Holstebro Kommune

Byggegrunde i Holstebro-området

subpage-img

Holstebro by

Holstebro er med sine godt 36.000 indbyggere kraftcenter for erhvervsudvikling, handel og kultur i hele Nordvestjylland. Denne position er styrket yderligere med Folketingets beslutning om at anlægge Holstebro-motorvejen. Når den er klar i 2018, er Holstebro koblet på motorvejsnettet i resten af Danmark og hele Europa.

Ledige grunde i nærheden af Holstebro

  • Hornshøj der ligger mellem Holstebro Midtby og Mejrup
  • Gårdhøje: Folden, der ligger den nordlige del af Ellebækområdet.
     

Boligområder

I den indre by ligger de ældre boligkvarterer inden for få minutters gang fra centrum med gågaderne, de mange butikker og alle de kulturelle institutioner. I byens udkanter ligger de nyere boligområder og nye udstykninger. Det vidt forgrenede net af cykelstier gør det hurtigt og sikkert at cykle og gå til centrum og til skoler, børnehaver og uddannelsesinstitutioner.

Erhvervslivet

 Nupark er et innovations- og vækstcenter beliggende tæt på Holstebro midtby. Mange forskellige virksomheder holder til i Nupark.

Holstebro har en sund blanding af små, mellemstore og store virksomheder inden for både produktion, service og innovation. Blandt styrkepositionerne er produktion og forædling af fødevarer samt udvikling af ny teknologi på områder som energi, klima og miljø. I videncentret Nupark støber iværksættere kuglerne for nye projekter, virksomheder og arbejdspladser og trækker viden og forskning til byen.

Handelslivet

Holstebro er mange gange blevet kåret som Danmarks flotteste og bedste handelsby, bl.a. takket været den stemningsfyldte gågade.

Holstebro er flere gange kåret som Danmarks flotteste og bedste handelsby. Det skyldes bl.a. atmosfæren i gågaderne med over 200 butikker, caféer og restauranter, gratis parkering og masser af spændende arrangementer og kultur. De store varehuse ligger i byens udkant, hvor det er nemt at komme til og fra i bil.

Uddannelser

I Holstebro er der flere muligheder for at uddanne sig end i de fleste andre provinsbyer. VIA University College uddanner bl.a. ergo- og fysioterapeuter, sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere. I Erhvervsakademi MidtVest kan man blandt meget andet blive procesteknolog, bygningskonstruktør og laborant. Alle ungdomsuddannelserne er samlet i UCH (Uddannelsescenter Holstebro) og Holstebro Sports College. Dansk Talentakademi udklækker fremtidens talenter inden for musik, dans, kunst & design, forfatter og musical & teater. Læs mere på Studieby Holstebro.

Kultur og oplevelser

 Kultur betyder rigtig meget i Holstebro, og det ses tydeligt i de mange skulpturer rundt om i byen.

Overalt i byen er der skulpturer, som vækker opsigt og forundring. Og året igennem er der oplevelser for enhver smag og alder. Fx under tilbagevendende begivenheder som Rock i Holstebro, musik og teater på friluftsscenen i Lystanlægget og festivalen Klassiske Dage. De helt store events som Post Danmark Rundt, Giro D’Italia og Spejdernes Lejr finder også vej til Holstebro. Desuden blomstrer kulturen i byens kulturhuse – fx kunstmuseerne, det verdenskendte Odin Teatret og Musikteatret Holstebro, hvor de store forestillinger, shows og koncerter er på plakaten. Holstebro Musikskole og Det Kongelige Teaters Balletskole har også været med til at spille og danse Holstebro til sit stærke brand som kulturby.

Fritidsliv og natur

 Storåen bugter sig gennem Holstebro, og den smukke vandkraftsø ligger tæt på midtbyen, hvilket betyder at der er kort afstand til skønne naturoplevelser.

DIF kårede Holstebro som Årets Idrætskommune 2013 pga. de gode vilkår for både bredde- og eliteidrætten. Men det rige idræts- og foreningsliv er først og fremmest båret af den kultur og den indsats, som de mange frivillige ildsjæle står for. Naturen omkring Holstebro med sø, å, skov og hede gør, at alle kan få deres behov for friluftsliv og naturoplevelser tilfredsstillet. Desuden er der kun 15-35 minutters bilkørsel til Limfjorden, Vesterhavet og Nissum Fjord.

Transport og afstande

Det er nemt at komme til og fra Holstebro med bil, tog og bus, men også med fly til og fra Midtjyllands Lufthavn, som ligger knap 30 min. kørsel fra Holstebro og har både inden- og udenlandske ruter. Når Holstebro-motorvejen åbnes i 2018, bliver transporttiderne mod syd og vest endnu kortere end de følgende cirka-tider:

  • Viborg: 45 min.
  • Århus: 90 min.
  • Vejle: 80 min.
  • Aalborg: 2 timer
  • Esbjerg: 90 min
  • Odense: 2 timer
  • København: 3 timer 40 minutter
  • Hamborg: 4 timer
  • Vesterhavet: 40 min.
  • Limfjorden: 15 min.