Referat

fra møde i

Social- og Sundhedsudvalget

Referat åben

Mødedato 27. april 2010

Mødetidspunkt 13.00

Mødelokale 188

 

 

 

 

 

Bemærkninger

Nils Ulrik Nielsen (A) deltog i mødet indtil kl. 18.30

 

 


 

Indholdsfortegnelse

Åben del 3

1......... Orientering om Afdelingen for sociale tilbud - herunder besøg i Stofbehandlingen og Alkoholbehandlingen. 3

2......... Årsstatistik 2009 for Alkoholbehandlingen og Stofbehandlingen. 4

3......... Budgetopfølgning pr. 31.03.2010 - Sociale Tilbud og Forsørgelsesydelser (Arbejdsmarked) 6

4......... Budgetopfølgning pr. 31.03.2010 - Social og Sundhed. 7

5......... Kvalitetskontrakter - Social og Sundhed - 2011. 8

6......... Rammeaftale på det specialiserede socialområde 2011. 9

7......... Regelsæt for udleje af gæsteværelser og regelsæt for udleje af fællessale ved de kommunale plejeboliger 11

8......... Orientering fra formanden/forvaltningen. 12

Lukket del 13

9......... Sag på dagsordenen. 13

10...... Anlægsbudget 14

 


Åben del

1.         Orientering om Afdelingen for sociale tilbud - herunder besøg i Stofbehandlingen og Alkoholbehandlingen

042355-2008

 

Sagsfremstilling

HB/CB - SOU

Som led i Social- og Sundhedsudvalgets introduktion orienteres der om indsatsen i Afdelingen for sociale tilbud, herunder en rundvisning i Stofbehandlingen og Alkoholbehandlingen. 

 

Udvalget mødes i Stofbehandlingen, Sønderlandsgade 8, Holstebro.

 

Programmet vil her være følgende (de angivne tider er cirka tider):

 

kl. 13.00: Velkomst og orientering om Afdelingen for sociale tilbud v/ Christian Bjerre

 

kl. 13.20: Orientering om Stofbehandlingen, v/ Tine Hammer

 

kl. 14.00: Kaffe

 

kl. 14.15: Dagsordenspunkt: Årsstatistik 2009 for Stofbehandlingen

 

kl. 14.30: Rundvisning i Stofbehandlingen

 

kl. 14.45: Afgang til Alkoholbehandlingen

 

kl. 15.00: Orientering om Alkoholbehandlingen v/Leila Rydborg

 

kl. 15.45: Dagsordenspunkt: Årsstatistik 2009 for Alkoholbehandlingen

 

kl. 16.00: Rundvisning i Alkoholbehandlingen

 

kl. 16.15: Afslutning og returnering til Rådhuset, hvor mødet genoptages kl. 16.30 i mødelokale 188.

 

Indstilling

Det indstilles, at orienteringen tages til efterretning.

 

Beslutning

 

Orienteringen taget til efterretning.

 

 


2.         Årsstatistik 2009 for Alkoholbehandlingen og Stofbehandlingen

015412-2010

 

Sagsfremstilling

HB/CB - SOU

 

Til orientering fremsendes årsstatistik 2009 for henholdsvis Alkoholbehandlingen og Stofbehandlingen. Det er kendetegnende, at der har været en betydelig vækst for antallet af indskrevne. Således steg indskrivningsantallet i Alkoholbehandlingen med 21 % og for de alkoholafhængige med 20 %. Samlet var der i 2009 531 indskrevne.

 

Hovedparten, nemlig 329 borgere, kommer fra Holstebro Kommune.

 

Kønsfordelingen er klar 65% er mænd og 35% er kvinder. Aldersmæssigt er der kun relativt få op til 35 års-alderen. Den hyppigste alderskategori er de 40 - 44-årige, men der er ganske mange indskrevne i alle alderskategorier i intervallet 35-60 år.

 

Det er karakteristisk, at mere end halvdelen af de indskrevne kommer som selvhenvendere, hvilket dog godt kan dække over en god del inspiration og motivation fra andre aktører. Næsthyppigste gruppe er de henviste fra kommunen.

Andelen af selvhenvendere og henviste fra kommunen har tilmed været stigende i 2009.

 

Forsøgelsesgrundlaget er meget forskelligt for de indskrevne i Alkoholbehandlingen, men hyppigste grundlag er dog lønindkomst med 27 %. I forhold til 2008 er andelen med lønindkomst dog faldende i 2009, hvorimod andelen med kontanthjælp viser en stigning.

 

Det bemærkes, at GPS-indskrevne ikke indgår i statistikken, medmindre borgeren samtidig er indskrevet i et egentligt behandlingsforløb.

   

I Stofbehandlingen steg antallet af indskrevne i 2009 med 12 % til 255. Hele 61 % - eller 156 - af de indskrevne kommer fra Holstebro Kommune. Derudover kommer 24 % fra Struer Kommune og - resten er ligeligt fordelt mellem Lemvig og andre kommuner.

 

Kønsfordelingen er meget skæv, idet 78 % er mænd og kun 22 % er kvinder. Aldersfordelingen er markant anderledes end i Alkoholbehandlingen. Næsten 50 % af de indskrevne er i alderen 18-29 år, og tilmed ses i 2009, at andelen af relativt unge 18 – 25-årige er stigende i forhold til tidligere år.

 

Forsørgelsesgrundlaget viser ligeledes et væsentligt anderledes billede end for alkoholafhængige, da hele 42 % er på kontanthjælp og kun 11 % på lønindkomst.

 

I forhold til 2008 faldt andelen på lønindkomst med 5 % i 2009, hvorimod andelen på kontanthjælp og førtidspension er stigende. Udviklingen i henvendelsesmønsteret svarer til Alkoholbehandlingen - flere selvhenvendere og flere henvist fra kommunen/regionen.

 

Det er endelig karakteristisk, at hash nu er det helt store hovedmisbrugsstof med hele 37 % af de indskrevne. Heroin er med 18 % næsthyppigste hovedmisbrugsstof, – øvrige stoffer tegner sig kun for relativt små andele. I forhold til tidligere år ses en kraftig vækst for hashens vedkommende fra 28 % i 2008 til de 27 % i 2009. Modsat falder andelen af heroinmisbrugere fra 27 % i 2008 til 18% i 2009.

 

Indstilling

Det indstilles, at årsstatistikken 2009 tages til efterretning.

 

Beslutning

 

Orienteringen taget til efterretning.

 

Bilag

SOU 27.04.2010 - Bilag 1 - Årsstatistik 2009 - alkoholbehandlingen

SOU 27.04.2010 - Bilag 2 - Årssttistik 2009 - Stofbehandlingen


3.         Budgetopfølgning pr. 31.03.2010 - Sociale Tilbud og Forsørgelsesydelser (Arbejdsmarked)

007218-2010

 

Sagsfremstilling

HB/DØN - SOU

Sociale Tilbud

Der er fortsat et højt aktivitetsniveau i misbrugsbehandlingen.

Specielt kan det bemærkes, at der i øjeblikket er 3 døgnanbringelser for stofmisbrugsbehandling med en månedlig gennemsnitspris på over 40.000 kr. inden for et budget til døgnbehandling på omkring 1,5 mio. kr.

Ligeledes er der tale om øgede udgifter til kommunens dækning af lejetab ved fraflytning, som dog opvejes at et lille mindreforbrug på køb af forsorgshjemsydelser i andre kommuner, så budgettet for Sociale Tilbud samlet set forventes overholdt.

Der vil blive taget initiativ til at se på, hvordan udgifterne ved lejetab kan nedbringes.

Forsørgelsesydelser

Den stigning der igennem 2009 har været i udgifterne til enkeltydelser og flytning, som sammen med sygebehandling er de største områder under de sociale formål, ser ud til at være fortsat ind i 2010. Udgifterne til det nuværende niveau kan afholdes inden for budgettet på omkring 1,5 mio. kr. (Der hjemtages 50 % statsrefusion på området.)

(Se graf over udviklingen i bilaget).

 


Angående førtidspensioner forventes det, at udvalgets beslutning fra budgetopfølgningen pr. 28. februar godkendes af byrådet, og at budgetrammen reduceres for indeværende år.

 

Indstilling

Det indstilles, at budgetopfølgningen godkendes.

 

Beslutning

 

Orienteringen taget til efterretning.

 

Bilag

SOU 27.04.2010 - Bilag 1 - Budgetopfølgning marts 2010 (Arbejdsmarkedsforvaltningen)


4.         Budgetopfølgning pr. 31.03.2010 - Social og Sundhed

000963-2010

 

Sagsfremstilling

AK/KSK - SOU

Social og Sundhed har udarbejdet budgetopfølgning pr. 31. marts 2010.

 

Set i forhold til det samlede korrigerede budget på 749.199.000 kr. kan der forventes et forbrug i 2010 på i alt 775.299.000 kr. svarende til et merforbrug på i alt 26.100.000 kr. 

 

Det bemærkes, at der er områder med betydelige usikkerheder med risiko for et endnu større merforbrug. Disse usikkerhedsfelter vil forvaltningen analysere videre på med henblik på de kommende budgetopfølgninger.

Sektionsleder Karsten Staudt Kvistgaard vil være til stede ved punktets behandling.

 

Indstilling

Det indstilles, at budgetopfølgningen godkendes.

 

Beslutning

 

Indstillingen godkendes med de faldne bemærkninger.

 

Bilag

SOU 27.04.2010 - Bilag 1 - Budgetopfølgning pr. 31.03.2010


5.         Kvalitetskontrakter - Social og Sundhed - 2011

015503-2010

 

Sagsfremstilling

AK/KSK – SOU

 

Som noget nyt skal nogle mål formuleres som kvalitetskontrakter, der skal offentliggøres senest 1. juli 2010. Fagudvalgene opfordres til at formulere forslag til enkelte, kvantificerbare mål for borgerrettede områder som kvalitetskontrakter i sammenhæng med den øvrige målformulering. Forslag til kvalitetskontrakter behandles af Økonomiudvalg og Byråd i juni.

 

Kvalitetskontrakten og de enkelte mål skal fremstå lettilgængelige for kommunens borgere, hvorfor kontrakten bør gøres kortfattet, enkel og overskuelig.

 

Hvert år skal der i forbindelse med vedtagelsen af budgettet følges op på de opstillede mål. Målene skal være udtryk for aktuelle, politiske indsatsområder og behøver således ikke at være dækkende for hele det pågældende serviceområde. Den enkelte kommune bestemmer selv sine indsatsområder, ligesom der ingen begrænsninger er i, hvilke service- og kvalitetsmål, den sætter.

 

Målene er udtryk for en politisk ramme og er dermed ikke bindende for kommunalbestyrelsen eller kommunens forvaltning.

 

De borgerrettede driftsområder har udarbejdet de vedlagte forslag til kvalitetskontrakter på deres respektive områder. Forvaltningen foreslår en første drøftelse af forslagene til kvalitetskontrakter, som fagudvalget skal aflevere senest 21. maj 2010.

 

Sektionsleder Karsten Staudt Kvistgaard deltager under punktets behandling.

 

Indstilling

Det indstilles, at sagen drøftes med henblik på udarbejdelse af kvalitetskontrakter for 2011.

 

Beslutning

 

Sagen udsættes til mødet den 11. maj 2010.

 

Bilag

SOU 27.04.2010 - Bilag 1 - Kvalitetskontrakter – Social og Sundhed - 2011


6.         Rammeaftale på det specialiserede socialområde 2011

011300-2010

 

Sagsfremstilling

AK/KB - SOU

 

Som grundlag for den årlige rammeaftale skal alle kommuner hvert år senest den 1. maj indsende redegørelser til Regionen. Forud for indsendelse af redegørelsen skal denne til høring i Handicaprådet. Rammeaftalen skal være godkendt i alle byråd samt i regionsrådet inden den 15. oktober.

 

Rammeaftalen styrer udbuddet af pladser på det sociale område i hele regionen og skal bl.a. afdække, om der er overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel. Derudover indgår takstprincipper og takster for de enkelte tilbud i rammeaftalen. Rammeaftalen er således et fælles værktøj for kommunerne og Regionen.

 

Den kommunale redegørelse 2011 er formuleret via besvarelse af et spørgeskema i tre dele, som indeholder:

  1. et tilbageblik på sidste års rammeaftale,
  2. behovet for og det forventede brug af tilbud i 2011, og
  3. overvejelser om tilbudsviften 2011.

 

I forhold til første del er det Holstebro Kommunes generelle holdning, at samarbejdet mellem Region Midtjylland og kommunerne i regionen omkring indgåelse af rammeaftalen har fungeret godt.

 

I anden del gennemgås de enkelte målgrupper vedrørende den forventede udvikling i behovet for tilbud i 2011 samt kommunens strategi for at imødekomme denne udvikling. Målgrupperne er sindslidende, fysisk og psykisk handicappede børn og voksne, stofmisbrugere, hjemløse, voldsramte kvinder, personer med sansehandicaps og brugere af hjælpemidler, børn og unge med behov for ophold på sikrede institutioner samt lands- og landsdelsdækkende tilbud og undervisningstilbud.

 

På området vedrørende psykisk handicappede voksne ses en stigning i antallet af diagnosticerede inden for ADHD- og autismespektret, hvorfor kommunen er i gang med overvejelser om etablering af egne bofællesskaber til målgruppen. På samme måde arbejdes inden for senhjerneskadeområdet på at skabe en mere differentieret tilbudsvifte. Dog vil der fortsat skulle købes pladser uden for kommunen til de udadreagerende brugere.

 

På stofmisbrugsområdet er det planen i højere grad at tilbyde ambulant behandling frem for døgnophold. Samme strategi gælder på hjemløseområdet, hvor den ambulante indsats styrkes gennem støtte- kontaktpersonordninger.

 

Der opleves en stigning i antallet af henvendelser til kommunens krisecenter, hvorfor der er igangsat en undersøgelse af muligheden for at udvide krisecentret med to pladser.

 

Endelig ses på området vedr. børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne lige som på voksenområdet en stigning i antallet af børn med ADHD, hvorfor vejledningsindsatsen samt forebyggende foranstaltninger søges udbygget m.h.p. at undgå eller udskyde tidspunktet for anbringelser.

 

 

I forhold til tredje del om ændringer i tilbudsviften er det, ud over den eventuelle udvidelse af pladstallet på krisecentret, nævnt, at der for Uddannelsescenter Mariebjerg vil ske en tilpasning af pladstallet så det svarer til den faktiske belægning, som har været gældende på stedet siden 2007. Samtidig ændres takstgrupperne fra den nuværende almindelige takst, en takst for elever inden for autismespektret samt en takst for fysisk handicappede til i stedet fire takstgrupper, hvor der tages udgangspunkt i elevernes funktionsevne. Der vil ikke ske nogen ændring i forhold til sammensætningen af stedets elevgruppe.

 

De tre bilag, som udgør redegørelsen, samt høringssvar fra Holstebro Handicapråd kan findes på sagen. 

 

Indstilling

Det indstilles, at Social- og Sundhedsudvalget godkender Holstebro Kommunes redegørelse til Rammeaftale på det sociale område 2011.

 

Beslutning

 

Indstillingen godkendes.

 

 


7.         Regelsæt for udleje af gæsteværelser og regelsæt for udleje af fællessale ved de kommunale plejeboliger

044972-2009

 

Sagsfremstilling

AK/CM - SOU

 

En af ældrechefen nedsat arbejdsgruppe har revideret regelsættet for

Regelsættene er godkendt i Chefgruppen for Social og Sundhed.

 

Indstilling

De reviderede regelsæt fremsendes til udvalgets orientering. 

 

Beslutning

 

Orinetering blev givet.

 

Bilag

SOU 27.04.2010 - Bilag 1 - Regelsæt for udleje af kommunalt ejede fællessale ved de kommunale plejeboliger

SOU 27.04.2010 - Bilag 2 - Regelsæt for leje af gæsteværelser ved plejeboliger og ældreboliger


8.         Orientering fra formanden/forvaltningen

000301-2010

 

Sagsfremstilling

Orientering fra forvaltningen:

  1. Der afholdes indvielse af 28 nye plejeboliger på Plejecenter Beringshaven, Beringsvej 19, torsdag den 6. maj 2010 kl. 14.00.
  1. Der afholdes 1. spadestik på ombygningen/nybyggeriet af de 18 MTO-boliger på Plejecenter Birkehøj, Birkehøj 80, tirsdag den 15. juni 2010 kl. 13.00.

 

Indstilling

Til orientering.

 

Beslutning

 

Orientering blev givet.

 

 


Lukket del

9.         Sag på dagsordenen

000300-2010

 

 


10.      Anlægsbudget

000265-2010