fra møde i
Referat åben
Bemærkninger |
|
Indholdsfortegnelse
1......... Godkendelse af dagsorden i Teknisk Udvalg
2......... Strategisk energiplan - ClimateCircle
3......... Plakatregulativ 2011
4......... Bunkers ved Spidsbjerg Strand
5......... Nedklassificering af offentlige veje
6......... Kollektiv trafik, Busholdepladser og læskure
7......... Anlægsbevilling til berigtigelse af parkeringsfond for Vinderup by
000179-2010
Beslutning
Udvalget godkendte dagsordenen.
Eli Vium (O) og Niels Krawack (F) deltog ikke i behandlingen af dette punkt.
041604-2010
Sagsfremstilling
OWJ/SH TU - ØK - BY
ClimateCircle har opstillet en række konkrete målsætninger om blandt andet fremme af erhvervsudviklingen på området indenfor klimavenlig teknologi, samt konkret at øge andelen af VE og reducere anvendelsen af fossile brændsler. Samtidig ønskes det, at Holstebro bidrager aktivt til realiseringen af Danmarks nationale mål for økonomisk vækst, miljøbeskyttelse og energiforsyningssikkerhed. ClimateCircles styregruppe består af Holstebro Kommune, Dong Energy Power, Vestforsyning A/S, nomi I/S, Nupark Innovation og Måbjerg BioEnergy Drift A/S.
ClimateCircle har udarbejdet en strategisk energiplan for Holstebro kommune. Energiplanen opstiller to fremtidsscenarier, et uden specielle lokale tiltag og et, hvor erhvervene i Holstebro Kommune kan blive førende indenfor energiteknologi.
Reference 2025 – Energiforbruget i de forskellige sektorer er så vidt muligt fremskrevet svarende til seneste nationale energifremskrivning. Der indgår på forbrugssiden ikke særlige lokale tiltag udover de gennemsnitlige energispareaktiviteter, som ligger i den energipolitiske aftale. Der forudsættes 3 % øget tilslutning til fjernvarmen. Det manglende affald på Måbjergværket håndteres ved øget tilførelse af biomasse og naturgas. Vindkraftproduktionen fordobles.
ClimateCircle 2025– Energiforbruget i de forskellige sektorer reduceres udover seneste nationale energifremskrivning. Der indgår på forbrugssiden særlige og ambitiøse lokale tiltag. Endvidere indgår øget konvertering til fjernvarme, samt betydelig konvertering til varmepumper og i mindre omfang solvarme i det individuelle område. Det manglende affald på Måbjergværket håndteres ved øget tilførsel af biomasse. Vindkraften tredobles. Endelig analyseres mulighederne for demonstration af solvarme, overskudsvarme, varmepumper og fjernkøling i sammenhæng med fjernvarmen.
Følges ClimateCircles scenarie er visionens at reducere CO2-emissionen frem mod 2025 med 75 % i forhold til udgangspunktet i 2007, eksklusiv transport. Dette gøres især ved at:
- Nyttiggøre 100 % af de bæredygtige vedvarende energiressourcer fra landbrug og skovbrug.
- Øge elproduktionen fra vindkraft - tredobling af produktionen fra vindkraft.
- Fokusere på lokale energispareaktiviteter i alle sektorer.
- Videreudvikle og optimere fjernvarmen som en effektiv og dynamisk løsning.
- Undersøge perspektiv og økonomi for anvendelse af overskudsvarme, solvarme, fjernkøling, evt. geotermi.
- Øge energieffektiviteten og nyttiggøre næringsstoffer i biomassen på Måbjerg BioEnergy og Måbjergværket.
- Sikre, at Holstebro kommune er nettoeksportør af CO2-neutral elektricitet baseret på vedvarende energi.
Hvis Holstebro Kommune har et ønske om at blive førende indenfor vedvarende energiteknologier og effektiv energianvendelse er det ifølge rapporten nødvendigt at gennemføre følgende energistrategi:
Fase 1 – Forankring af visionen
Fase 2 – Konkretisering af projektportefølje samt identificering af projektholdere/ildsjæle
Fase 3 – Udarbejdelse af strategisk energiplan for kommunen
Et vigtigt element heri er en strategi for udfasning af individuelle oliefyr samt naturgasfyr, herunder en vurdering af den hensigtsmæssige afgrænsning for konvertering til fjernvarme
I denne fase bør også indgå en stillingtagen til energi- og klimamål for transportsektoren.
Holstebro Kommune har her en særlig rolle som både storforbruger og myndighed.
Fase 4 – Koordineret finansiering af demonstrationsprojekter
På basis af den strategiske energiplan identificeres projekter og interesserede investorer, som kan danne fortrop for realiseringen af energiplanen og inspirere til yderligere initiativer, der skal fremme den erhvervsmæssige udvikling i kommunen og transformationen til et dynamisk energisystem.
Den strategiske energiplan forventes sammen med klimaplanen at blive et af hovedtemaerne i kommuneplanstrategien, og vil dermed være grundlaget for arbejdet med at skabe en bæredygtig udvikling i kommunen.
Indstilling
Det indstilles, at Teknisk Udvalg beslutter,
- at den strategiske energiplan vedtages som grundlag for det fremtidige arbejde med klima og energi,
- at strategien gennemføres med udarbejdelse af en mere detaljeret energiplan, som koordinerer de nødvendige projekter, der skal gennemføres.
Tidligere beslutning
Teknisk udvalg den 21. marts 2011 kl. 13.00
Udvalget besluttede, at punktet tages op på mødet i udvalget den 2. maj 2011.
Beslutning
Udvalget tiltrådte indstillingen.
Eli Vium (O) og Niels Krawack (F) deltog ikke i behandlingen af dette punkt.
Bilag
Energistrategi ClimateCircle 22sep2010.pdf
017628-2011
Sagsfremstilling
PJ/AV - TU
Folketinget har ved 3. behandling den 7. april 2011 vedtaget Lov om ændring af lov om offentlige veje og lov om private fællesveje (Valgplakater på vejareal).
Lovændringen omhandler retningslinjer for opsætning af valgplakater på vejareal ved offentlige veje og private fællesveje. Tidligere har det ikke været tilladt at ophænge valgplakater uden vejbestyrelsens tilladelse. Med lovændringen gives der partier og kandidater en umiddelbar ret til at ophænge valgplakater i forbindelse med folketingsvalg, kommunale og regionale valg, valg til Europa-Parlamentet, folkeafstemninger og andre valg, der afholdes på offentligretligt grundlag.
Lovændringen regulerer bl.a. hvor valgplakater må ophænges, således at det er tilladt at ophænge valgplakater på master til vejbelysning, vejtræer, hegn, master til brug for elforsyning samt indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater. Endvidere regulerer lovændringen også hvor valgplakater ikke må ophænges og i hvilken tidsrum plakaterne må opsættes.
Som følge af lovændringen skal Holstebro Kommunes regulativ for opsætning af plakater i Holstebro Kommune ændres, således at retningslinjer for opsætning af valgplakater udgår og der i stedet henvises til lov om offentlige veje og lov om private fællesveje "Valgplakater på vejareal".
Teknik og Miljø fremlægger som følge heraf forslag til "Opsætning af plakater i Holstebro Kommune" til godkendelse.
Som bilag vedlægges "Lov om ændring af lov om offentlige veje og lov om private fællesveje (Valgplakater på vejareal) samt forslag til "Opsætning af plakater i Holstebro Kommune".
Indstilling
Det indstilles, at Teknisk Udvalg godkender forslag til "Opsætning af plakater i Holstebro Kommune".
Beslutning
Udvalget godkendte forslaget.
Eli Vium (O) og Niels Krawack (F) deltog ikke i behandlingen af dette punkt.
Bilag
Opsætning af plakater i Holstebro Kommune
20101_L120_som_vedtaget
017696-2011
Sagsfremstilling
AV - TU
Et udvalgsmedlem i Teknisk Udvalg har bedt om at få dagsordensat et punkt om sikringsforanstaltninger i forbindelse med forebyggelse af ulykker ved Spidsbjerg Strand med følgende tekst.
Sikringsforanstaltninger i forbindelse med forebyggelse af ulykker ved Spidsbjerg Strand:
Efter at jeg ved selvsyn har konstateret de helt åbenlyse farer, der er forbundet med badning ved og ophold i nærhed af bunkers ved stranden på Spidsbjerg Strand skal det hermed foreslås, at Teknisk Udvalg beslutter hvilke sikringsmæssige foranstaltninger der skal iværksættes med henblik på at eliminere de konstaterede faremomenter omkring disse bunkers. Der henvises i øvrigt til formandens og forvaltningens redegørelse på sidste udvalgsmøde.
Jeg har efterfølgende haft kontakt til Kystdirektoratet vedr. ansvarsplacering i sådanne sager og man har herfra - som vi også fik at vide af Forvaltningen - klart præciseret at retstilstanden er følgende:
Retsligt befinder vi os i et vacuum, idet ingen lovgivning beskriver handleret og handlepligt i sådanne sager.
Det blev samtidig oplyst, at Kystdirektoratet ikke agter at foretage sig noget og at Kommunen efter deres opfattelse heller ikke har nogen handlepligt. Så alle parter vil kunne "vaske hænder" i tilfælde af ulykker.
Det er jo vældig "betryggende".
Vi har dog som kommune stor interesse i at beskytte vore egne borgere samt vore turister i området - det skulle gerne være sikkert at være gæst og turist ved vore strande.
Det blev samtidig oplyst fra de ansvarlige i Kystdirektoratet, at kommunen kan og må handle i sagen uden at man derfor gør noget forkert i relation til andre instanser. Vi må dog ikke fjerne bunkers eller ændre ved dem udover foranstaltninger til sikring mod ulykker - dvs, at vi godt må fjerne de farlige jernstumper, der stikker ud alle vegne --- hvis vi vil foretage os noget mere drastisk, som ændre bunkerskonstruktionen så skal henvendelsen gå til Kulturarvsstyrelsen, idet disse bunkers er fredede.
Der har været tale om at anvende boltsakse, vinkelslibere eller lignende--- jeg vil dog godt foreslå skærebrændere, idet disse samtidig kan afrunde enderne på de afskårne jernstykker.
Af hensyn til borgernes og turisternes sikkerhed skal jeg derfor foreslå at forebyggende sikring etableres snarest muligt inden badesæsonen.
Teknik og Miljø har følgende bemærkninger til sagen:
Indstilling
Det indstilles, at Teknisk Udvalg drøfter sagen.
Beslutning
Udvalget drøftede sagen og der aftales møde imellem formændene for Erhverv og Turismeudvalget, Udvalget for Natur, Miljø og Klima og Teknisk Udvalg med henblik på at drøfte muligheden for at løse problemet.
Eli Vium (O) og Niels Krawack (F) deltog ikke i behandlingen af dette punkt.
016640-2011
Sagsfremstilling
PHA/ AV - TU
I juni 2007 godkendte Byrådet vej- og stiregister for Holstebro Kommune. De overordnede principper for kommunens vej- og stiregister var, at eksisterende veje bibeholdt den status de havde ved kommunesammenlægningen.
I forbindelse med indgåelse af ny kontrakt for drift af Park- og Vejområdet og budget 2011 har Teknisk Udvalg besluttet at se på vejenes status som offentlige veje eller private fællesveje.
Der er i de 3 sammenlagte kommuner forskel på vejenes status og for at skabe en ensartethed i kommunens vejnet har Teknik og Miljø påbegyndt en proces, som skal munde ud i et mere ensartet vejnet i kommunen.
Teknik og Miljø vurderer, at flere grusveje i landområder kan nedklassificeres til private fællesveje. Ifølge Vejlovens § 23 er det kommunalbestyrelsen, der beslutter hvilke veje, der skal omklassificeres. De foreslåede veje er grusveje, som ikke tjener offentligheden.
Der er, ligeledes i juni 2007 i forbindelse med godkendelse af vej- og stiregister, taget en beslutning om at nedklassificere boligveje, efterhånden som disse bliver renoveret. I de seneste år har Teknik og Miljø skiftet rendestensbrønde, renoveret ødelagte kantsten og nogle steder renoveret fortove når Vestforsyning A/S har haft større arbejder i gang i forbindelse med udskiftning og renovering af ledninger og separering af kloak- og spildevand. Hele arbejdet har været afsluttet med et nyt slidlag. Teknik og Miljø foreslår, at disse veje nedklassificeres på samme tid.
Nedklassificeringen skal offentliggøres 4 år inden den endelige beslutning kan træffes og den endelige beslutning skal træffes senest 6 år efter offentliggørelsen.
Ca. 1½ år efter den foreløbige beslutning er truffet, skal Holstebro Kommune udarbejde en tilstandsrapport. Denne tilstandsrapport skal i høring blandt de grundejere, som Holstebro Kommune skønner vil blive berørt af beslutningen. På samme tid, sendes beslutningen om nedklassificering i høring blandt de berørte grundejere. Grundejerne har herefter mulighed for at klage til Vejdirektoratet over tilstandsrapporten. Når eventuelle klager er behandlet i Vejdirektoratet, og eventuelle indsigelser fra partshøringen vedr. nedklassificering af vejen er besvaret, skal der træffes en afgørelse af kommunalbestyrelsen.
Bilag til sagen viser hvilke veje Teknik og Miljø foreslår der skal nedklassificeres.
Indstilling
Det indstilles, at Teknisk Udvalg beslutter,
- at de offentlige veje som er nævnt i bilaget skal nedklassificeres til private fællesvej, således at Teknik og Miljø kan påbegynde proceduren inden den endelige beslutning kan træffes om 4-6 år.
Beslutning
Indstillingen blev tiltrådt.
Eli Vium (O) og Niels Krawack (F) deltog ikke i behandlingen af dette punkt.
Bilag
Holstebro
Holstebro grusveje
Mejrup
Sevel, Herrup Grusveje
Ulfborg grusveje
Veje til nedklassificering
Vemb grusveje
Vinderup
Vinderup grusveje
016658-2011
Sagsfremstilling
SC/AV - TU
I budget for 2011 er der på stednr. 222579 afsat 116.000 kr. til etablering og renovering af busholdepladser og læskure.
Teknik og Miljø ønsker midlerne frigivet til renovering af busholdepladser og læskure samt opsætning af 1-2 nye læskure.
Indstilling
Det indstilles
at Teknisk Udvalg frigiver det afsatte rådighedsbeløb på 116.000 kr. til etablering/renovering af busholdepladser og læskure.
Beslutning
Udvalget tiltrådte indstillingen.
Eli Vium (O) og Niels Krawack (F) deltog ikke i behandlingen af dette punkt.
029108-2010
Sagsfremstilling
PMP - TU - ØK - BY
Ansøgning om anlægsbevilling til berigtigelse af p-fonden, Vinderup
Sagsfremstilling
Ved kommunesammenlægningen havde Vinderup Kommunes parkeringsfond et indestående på 93.913 kr., som er indbetalt af 3 bygherrer. Beløbet dækker bidrag for i alt 12 p-pladser.
Det fremgår af en status over offentlige p-pladser og meddelte dispensationer til grundejere for anlæggelse af p-pladser på egen grund, at der pr. 1.1.2007, altså ved kommunesammenlægningen, var etableret i alt 122 offentlige p-pladser i Vinderup by, og at der var meddelt dispensationer til bygherrer mod indbetaling til parkeringsfonden for i alt 40 p-pladser, inkl. de 12 p-pladser, som saldoen i parkeringsfonden stammer fra. Parkeringsfonden råder dermed over p.t. 82 ”ledige” p-pladser i Vinderup by.
I henhold til reglerne for parkeringsfonden skal kommunen anlægge parkeringspladser senest 5 år efter, at indbetaling til parkeringsfonden har fundet sted. Når parkeringspladserne anlægges, skal indbetalte bidrag indgå som anlægsindtægt i kommunens regnskab. Det samme gælder, når parkeringspladserne allerede er anlagt, som det er tilfældet her.
Der mangler dog at blive lavet matrikulære berigtigelser ved nogle parkeringsarealer m.v. i Vinderup. De ønskes udført nu og skønnes at kunne gennemføres for 76.000 kr.
Teknik og Miljø foreslår derfor, at saldoen i parkeringsfonden berigtiges ved, at Udvalget ansøger om en anlægsbevilling til dækning af udgiften ved de matrikulære berigtigelser og om at resten af parkeringsfondens midler på 18.000 kr. tilføres kommunens likvide aktiver.
Budgetafdelingen har ingen bemærkninger til de budget- og bevillingsmæssige oplysninger i sagen.
Indstilling
Det indstilles at Teknisk udvalg over for Byrådet anbefaler:
At der meddeles en anlægsbevilling på 76.000 kr. til dækning af udgiften ved de matrikulære berigtigelser, samt frigivelse af tilsvarende rådighedsbeløb, finansieret af parkeringsfonden for Gl. Vinderup kommune.
At de resterende 18.000 kr. fra parkeringsfonden for Gl. Vinderup Kommune tilføres likvide aktiver.
Beslutning
Udvalget tiltrådte indstillingen.
Eli Vium (O) og Niels Krawack (F) deltog ikke i behandlingen af dette punkt.
050353-2010
050353-2010
000399-2010