Referat

fra møde i

Udvalget for Natur, Miljø og Klima

Referat åben

Mødedato 21. marts 2011

Mødetidspunkt 09.00

Mødelokale 188

 

 

 

 

 

Bemærkninger

 

 

 


 

Indholdsfortegnelse

Åben del 3

1......... Godkendelse af dagsorden i Udvalget for Natur, Miljø og Klima. 3

2......... Udvalget for Natur, Miljø og Klima, Budgetopfølgning pr. 28. februar 2011. 4

3......... Høringssvar vedr. statens forslag til vand- og naturplaner. 6

4......... Forslag til Holstebro Kommunes Spildevandsplan 2011-2016. 9

5......... Udkast til klimaplan for Holstebro Kommune. 11

6......... Strategisk energiplan - ClimateCircle. 12

7......... Orientering om ændring af husdyrlov og udkast til ændringsbekendtgørelser til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen. 14

8......... Habitatvurdering af kystoplande ved miljøvurdering af udvidelser på husdyrbrug  16

9......... Meddelelser. 18

Lukket del 19

10...... Orienteringssag. 19

11...... Sag på dagsordenen. 20

 


Åben del

1.         Godkendelse af dagsorden i Udvalget for Natur, Miljø og Klima

000179-2010

 

Beslutning

 

Dagsordenen godkendt.

 

 


2.         Udvalget for Natur, Miljø og Klima, Budgetopfølgning pr. 28. februar 2011

007247-2011

 

Sagsfremstilling

PMP - UNMK

I henhold til Holstebro Kommunes bevillingsregler skal der hvert år gennemføres 3 større budgetopfølgninger. Det skal ske med udgangspunkt i forbruget pr. 28. februar, 31. maj og 31. august.

DRIFT:

Teknik og Miljø har på baggrund af forbruget pr. 28. februar følgende forventninger til driftsresultat for 2011:

 Driftsområder

 Budget 2011

 Korr. budget 2011

 Forbrug pr. 28.02.2011

 Forventet

regnskab 2011

 Afvigelser

 72 Planlægning

 101

 101

 0

 101

 0

 73 Natur og Miljø

 11.343

 11.343

 11

 11.343

 0

 74 Affald

 0

 0

 -35.727

 0

 0

 Driftsudgifter i alt

 11.444

 11.444

 -35.716

 11.444

 0

Der forventes på driftsområderne ingen afvigelser i forhold til det korrigerede budget.

ANLÆG:

I anlægsoversigten er der både på stednummer 020322 (i 2010) og stednummer 020323 (i 2011) afsat rådighedsbeløb til etablering af stibro over Storå østfor Tvis Møllevej. Det anbefales derfor at stednummer 012323 afsluttes og at rådighedsbeløbet tilbageføres til likvide aktiver.

Pr. 28.2.2011 har Udvalget for Natur, Miljø og Klima frigivet følgende rådighedsbeløb:

 

Møde

Sag nr.

Frigivet til

 

Beløb kr.

24.1.2011

8

Etablering af toiletbygning i Vestre Plantage

sted. nr. 020320

 

528.000

 

 

Indstilling

Det indstilles at Udvalget for Natur, Miljø og Klima over for Byrådet anbefaler:

at budgetopfølgningen tages til efterretning

at anlægsprojet Ny bro over Storå øst for Tvis Mølle udgår.

at orientering om rådighedsbeløb, frigivet af Udvalget for Natur, Miljø og Klima, tages til efterretning.

 

Beslutning

 

Indstillingen tiltrådt.

 

Bilag

Udvalget for Natur, Miljø og Klima, Anlægsoversigt 2011

 


3.         Høringssvar vedr. statens forslag til vand- og naturplaner.

011438-2010

 

Sagsfremstilling

FC/FLS UNMK

 

Naturstyrelsen udsendte den 6. oktober 2010 forslag til vand- og naturplaner for hele landet i et halvt års høring. For Holstebro Kommune drejer det sig om planer for oplandene til Nissum Fjord, Limfjorden og Ringkøbing Fjord, samt for 9 stk. Natura 2000-områder.

 

Kommunens høringssvar skal være hos Naturstyrelsen inden den 6. april i år.

 

Da det til sin tid bliver kommunens ansvar, at udarbejde og gennemføre handleplaner på baggrund af statens vand- og naturplaner, så er det af stor betydning for kommunens videre arbejde, at de endelige planer bliver så gode og operationelle som mulig.

 

Emnet har været drøftet i Udvalget for Natur, Miljø og Klima den 15. november 2010 og den 21. februar 2011 med en orientering om høring af vand- og naturplaner.

 

Vandplaner

Vandplanens indsatsprogram kan opdeles i 2 principielt forskellige grupper: 1.) den generelle indsats, som i vid udstrækning skal bygges på ændret lovgivning og 2.) den målrettede indsats, som skal bygge på kommunale projekter.

 

Da omfanget af den generelle indsats, og den dertil knyttede lovgivning, i høj grad stadig er uafklaret, og da det efterfølgende, bliver den målrettede indsats kommunen skal sikre gennemført i sine vand-handleplaner, er der lagt vægt på, at de endelige statslige vandplaner forbedres, særlig med henblik på at kunne udmunde i hensigtsmæssige og gennemførlige kommunale handleplaner. 

 

Den målrettede indsats for vandmiljøet indebærer:

 

-          Etablering af vådområder til henholdsvis kvælstof- og fosforfjernelse,

-          Ændret vandløbsvedligeholdelse,

-          Fjernelse af spærringer og rørlægninger i vandløb,

-          Restaureringer af søer og vandløb,

-          Udarbejdelse af spildevandsplan,

-          Modernisering af ferskvandsdambrug

 

Af vigtige mangler udover administrationsmodellerne vedr. indsatsen for vandmiljøet kan nævnes, at der ikke er planlagt indsats for beskyttelse af nogle store overfladenære grundvandsforekomster.

 

Der mangler desuden tekniske vejledninger vedrørende dels etablering af vådområder med henblik på fældning af fosfor (P-ådale), dels gennemførsel af sø-restaureringer.

 

 

Naturplaner

Kommunen har modtaget naturplaner for 9 stk. Natura 2000-områder.

 

Udover påpegning af den manglende styringsmodel for Natura 2000-indsatsen, har kommunen bl.a. fremhævet følgende i sit høringssvar:

 

-          Slusepraksis i Torsminde bør optimeres med henblik på at sikre en passende vandstand i vadefuglenes yngleperiode samt en passende saltkoncentration i fjorden,

-          Der bør iværksættes overvågning af den sjældne og beskyttede plante ”vandranke” i Husby Sø

-          Der bør iværksættes indsat mod skarvens trussel mod vandrende fisk og lampretter i Storå’s udmunding i Felsted Kog

-          Kommunen gør opmærksom på, at der kan være modstridende interesser i planerne. Eksempelvis mellem naturlig hydrologi, afgræsning og fri dynamik.

 

Administration og økonomi:

Bortset fra vådområdeindsatsen med henblik på kvælstoffjernelse, så har Naturstyrelsen endnu ikke udsendt de lovede administrationsmodeller for styring af den målrettede indsats for hverken vandmiljøet eller for natura 2000-områder.

 

I forslag til vandplaner er der angivet samlede årlige omkostninger til finansiering af de enkelte indsatser i de enkelte hovedvandoplande. Hvordan disse angivelser skal forstås i relation til finansiering af de enkelte kommuners handleplaner, det er uklart.

 

Det fremgår af et virkemiddelkatalog, knyttet til vandplanerne, at vandløbsindsatsen skal finansieres dels som årlige ydelser ved nogle endnu ikke beskrevne MVJ-aftaler, dels som almindelige naturprojekter og erstatninger efter gældende love. Finansieringen af indsatserne syntes således i høj grad baseret på forventninger om at kunne få frivillige aftaler med berørte lodsejere og om nødvendigt, at bruge de gældende regler for ekspropriering.

 

Finansieringsformen med MVJ-aftaler, skal formodentlig også anvendes i forbindelse med realisering af Naturplanerne, men det er ikke klart hvordan.

 

Der er således en række mangler i de foreliggende forslag til vand- og naturplaner, som gør det meget vanskeligt for kommunen, at forholde sig kvalificeret til de reelle muligheder for, ud fra disse, at udarbejde hensigtsmæssige handleplaner.

 

Kommunens høringssvar lægger vægt på at påpege faktuelle fejl og mangler samt anbefale forbedringer med henblik på udarbejdelse - og efterfølgende gennemførsel - af de kommunale handleplaner, som skal foreligge et år efter at de endelige vand- og naturplaner er godkendte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indstilling

Det indstilles, at Udvalget for Natur, Miljø og Klima beslutter,

- at fremsende det vedlagte forslag til høringssvar.

 

Beslutning

 

Udvalget besluttede, at fremsende følgende høringssvar:

 

Det fremsendte høringsmateriale vurderes at være så mangelfuldt, at der ikke er en reel mulighed for, som kommunalpolitiker, at forholde sig politisk til indholdet.

 

Holstebro kommune fremsender derfor et administrativt udarbejdet høringssvar og tager forbehold for politiske prioriteringer, når staten fremsender endelige og gennemarbejdede natur- og vandplaner, som grundlag herfor.

 

Bilag

Høringssvar Vand og naturplaner Okt 2010

Bilag  B

Bilag C

Bilag  D

Bilag E

Bilag  G

Bilag H

Bilag I

Bilag J

Bilag K

 


4.         Forslag til Holstebro Kommunes Spildevandsplan 2011-2016

005957-2011

 

Sagsfremstilling

ALK/FLS UNMK – ØK – BY

 

Forslag til ny spildevandsplan for Holstebro Kommune, fremlægges med henblik på beslutning om at sende forslaget til spildevandsplan i offentlig høring i 8 uger.

 

Udkastet til spildevandsplan er udarbejdet med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens §32 som pålægger Kommunalbestyrelsen at udarbejde en plan for håndtering af spildevand. Udkastet til spildevandsplan er en samlet plan for spildevandshåndteringen i Holstebro Kommune, og erstatter således tidligere spildevandsplaner for hhv. Vinderup-, Ulfborg-Vemb- og gl. Holstebro Kommuner.

 

Spildevandsplanen er bl.a. udarbejdet på baggrund af forslag til vandplaner for Nissum Fjord og Limfjorden, Regionplan for Ringkjøbing Amt, 2005 og Holstebro Kommunes Kommuneplan 2009.

 

Forslaget til Spildevandsplanen beskriver nuværende og fremtidige områder, der skal kloakeres, hvordan spildevandshåndteringen sker i det åbne land og planer for kloaksepareringer. Udkastet til Spildevandsplan indeholder ligeledes vurderinger af, og planer for, hvilke indsatser der skal gøres overfor udløb af spildevand og overfladevand, med henblik på at forbedre miljøtilstanden i vandløb, søer og havet.

 

Derudover beskriver Spildevandsplanen en række retningslinier for kommunens administration på spildevandsområdet.

 

Der er i planen angivet en tids- og investeringsplan, der er afstemt med Vestforsyning, således, at projekterne der er relateret til selskabet kan gennemføres indenfor prisloftet.

 

Spildevandsplanen er blevet miljøvurderet i henhold til Lov om vurdering af planer og programmer. Trods en udvidelse med store kloakoplande jf. Kommuneplanen, vil der på sigt ske en reduktion i udledningen af næringsstoffer, hvilket bl.a. skyldes separeringen af de mange oplande. Med de mange retningslinier forventes en generel miljøforbedrende effekt af planen i relation til spildevandsudledninger.

 

For nærmere fremhævelse af hvilke indsatser forslag til Spildevandsplan indeholder, henvises til vedlagte bilag 1 – Oversigt over væsentlige projekter og miljøtiltag i Holstebro Kommunes Spildevandsplan 2011-2016.

 

Det i bilag 2 til sagsfremstillingen vedlagte forslag til Spildevandsplan for Holstebro Kommune 2011-2016, foreslås fremlagt i en offentlighedsperiode på 8 uger, med henblik på at indhente kommentarer og indsigelser fra borgere og interessenter.

 

Efter høringsperioden og vurdering af evt. kommentarer og indsigelser vil et endeligt forslag til Spildevandsplan for Holstebro Kommune 2011-2016 blive forelagt til endelig godkendelse.

 

 

 

Indstilling

Det indstilles, at Udvalget for Natur, Miljø og Klima overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler,

 

-        at forslag til Spildevandsplan, og den heri indeholdte miljøvurdering, for Holstebro Kommune 2011-2016 sendes i offentlig høring.

 

Beslutning

 

Indstillingen tiltrådt.

 

Bilag

Spildevandsplanen er udarbejdet som elektronisk dokument, og er så omfattende at det ikke er egnet til udskrift. I forbindelse med behandling i Udvalget for Natur, Miljø og Klima udsendes et link til den elektroniske spildevandsplan til byrådets medlemmer. Af kapacitetshensyn vil linket til spildevandsplanen først blive offentliggjort når planen efter Byrådets behandling sendes i høring.

Bilag 1 Hovedpunkter i planen

 


5.         Udkast til klimaplan for Holstebro Kommune

021869-2009

 

Sagsfremstilling

LD/FLS – UNMK

Teknik og Miljø har udarbejdet et udkast til Klimaplan, som her fremlægges til drøftelse (2. udkast). Udkastet er udarbejdet på baggrund af 1. udkast til klimaplan, der blev forelagt Udvalget for Natur, Miljø og Klima d. 16. august 2010.

Klimaplanen er bygget op om tre temaer, Klimatilpasning, Energi og Transport. Indenfor hvert af emnerne angives handlinger og konkrete aktiviteter samt kommunens mål. Kommunikation og borgerinddragelse er vigtige elementer i implementeringen af klimaplanen.

Der gives på mødet en gennemgang af de 3 elementer, med fokus på eventuelle stramninger eller konfliktmuligheder i forhold til nuværende planer eller praksis.

Datagrundlaget for klimaplanen er baseret på energiregnskab 2007, der er udarbejdet i samarbejde med Region Midtjylland. Holstebro Kommune har netop modtaget et revideret energiregnskab 2009, hvorfor der vil foretages en opdatering af dataene i det foreliggende udkast til klimaplan.

Teknik & Miljø har et tæt samarbejde med ClimateCircle. Klimaplanen indeholder delelementer fra den Strategiske Energiplan, som ClimateCircle har udarbejdet.

 

Indstilling

Det indstilles, at Udvalget for Natur, Miljø og Klima godkender,

- at Teknik og Miljø arbejder videre med 2. udkast til klimaplan for Holstebro Kommune, hvor datagrundlaget opdateres med tal fra energiregnskab 2009. Herefter vil klimaplanen igen blive forelagt til politisk behandling.

 

Beslutning

 

Indstillingen tiltrådt.

 

Behandles igen på mødet den 2. maj 2011.

 

Bilag

klimaplan til politisk behandling

 


6.         Strategisk energiplan - ClimateCircle

041604-2010

 

Sagsfremstilling

OWJ/SH - UNMK- ØK - BY

ClimateCircle har opstillet en række konkrete målsætninger om blandt andet fremme af erhvervsudviklingen på området indenfor klimavenlig teknologi, samt konkret at øge andelen af VE og reducere anvendelsen af fossile brændsler. Samtidig ønskes det, at Holstebro bidrager aktivt til realiseringen af Danmarks nationale mål for økonomisk vækst, miljøbeskyttelse og ener-giforsyningssikkerhed. ClimateCircles styregruppe består af Holstebro Kommune, Dong Energy Power, Vestforsyning A/S, nomi I/S, Nupark Innovation og Måbjerg BioEnergy Drift A/S.

ClimateCircle har udarbejdet en strategisk energiplan for Holstebro kommune. Energiplanen opstiller to fremtidsscenarier, et uden specielle lokale tiltag og et hvor erhvervene i Holstebro Kommune kan blive førende indenfor energiteknologi.

Reference 2025 – Energiforbruget i de forskellige sektorer er så vidt muligt fremskrevet svarende til seneste nationale energifremskrivning. Der indgår på forbrugssiden ikke særlige lokale tiltag udover de gennemsnitlige energispareaktiviteter, som ligger i den energipolitiske aftale. Der forudsættes 3% øget tilslutning til fjernvarmen. Det manglende affald på Måbjergværket håndteres ved øget tilførelse af biomasse og naturgas. Vindkraftproduktionen fordobles.

ClimateCircle 2025– Energiforbruget i de forskellige sektorer reduceres udover seneste nationale energifremskrivning. Der indgår på forbrugssiden særlige og ambitiøse lokale tiltag. Endvidere indgår øget konvertering til fjernvarme, samt betydelig konvertering til varmepumper og i mindre omfang solvarme i det individuelle område. Det manglende affald på Måbjergværket håndteres ved øget tilførsel af biomasse. Vindkraften tredobles. Endelig analyseres mulighederne for demonstration af solvarme, overskudsvarme, varmepumper og fjernkøling i sammenhæng med fjernvarmen.

Følges ClimateCircles scenarie er visionens at reducere CO2-emissionen frem mod 2025 med 75 % i forhold til udgangspunktet i 2007, eksklusiv transport. Dette gøres især ved at:

-    Nyttiggøre 100 % af de bæredygtige vedvarende energiressourcer fra landbrug og skovbrug.

-    Øge elproduktionen fra vindkraft - tredobling af produktionen fra vindkraft.

-    Fokusere på lokale energispareaktiviteter i alle sektorer.

-    Videreudvikle og optimere fjernvarmen som en effektiv og dynamisk løsning.

-    Undersøges perspektiv og økonomi for anvendelse af overskudsvarme, solvarme, fjernkøling, evt. geotermi.

-    Øge energieffektiviteten og nyttiggøre næringsstoffer i biomassen på Måbjerg BioEnergi og Måbjergværket.

-    Sikre at Holstebro kommune er nettoeksportør af CO2-neutral elektricitet baseret på vedvarende energi.

Hvis Holstebro Kommune har et ønske om at blive førende indenfor vedvarende energi teknologier og effektiv energianvendelse er det ifølge rapporten nødvendigt at gennemføre følgende energistrategi:

Fase 1 – Forankring af visionen

Fase 2 – Konkretisering af projektportefølje samt identificering af projektholdere/ildsjæle

Fase 3 – Udarbejdelse af strategisk energiplan for kommunen

Et vigtigt element heri er en strategi for udfasning af individuelle oliefyr samt naturgasfyr, herunder en vurdering af den hensigtsmæssige afgrænsning for konvertering til fjernvarme

I denne fase bør også indgå en stillingtagen til energi- og klimamål for transportsektoren.

Holstebro Kommune har her en særlig rolle som både storforbruger og myndighed.

Fase 4 – Koordineret finansiering af demonstrationsprojekter

På basis af den strategiske energiplan identificeres projekter og interesserede investorer, som kan danne fortrop for realiseringen af energiplanen og inspirere til yderligere initiativer, der skal fremme den erhvervsmæssige udvikling i kommunen og transformationen til et dynamisk energisystem.

Den strategiske energiplan forventes sammen med klimaplanen at blive et af hovedtemaerne i kommuneplanstrategien, og vil dermed være grundlaget for arbejdet med at skabe en bæredygtig udvikling i kommunen.

 

Indstilling

Det indstilles, at Udvalget for Natur, Miljø og Klima beslutter

- at den strategiske energiplan vedtages som grundlag for det fremtidige arbejde med klima og energi.

- at strategien gennemføres med udarbejdelse af en mere detaljeret energiplan, som koordiner de nødvendige projekter, der skal gennemføres.

 

Beslutning

 

Udvalget besluttede, at sagen behandles sammen med klimaplanen på mødet den 2. maj 2011.

 

Bilag

Energistrategi ClimateCircle 22sep2010.pdf

 


7.         Orientering om ændring af husdyrlov og udkast til ændringsbekendtgørelser til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen

000522-2009

 

Sagsfremstilling

BDB/FLS - UNMK

Den 15. marts 2011 foretages en række ændringer i husdyrloven og 2 udkast til ændringer af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen er sendt i høring. De vigtigste lovændringer er:

Det generelle ammoniakreduktionskrav skærpes fra 25 til 30 %. Bufferzonesystemet udgår og der fastsættes 3 naturtypekategorier med tilhørende grænser for ammoniakdeposition. Kategori 1 omfatter hovedparten af de nuværende § 7-områder samt andre ammoniakfølsomme naturtyper beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder, som ikke i første omgang blev omfattet af husdyrgodkendelsesloven. Kategori 1 områder må maksimalt belastes med mellem 0,2 og 0,7 kg N/ha pr. år afhængig af om andre husdyrbrug i området også bidrager. Kategori 2 omfatter de naturtyper, som hidtil har været omfattet af de nuværende § 7-områder. Maksimalbelastningen er 1 kg N/ ha pr. år. Kategori 3 er øvrige naturtyper omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 eller skove, som kommunalbestyrelsen vurderer, skal beskyttes i forhold til ammoniakpåvirkning fra nærliggende husdyrbrug. Ved merbelastninger på mindre end 1 kg N/ha pr. fra det konkrete husdyrbrug kan der ikke stilles krav.

Grænsen for godkendelsespligt for pelsdyrbrug sænkes fra 75 til 25 DE, og grænsen for tilladelsespligt sænkes til 3 DE.

Nyt afstandskrav på 100 m til åbne vandløb og søer for beholdere til opbevaring af flydende husdyrgødning.

De vigtigste bekendtgørelsesændringer forventes at blive, at:

Der Indføres 5 nye anmeldeordninger for opførelse af ensilagepladser og ensilagesiloer, gødningsopbevaringsanlæg, udvidelser af staldanlæg til opfyldelse af dyrevelfærdskrav, ændring af dyretyper i eksisterende staldanlæg samt udvidelse af antal slagtesvin i eksisterende stalde. For anmeldesagerne fastsættes en maksimal sagsbehandlingstid på 2 måneder.

Det generelle fosforbeskyttelsesniveau vedrørende lavbundsarealer skærpes, så okkerklasse udgår. I stedet bliver hovedreglen, at alle detailafvandede arealer i de pågældende områder omfattes. Herudover skærpes kravet fra ingen merbelastning til et maksimalt fosforoverskud på 2 kg P/ha. Arealerne kan dog undtages, hvis der kan dokumenteres ledig fosforbindingskapacitet. Herudover ændres fosforbeskyttelsesniveauet så der kan skærpes på drænede ikke-lerjorde.

Af regler med mere administrativ karakter bliver UVISA systemet lovpligtigt.

Forvaltningen har igangsat arbejdet med udarbejdelse af nye procedurer for ovenstående ændringer i kvalitetsstyringssystemet.

 

Indstilling

Det indstilles, at Udvalget for Natur, Miljø og Klima

- tager orienteringen til efterretning

 

Beslutning

 

Orienteringen er taget til efterretning.

 

Udvalget ønsker, at blive præsenteret for en konkret sag afgjort efter de nye retningslinier.

 

 


8.         Habitatvurdering af kystoplande ved miljøvurdering af udvidelser på husdyrbrug

046806-2010

 

Sagsfremstilling

BDB/FLS - UNMK

Miljøstyrelsen har den 3. marts 2011 udsendt en opgørelse over udvikling i husdyrtrykket fra 2007 til 2010 fordelt på kystoplande. Opgørelsen er baseret på baggrund af data i Det centrale Husdyrbrugsregister (CHR). I tillæg til opgørelsen har Miljøstyrelsen udsendt vejledningen: "Supplement til den digitale husdyrvejledning om kommunernes opgørelse af dyretryk". Vejledningen beskriver blandt andet opgørelsens indhold, og hvordan denne kan anvendes til vurdering af udviklingen i husdyrtrykket, jvf. bilag 1.

Af vejledningen fremgår det, at kommunerne som udgangspunkt kan se bort fra dyretrykstallet, hvis tallet stiger med mindre end 5 pct. sammenlignet med 2007.

De overfladevande, hvori Holstebro Kommune miljøvurderer husdyrbrug, er anført på bilag 2. Der er ingen kystoverfladevande i opgørelsen, der har en stigning med over 5 pct.

Den nye vejledning afviger fra notatet af 24.06.2010, der indgik i MKN-afgørelsen af 3. november 2010. Det mest markante forhold er netop, at en stigning på 5 pct. nu skal vurderes, som om udviklingen i dyretrykket er konstant, hvilket ikke tidligere var defineret. Conterra, der har behandlet data til Miljøstyrelsens landsdækkende dyretryksopgørelse, vurderer, at en 5 pct. stigning i dyretrykket på landsplan vil medføre en øget nitratudvaskning til vandmiljøet på 1.500 tons, svarende til ca. 17 % af vandplanernes tilbageværende reduktionspotentiale på ca. 9.000 tons N, jvf. bilag 4.

Miljøstyrelsen anfører i vejledningen, at Kammeradvokaten har udtalt, at vurderingen er i overensstemmelse med habitatdirektivet. Ligeledes anfører Miljøstyrelsen i skrivelsen til miljøordførerne, jvf. bilag 3, at ”Vejledningen lever op til Danmarks forpligtelser efter EU’s habitatdirektiv". På den baggrund vurderer Forvaltningen, at Holstebro Kommune bør følge den nye vejledning idet Miljøstyrelsen garanterer, at habitatforpligtigelserne overholdes ved anvendelse af notatet.

Uudnyttede miljøgodkendelser og miljøtilladelser

Vejledningen fastslår, at kommunerne løbende skal følge udviklingen i husdyrtrykket frem til og med afgørelsestidspunktet, herunder uudnyttede miljøgodkendelse og ophørte husdyrbrug, jvf. bilag 1. Miljøstyrelsen er af den opfattelse, at kommunerne som udgangspunkt ikke har brug for informationer fra nabokommunerne. Miljøstyrelsen vurderer, at kommunerne kan hente de relevante informationer direkte fra Det centrale Husdyrregister (CHR) for de relevante oplande uafhængigt af kommunegrænserne, jvf. bilag 3.

Det er Forvaltningens vurdering, at Miljøstyrelsens vurdering i forhold til CHR ikke er mulig. Disse data vil ikke fremgå af CHR, da det forudsætter, at forvaltningen er bekendt med alle ophørte husdyrbrug og alle udvidende husdyrbrug i samtlige oplande, hvilket er urealistisk.

Det er Forvaltningens opfattelse, at der kun kan skabes et overblik, såfremt kommunerne inden for samme opland indgår et samarbejde, hvor kommunernes samlede tilladte/godkendte dyrehold i de respektive oplande sammenholdes med Miljøstyrelsens årsopgørelse. Herved fås et udtryk for det uudnyttede tilladte/godkendte potentiale og nedlagte produktioner for det samlede opland.

 

Indstilling

Det indstilles, at Udvalget for Natur, Miljø og Klima beslutter, 

- at Forvaltningen følger Miljøstyrelsens supplement til den digitale husdyrvejledning om kommunernes opgørelse af dyretryk, og

- om Forvaltningen skal søge at indgå i et samarbejde med andre oplandkommuner med henblik på, at tilvejebringe et udtryk for den løbende udvikling i dyretrykket på oplandsniveau.

 

Beslutning

 

Indstillingen tiltrådt.

 

Bilag

Bilag 1: MPU alm del bilag 412 - bilag 2 - Supplement til den digitale husdyrvejledning om kommunernes opgørelse af dyretryk

Bilag 2: Husdyrtryk-samlet-Holstebro Kommune

Bilag 3: MPU alm del bilag 412 - bilag 1 - brev til ordførerne

Bilag 4: ConTerra notat til MST-husdyrtrykvejledning_03032011

 


9.         Meddelelser.

000180-2010

 

 


Lukket del

10.      Orienteringssag.

009342-2008

 

 


11.      Sag på dagsordenen

000397-2010