Selvstændige og pension

Det er en god ide, at du tænker over, om du vil spare op til din pension, hvis du er selvstændig. Pension har betydning for din levestandard som ældre. Tit indeholder pensionen også forsikringer, som fx sikrer din familie, når du dør.

Du sparer ikke automatisk op til pension

Når du når folkepensionsalderen, har du ret til folkepension på lige fod med alle andre borgere. Men som selvstændig har du ikke en arbejdsmarkedspension og sparer derfor ikke automatisk op til din pension. Det betyder, at der risikerer at komme en stor forskel mellem det, du tjener, mens du arbejder, og det, du får i indtægt som pensionist.

Du er heller ikke dækket af de forsikringer, der hører med i en arbejdsmarkedspension, fx livsforsikringer og forsikringer, der sikrer dig en indtægt, hvis du bliver syg eller mister din arbejdsevne. Du og din nærmeste familie kan derfor risikere at blive ringere stillet økonomisk end andre, der er i en lignende situation, hvis der sker dig noget.

Pension er også forsikring

Du kan indbetale til ATP Livslang Pension

Som selvstændig kan du vælge at supplere din folkepension ved at indbetale til ATP Livslang Pension. På den måde lægger du penge til side til pension, samtidig med at du sikrer dine nærmeste en udbetaling af et engangsbeløb i tilfælde af din død.

ATP om ATP Livslang Pension (nyt vindue)

Du kan købe en individuel pension

Som selvstændig kan du også vælge at oprette en individuel pension gennem et pensionsselskab eller et pengeinstitut. Det er relevant, hvis du mener, at folkepension og evt. ATP Livslang Pension ikke er nok til, at du kan opretholde den levestandard, du ønsker, når du går på pension. Med en individuel pension kan du samtidig sikre dig og din familie en indtægt, hvis du dør, mister din arbejdsevne eller bliver syg.

Individuelle pensioner

Du kan måske videreføre din tidligere arbejdsmarkedspension

Hvis du som selvstændig har en arbejdsmarkedspension gennem et tidligere job, hvor du var lønmodtager, kan du måske videreføre den til en individuel pension. Du kan tjekke hos pensionsselskabet eller pensionskassen, om det er muligt.

Arbejder din ægtefælle eller samlever i din virksomhed?

Er din ægtefælle eller samlever ansat i din virksomhed, er det en god ide, at han eller hun overvejer at spare op til sin egen pension.

Selvstændig virksomhed, når du er gået på pension

Du kan fortsætte med at arbejde som selvstændig, selvom du når folkepensionsalderen. Din indtægt kan have betydning for din pensions størrelse.

Folkepension

Særlige skatteregler, hvis du sparer op i din virksomhed

Mange selvstændige vælger at spare op i deres virksomhed og bruge overskuddet ved salget af virksomheden til pension. Ved salg af virksomhed kan en skattepligtig fortjeneste på op til 2.507.900 kr.(2011 og 2012) indsættes på en pensionsordning med skattefordel.

Ulempen er, at det kan være en risikabel måde at sikre sig økonomisk, da du ikke på forhånd ved, hvor meget du ender med at få i skattepligtig fortjeneste, og om der overhovedet bliver en fortjeneste.

Det kan derfor være en god ide løbende at spare op til pensionen ved siden af.

Hvert år kan du sætte op til 30 pct. af overskuddet i din virksomhed ind på en pension og få fuldt fradrag for din indbetaling.

Skat af indbetalinger til pension 

Dit pensionsselskab eller pengeinstitut

Du kan henvende dig i et pensionsselskab eller pengeinstitut, hvis du har behov for oplysninger om din individuelle pension eller konkret rådgivning.


Finanstilsynet

Finanstilsynet fører tilsyn med bl.a. forsikringsselskaber, pensionskasser, forsikringsmæglere, Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Besøgsadresse:FinanstilsynetÅrhusgade 1102100København ØTlf: 33558282Fax: 33558200E-Post: finanstilsynet@ftnet.dkTelefontid:ma-to 9-16, fr 9-15Se flere oplysninger om FinanstilsynetVis på kort (nyt vindue)

Genveje til artikler om pension og efterløn Folkepension Førtidspension ATP Livslang Pension Særlig Pensionsopsparing Supplerende arbejdsmarkedspension Lønmodtagernes Dyrtidsfond Arbejdsmarkedspension Individuel pension Efterløn