Referat

fra møde i

Udvalget for Natur, Miljø og Klima

Referat åben

Mødedato 08. oktober 2012

Mødetidspunkt 10.00

Mødelokale 188

 

 

 

 

 

Bemærkninger

 

 

 


 

Indholdsfortegnelse

Åben del 3

1......... Godkendelse af dagsordenen til møde i Udvalget for Natur, Miljø og Klima. 3

2......... Kommuneplantillæg 2009:14, Vindmølleplan for Holstebro Kommune. 4

3......... Miljøvurdering af lokalplan nr. 1086 og kommuneplantillæg nr 16 - Et boligområde I Tingagerparken ved Prins Buris Vej, Mejdal 6

4......... Høringssvar til vandhandleplaner 8

5......... Natura 2000-handleplaner - høringssvar 10

6......... Tilskud til vandløbsrestaurering mv. 12

7......... Fosforvurdering i forbindelse med miljøgodkendelse af husdyrbrug i oplandet til Natura 2000 område nr. 41. 13

8......... Statslig-Kommunal fællesskab om skovrejsning. 15

Lukket del 17

9......... Orienteringssag. 17

 


Åben del

1.         Godkendelse af dagsordenen til møde i Udvalget for Natur, Miljø og Klima.

046476-2011

 

Beslutning

 

Indstilling tiltrådt

 

 


2.         Kommuneplantillæg 2009:14, Vindmølleplan for Holstebro Kommune

021365-2012

 

Sagsfremstilling

NS/SH - UNMK

Forslaget til vindmølleplan, der blev vedtaget af Byrådet den 21. februar 2012, var offentligt fremlagt i 8 uger fra den 29. februar til den 25. april. Kommunen modtog 74 indsigelser, kommentarer, spørgsmål og forslag til alternative placeringer af vindmølleområder.  29 indsigelser omhandlede område 34.T.16 nordøst for Husby og 19 indsigelser omhandlede område 34.T.08 sydøst for Mejrup. I offentlighedsfasen blev der afholdt borgermøder i Vemb og Skave med i alt ca. 300 deltagere. Målet er, at den færdige vindmølleplan vedtages af Byrådet senest den 18. december 2012.

Forvaltningen har nu udarbejdet et resuménotat, der er en vigtig del af grundlaget for de politiske drøftelser, der skal føre frem til vedtagelsen af den færdige vindmølleplan. I resuménotatet beskriver og kommenterer forvaltningen samtlige indsigelser, kommentarer, spørgsmål og forslag til alternative placeringer af vindmøller.

 

Det skal drøftes, om enkeltområder vist i forslaget til vindmølleplan enten skal fastholdes, reduceres, udvides eller fjernes i forbindelse med udarbejdelsen af den færdige vindmølleplan. Der skal ske en drøftelse af forslag til udpegninger af helt nye vindmølleområder. Eventuelle udvidelser af udpegede vindmølleområder i forslaget til vindmølleplan og eventuelle forslag til udpegninger af helt nye vindmølleområder foreslås indarbejdet i forslag til kommuneplan 2013, der planlægges fremlagt til offentlig debat fra den 27. marts til den 22. maj 2013 og endelig vedtaget den 18. juni 2013.

 

Indstilling

Det indstilles, at udvalget drøfter, hvilke enkeltområder fra forslaget til vindmølleplan, der skal enten fastholdes, reduceres, udvides eller fjernes i forbindelse med udarbejdelsen af den færdige vindmølleplan.

Det indstilles, at udvalget drøfter offentlighedsfasens forslag til udpegninger af helt nye vindmølleområder.

 

Beslutning

 

Udvalget beslutter at genoptage sagen på næste møde.

Udvalget beslutter endvidere, at området 34.T16, Vindmølleområde nordøst for Husby, afventer en udvidet miljøvurdering og skal indgå i det kommende kommuneplanforslag 2013.

 

Bilag

Resume-notat til UNMK 8.10.2012


3.         Miljøvurdering af lokalplan nr. 1086 og kommuneplantillæg nr 16 - Et boligområde I Tingagerparken ved Prins Buris Vej, Mejdal

023584-2012

 

Sagsfremstilling

SYJ/SH - UNMK

I forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslag nr. 1086 og forslag til kommuneplantillæg nr. 16 er der blevet foretaget en indledende screening af planforslagene i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer (lovbekendtgørelse nr. 935 af 24. september 2009).

På baggrund af screeningen er det besluttet, at foretage en miljøvurdering af planforslagene.

Planforslagene omhandler et boligområde ved Tingagervej ved Prins Buris Vej i Mejdal. Området for lokalplanforslaget er i dag omfattet af lokalplan nr. 414 og udlagt tæt-lav bebyggelse i form af cirka 35 rækkehuse i op til 10 meters højde. Med Lokalplanforslaget ændres størstedelen af området til en parcelhusudstykning med en maksimal byggehøjde på 8,5 meter. I områdets vestlige del udlægges et mindre område til etagebebyggelse, og der gives her mulighed for at opføre et forsøgsbyggeri i form af et energineutralt punkthus i op til 5 etager, med en maksimal byggehøjde på 17 meter. Kommuneplantillægget muliggør opførelsen af et etagebyggeri med den ønskede højde inden for rammeområdet.

Der er blevet udarbejdet en disposition for miljøvurderingen indeholdende emnevalg og valg af alternativer til belysning i miljørapporten. Dispositionen har været sendt i høring hos relevante myndigheder og interessenter i 4 uger i perioden 13.08.2012 - 10.09.2012.

På baggrund af dispositionen, og de indkommende svar i forbindelse med høringen, er følgende hovedemner udvalgt til belysning og behandles i miljørapporten:

     - Biologisk mangfoldighed, flora og fauna

     - Landskab

     - Befolkningen og mennesker sundhed

I mindre grad belyses desuden:

     - Vand

     - Jordbund og jordforurening

     - Arkæologisk arv og kulturarv

På baggrund af miljørapporten vurderes det, at gennemførelsen af lokalplan nr. 1086 og kommuneplantillæg nr. 16 imødegår og mindsker de negative virkninger på miljøet en ny bebyggelse i området vil få. Derved anses det for muligt at gennemføre planerne og samtidig sikre de væsentligste landskabstræk i området samt afveje hensynet til de naturmæssige og befolkningsmæssige forhold beskrevet i forbindelse med miljørapporten.

 

 

Indstilling

Det indstilles at udvalget tager orienteringen og den gennemførte miljøvurdering af planforslagene til efterretning.

 

Beslutning

 

Indstilling tiltrådt

 

 


4.         Høringssvar til vandhandleplaner

015654-2012

 

Sagsfremstilling

JL/FLS - UNMK

Holstebro kommune har modtaget 11 høringssvar til kommunens 3 vandhandleplaner. Der er modtaget én væsentlig indsigelse fra Naturstyrelsen, idet vandhandleplanerne mangler at redegøre for spildevands-"baseline"-indsatsen overfor spredt bebyggelse.

Holstebro kommune har haft  kommunens 3 vandhandleplaner i 8 ugers høring. Vandhandleplanerne beskriver kommunens tiltag i oplandet til henholdsvis Ringkøbing Fjord, Nissum Fjord og Limfjorden.

Holstebro kommune har modtaget bemærkninger, anbefalinger og indsigelser fra Naturstyrelsen, Kystdirektoratet, Ribe Stift, Dansk Akvakultur, Bæredygtigt Landbrug, Heden og Fjordens Landboforening og Patriotisk selskab. Derudover har kommunen modtaget bemærkninger fra 3 landbrug og et dambrug.

Holstebro kommune har modtaget indsigelse fra Naturstyrelsen, fordi vandhandleplaner ikke som krævet indeholder redegørelse for spildevandsindsatsen i det åbne land. Holstebro kommune vil imødekomme Naturstyrelsens indsigelse ved at indsætte afsnit om spildevandsindsatsen fra spredt bebyggelse fra spildevandsplanen i vandhandleplanerne (bilag 2).

Naturstyrelsen konstaterer i øvrigt, at der ikke skal etableres faunapassage i Hellegård Å ved Ryde Mølle i denne vandplanperiode. Styrelsen oplyser, at årsagen til udsættelsen kan henføres til en teknisk fejl i styrelsens arbejde.

Munkbro Dambrug anfører at faunapassagen ved dambruget fungerer udmærket og at det ikke er nødvendigt at fjerne stemmeværket. Teknik og Miljø er ikke enig i denne betragtning, da opstuvningszonen og faunapassagen har vist sig at have negative effekter for nedvandringen af især ørredsmolt.

Øvrige høringssvar kommenteres i selvstændigt notat (bilag) og kan i fornødent omfang indarbejdes i de endelige handleplaner, der nu kan færdiggøres.

De kommunale vandhandleplaner skal være endeligt vedtaget den 22. december 2012.

 

Indstilling

Det indstilles at Udvalget for Natur, Miljø og Klima beslutter,

at der med baggrund i modtagne høringssvar arbejdes videre med de endelige vandhandleplaner.

 

Beslutning

 

Indstilling tiltrådt

 

Bilag

Bilag. Notat vedr. høringssvar til vandhandleplaner

Bilag 2. Håndtering af Naturstyrelsens indsigelse


5.         Natura 2000-handleplaner - høringssvar

053335-2011

 

Sagsfremstilling

THN/FLS – UNMK

Byrådet har sendt kommunens udkast til 9 Natura 2000-handleplaner i offentlig høring i perioden 08.06.12 - 03.08.12. Der er indkommet høringssvar fra 11 forskellige organisationer og enkeltpersoner: Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen, Danmarks Jægerforbund, Kystdirektoratet, Heden og Fjorden, Husby Grundejerforening, Friluftsrådet samt 4 borgere.

Mange af høringssvarene indeholder betragtninger og bemærkninger, samt ideer til tiltag, der kan forbedre naturtilstanden indenfor Natura 2000-områderne. Men der er også kommentarer og betragtninger der udtrykker bekymring for konsekvenser af handleplanerne, samt enkelte kommentarer der lægger op til ændringer i de udarbejdede forslag, som kommunen kan tage med i det videre arbejde.

Som bilag er vedlagt et notat, hvori forvaltningen har kommenteret nogle hovedpunkter i høringssvarene. Her er for hvert punkt nævnt, om høringen lægger op til ændringer i handleplanernes tekst. For Nissum Fjord-handleplanen har Naturstyrelsen indsendt en indsigelse der omhandler forvaltning af fugle, regulering af prædatorer, slusepraksis m.m. (uddybet i bilag). Efter opklarende dialog har Naturstyrelsen svaret, at man er tilfreds med kommunernes svar for de fleste punkter, men for at naturstyrelsen kan vurdere om indsigelsen kan trækkes tilbage mangler man kommunernes vurdering af, om den indsats der planlægges på de kortlagte arealer i Bøvling Fjord-området også vil kunne opfylde fuglenes krav til kvalitet af levesteder, eller om og i hvilket omfang kommunerne vurderer, at der kræves yderligere indsats af hensyn til fuglene. Bøvling Fjord Ligger i Lemvig Kommune, hvorfor indsigelsen overvejende er rettet mod Lemvig Kommunes andel af den fælles Handleplan.

Der er enkelte andre bemærkninger i de høringssvar kommunen har modtaget der betyder, at indholdet i enkelte andre handleplaner skal ændres, dog ikke på væsentlige punkter.

Natura 2000-handleplanerne er udarbejdet i samarbejde med andre kommuner, samt Naturstyrelsen. Der er derfor behov for at afstemme ændringsforslag med andre myndigheder, der har andel i handleplanerne.

På baggrund af de indkomne bemærkninger mener Teknik og Miljø, at det er hensigtsmæssigt, at kommunens forslag til Natura 2000-handleplaner færdiggøres i samarbejde med andre involverede myndigheder, på baggrund af vedhæftede notat. Herefter vil de 9 handleplaner igen blive forelagt UNMK, ØK og Byrådet for endelig vedtagelse.

Natura 2000-handleplanerne skal være endeligt vedtaget den 8. december 2012.

 

Indstilling

Det indstilles, at Udvalget for Natur, Miljø og Klima beslutter,

• at forslagene til 9 Natura 2000-handleplaner færdiggøres i samarbejde med øvrige kommuner og Naturstyrelsen, i overensstemmelse med vedlagte bemærkninger.

 

Beslutning

 

Indstilling tiltrådt

 

Bilag

Natura 2000 handleplaner - bemærkninger til høringssvar


6.         Tilskud til vandløbsrestaurering mv.

015654-2012

 

Sagsfremstilling

JL/FLS - UNMK

Der forventes her i oktober/november vedtaget to bekendtgørelser om tilskud til vandløbsrestaurering og andre vandløbsindsatser i forbindelse med kommunernes vandhandleplaner. Bekendtgørelserne har været i høring.

NaturErhvervsStyrelsen kommer med bekg. om tilskud til kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering, som sætter betingelserne for kommunernes ansøgninger om midler til hhv. forundersøgelser og gennemførelse af restaureringsprojekter af de vandløbsstrækninger (gydegrus, rørlægninger m.v.), der er beskrevet i vandplanen.

Naturstyrelsen kommer med en tilknyttet kriteriebekendtgørelse, hvor de faglige kriterier for projekterne er beskrevet. Det gælder bl.a. retningslinjer for faldforhold i vandløbene og brinkernes hældning.

Første runde af kommunale ansøgninger bliver her i efteråret, altså før vandhandleplanerne er endeligt politisk vedtaget.

I udkast til bekendtgørelse lægges der op til at projekter skal puljes, så de når en økonomisk ramme på 500.000 kr. Dette beløb sættes muligvis lidt ned og det er ikke er krav. Fordelen ved at ansøge i første runde er især at indhente erfaring med proceduren, således at det bliver mere sandsynligt at vi når hele indsatsen indenfor tidskravet (2015).

Såfremt det bliver muligt - både i forhold til vedtagelse af regler og interne ressourcer, vil Holstebro Kommune starte ansøgninger om midler til forundersøgelser til restaurering af vandløb mv. i efteråret 2012.

 

Indstilling

Det indstilles, at Udvalget for Natur, Miljø og Klima tager orienteringen til efterretning.

 

Beslutning

 

Indstilling tiltrådt

 

 


7.         Fosforvurdering i forbindelse med miljøgodkendelse af husdyrbrug i oplandet til Natura 2000 område nr. 41

000617-2010

 

Sagsfremstilling

HK/BDB/FLS – UNMK

Fem af kommunens højt målsatte søer: Stubbergård Sø, Hellesø, Ladegård Sø, Skallesø og Flynder Sø er beliggende indenfor Natura 2000 område nr. 41, jvf. bilag. For at skærpe indsatsen mod fosforudvaskning til følsomme recipienter fra godkendte husdyrbrug vedtog Udvalget for Natur, Miljø og Klima den 18. januar 2010 (jf. bilag), at alle risikoarealer i oplandet til Natura 2000 område nr. 41, dvs. lavbundsarealer og drænede arealer samt alle arealer beliggende nærmere søer eller vandløb end 100 meter, skulle dyrkes med fosforbalance, med mindre der kunne dokumenteres en væsentlig ledig fosforbindingskapacitet (fosfortal mindre end 4 på mineraljorde eller et forhold der er større end 20 mellem bikarbonat-dithionit ekstraherbart jern og fosfor på organogene jorde) i de pågældende jorde.

Reglerne i den hidtidige husdyrlov betød, at der kunne gødskes med fosforoverskud på over 30 kg P/ha på risikoarealer omfattet af fosforklasse 2 (lavbundsarealer der er detailafvandede ved dræning eller grøftning), hvilket var baggrunden for Udvalgets beslutning i 2010.

I 2011 blev den nye husdyrlov vedtaget med et nyt beskyttelsesniveau, der betyder, at der på lavbundsarealer uden væsentlig ledig fosforbindingskapacitet er krav om et maksimalt fosforoverskud på 2 kg P/ha/år. Husdyrlovens beskyttelsesniveau ligger derfor nu kun 2 kg over det af Udvalget vedtagne.

Teknik og Miljø har færdigbehandlet de sidste ansøgninger omfattet af den hidtidige lov, hvorfor de kommende ansøgninger behandles efter den nye lov, der indeholder de skærpede fosforkrav til risikoarealer. Teknik og Miljø vurderer på den baggrund, at der ikke længere er fagligt belæg for at opretholde de nuværende supplerende retningslinjer i oplandet til Natura 2000 område nr. 41, der blev vedtaget af udvalget i 2010.

 

Indstilling

Det indstilles at Udvalget for Natur, Miljø og Klima beslutter:

at Teknik og Miljø, i forbindelse med godkendelser af husdyrbrug i oplandet til Natura 2000 område nr. 41, fremover foretager vurderingen af fosforoverskuddet på risikoarealer i henhold til beskyttelsesniveauet i den nye husdyrlov.

 

Beslutning

 

Indstilling tiltrådt.

Udvalget beslutter, at Finn Thøgersen (V) er inhabil i forbindelse med behandling af sagen.

 

Bilag

Oversigtskort for Natura 2000 område nr 41


8.         Statslig-Kommunal fællesskab om skovrejsning

031420-2012

 

Sagsfremstilling

KBY/FLS - UNMK 

Projektets formål er at etablere nye offentlige varierede skov- og naturområder i Holstebro Kommune.

Konkret er der udpeget de 3 områder, hvor der er overlap mellem de nuværende skovrejsningsområder og vandindvindingsområder, der udnyttes af Vestforsyning. Disse områder vandindvinder til Vinderup-, Nr.Felding- og Idom Vandværk. Områdernes beliggenhed og afgræsning er vist på bilag 1.

De nye offentlige skove i disse områder skal beskytte drikkevandsinteresserne i området og fungere som et rekreativt område til gavn for befolkningens friluftsliv og sundhed. Herudover skal naturværdierne i området sikres og forbedres, og skoven skal også producere gavntræ. De landskabelige og kulturhistoriske interesser i området skal samtidig sikres bedst muligt. Driften vil ske uden brug af gødning og pesticider.

De nye skov- og naturområder tænkes etableret af Holstebro Kommune og Naturstyrelsen i fællesskab. Naturstyrelsen bliver ejer af området og har ansvaret for områdets etablering og drift. Finansiering kan formentlig ske via forsyningsområdet.

Investeringen i skovrejsningen sker ud fra en fordelingsnøgle, hvor kommune / vandforsyning bidrager med minimum 50% medfinansiering i form af kontanter eller arealdonationer, som skal være landbrugsjord.

Der kan udpeges områder, hvor der er større bynærhed i kombination med vandindvinding, men det er på arealer som vandforsyner til private vandværksboringer. Når der peges på de andre områder skyldes det, at puljen til den statslige medfinansiering kun kan søges i 2012 og 2013.

Skovrejsningen vil udover grundvandsbeskyttelse og rekreative formål også bidrage til opfyldelse af kommunens naturpolitik.

Såfremt projektet realiseres vil punktet blive forelagt Udvalget for Natur, Miljø og Klima med henblik på afklaring af de økonomiske forhold. Der er i kommunens budget ikke afsat midler hertil.

 

 

Indstilling

Det indstilles at Udvalget for Natur, Miljø og Klima beslutter:

 

Tidligere beslutning

Udvalget for Natur, Miljø og Klima den 3. september 2012 kl. 09.00

 

 

Beslutning

 

Indstilling tiltrådt

 

Bilag

Skovrejsning + OSD; Holstebro omrd.

Skovrejsning + OSD; Ulfborg omrd.

Skovrejsning og OSD; Vinderup omrd.


Lukket del

9.         Orienteringssag.

046466-2011