye veje

Handicaprådets høringssvar til Nye veje

 


Lukket del

7.         Sag på dagsordenen

027998-2012

 

 


8.         Sag på dagsordenen

054269-2012