Søg om dansk pension i udlandet

Bor du allerede i udlandet, og holder du op med at arbejde, kan du i nogle tilfælde få udbetalt folkepension eller førtidspension fra Danmark. Mulighederne afhænger bl.a. af, hvilket land du bor i.

Forskellige regler for forskellige lande

Bor du allerede i udlandet, og har du ikke før modtaget pension, er der forskellige regler for, om du kan få en dansk folkepension eller førtidspension udbetalt i udlandet. Reglerne er forskellige, alt efter hvilket land du bor i.

Du skal også opfylde de almindelige krav for at modtage pension, som gælder for alle, uanset om de bor i udlandet eller Danmark. Det kan fx være kravet om, at du skal have en bestemt alder for at få folkepension - eller kravet om, at din arbejdsevne skal være nedsat, for at du kan få førtidspension.

Hvis du får folkepension eller førtidspension i udlandet, har du normalt ret til at få hele beløbet udbetalt, dvs. både grundbeløb og eventuelle tillæg. Hvis du har boet mange år i udlandet før pensionsalderen, vil du få en mindre andel af en fuld dansk pension, en såkaldt brøkpension. I nogle lande kan du ikke få pensionstillæg.

Generelle betingelser for pension

EU-lande, EØS-lande og Schweiz

Hvis du bor i et EU-land, et EØS-land eller Schweiz og vil søge om at få folkepension eller førtidspension, kræver det, at:

  • du bor fast i landet og fx ikke er der midlertidigt
  • du er statsborger i et EU-land, et EØS-land eller Schweiz, eller du er statsløs eller flygtning
  • du har sammenlagt i mindst tre år optjent ret til pension fra et EU/EØS-land eller Schweiz. Heraf skal du have mindst ét års optjening fra Danmark. Du har været i beskæftigelse i et EU/EØS-land eller Schweiz.

Der gælder særlige regler, hvis du aldrig har været i beskæftigelse i et EU/EØS-land eller Schweiz. Du kan kontakte Pensionsstyrelsen for yderligere oplysninger.

Australien, Canada, Chile, Israel, Kroatien, Marokko, New Zealand, Tyrkiet og USA

Danmark har indgået aftaler om pension med Australien, Canada, Chile, Israel, Kroatien, Marokko, New Zealand, Tyrkiet og USA. Det er aftalt, at du kan søge om dansk folkepension og førtidspension fra landene, hvis du opfylder en af betingelserne:

  • du er dansk statsborger og har boet i mindst tre år i Danmark, efter du er fyldt 15 år
  • du er statsborger fra det pågældende land og har boet mindst tre år i Danmark. I de tre år skal du have arbejdet i mindst 12 måneder.

Du kan ikke få pensionstillæg i de nævnte lande.

Pakistan, Makedonien (FYROM), Serbien-Montenegro og Bosnien-Hercegovina

Danmark har indgået aftaler om pension med Pakistan, Makedonien (FYROM), Serbien-Montenegro, Bosnien-Hercegovina. Det er aftalt, at

  • du kan søge om dansk førtidspension eller folkepension, hvis du er dansk statsborger og bor i et af landene, og du har boet mindst tre år i Danmark, efter du er fyldt 15 år
  • du kan modtage dansk folkepension, men ikke dansk førtidspension, hvis du er statsborger fra et af landene, du bor i dit hjemland, og du har boet mindst fem år i Danmark. I de fem år skal du have arbejdet som lønmodtager i mindst 12 måneder.

Du kan ikke få pensionstillæg i de nævnte lande.

Øvrige lande

Du kan måske få folkepension fra Danmark, selvom du bor i et land, som hverken er et EU-land, EØS-land, Schweiz eller et af de lande, som Danmark har indgået aftale med. Det er en betingelse, at:

  • du er statsborger i et EU-land, et EØS-land eller Schweiz, eller du er statsløs eller flygtning 
  • du har boet i Danmark i mindst 30 år, efter du fyldte 15 år, og frem til pensionsalderen

Hvis du har været erhvervsaktiv i et EU/EØS-land eller Schweiz, kan perioder, hvor du har optjent ret til social pension i et af landene, medregnes til opfyldelse af bopælskravet på 30 år. Dette gælder ikke perioder i Grønland og på Færøerne. 

Du kan ikke få dansk førtidspension.

Sådan ansøger du om dansk pension, når du bor i udlandet

Du skal ansøge om at få dansk pension i det land, hvor du bor, hvis du bor i et EU-land, et EØS-land eller et land, som Danmark har indgået særlig aftale med, og hvis du også kan få pension fra det land. Ansøgningen sendes til pensionsmyndigheden i det land, hvor du bor.

Hvis du kun kan få dansk pension, kan du søge direkte i Pensionsstyrelsen.

Pensionsstyrelsen sender en bekræftelse på, at de har modtaget din ansøgning om folkepension eller førtidspension. Samtidig beder styrelsen dig om at udfylde forskellige erklæringer, der skal bruges under behandlingen af din sag.

Herefter undersøger Pensionsstyrelsen, om du opfylder betingelserne for at få dansk pension.

Når du søger, er det vigtigt, at du skriver dit cpr-nummer og oplyser dine tidligere bopælsadresser i Danmark så nøjagtigt som muligt.

Pensionsstyrelsen sender en skriftlig afgørelse til dig og til en eventuel udenlandsk pensionsmyndighed, når pensionen er klar til at blive udbetalt.

Førtidspension, ny ordning

Pensionsstyrelsen om dansk pension i udlandet (nyt vindue)

Klagemuligheder

Pensionsstyrelsens afgørelser om folke- eller førtidspension kan du anke til Ankestyrelsen, inden fire uger efter du har modtaget afgørelsen. Du skal sende klagen til Pensionsstyrelsen, der ser på sagen igen og sender den videre til Ankestyrelsen, hvis du ikke får ret i din klage.

Flere oplysninger

Du kan få flere oplysninger ved at skrive eller ringe til Pensionsstyrelsen.  

Pensionsstyrelsen

Du kan få mere at vide om pension til og fra udlandet hos Pensionsstyrelsen.

Besøgsadresse:PensionsstyrelsenNjalsgade 72C2300København STlf: 33955000E-Post: penst@penst.dkÅbningstider:ma-fr 10-14 Telefontid:ma-fr 10-14Se flere oplysninger om PensionsstyrelsenVis på kort (nyt vindue)

EU-lande

EU-landene er (2010): Belgien, Bulgarien, Cypern (den græske del), Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Nederlandene, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. 

EØS-lande

EU-landene kaldes sammen med Island, Liechtenstein og Norge for EØS-landene på baggrund af en aftale mellem EU og de tre lande.

Nordiske lande

De nordiske lande er Sverige, Norge, Island og Finland.