Glem alt om, hvad du forbinder med et almindeligt liv, hvis du vil forstå, hvad en vandrende håndværkssvend – en Naver – er for et menneske.

Begreber som fast arbejde, fast indtægt, faste rutiner, bolig og familie er ikke noget, der indgår i Navernes hverdag. I stedet er de besjælet af at videreuddanne sig inden for deres håndværk og opleve, hvad andre kulturer kan tilføre håndværket.

Naveren er en fri fugl, der kan gøre, hvad han eller hun vil. Tage arbejde som håndværker, når det passer, vandre rundt fra sted til sted i hele Europa med sindet på klem for nye faglige indtryk – og grundlæggende bare nyde friheden til selv at kunne vælge, hvad der skal ske og hvornår.

Naveren har valgt at sætte det normale liv på pause i en periode.

Sådan et menneske er danske Nat på 32 år.

Ind under huden

Han er ”fremmed frit rejsende snedker” og har været det i over fire år. Dermed har han for længst opfyldt kravet om, at en vandrende håndværkssvend skal ”gå på valsen” i tre år og én dag for at kunne kalde sig Naver. Han har i de seneste 14 dage deltaget i det internationale arbejdsstævne for vandrende håndværkssvende på Frilandsmuseet Hjerl Hede.

Mens andre unge afslutter mange års skolegang med et sabbatår og tager på interrail, ville Nat gerne noget andet og mere dybtgående, da han blev udlært som snedker.

- Jeg ville gerne opleve verden og lære mere om mit håndværk ved at komme helt ind under huden på andre kulturer. Man kan sige, at jeg både ønskede at blive fagligt dygtigere og samtidig have friheden til at lære andre kulturer at kende. Man kan altid bygge meget mere viden på sit fag, og der vil altid være noget nyt at lære et eller andet sted, siger han.

- For mig handler det også om at skabe en balance i mig selv. En balance mellem, hvad der er vigtigt og ikke vigtigt, og at man er åben over for nye indtryk. Når jeg synes, den balance er der, er det måske på tide at afslutte min gang på valsen, siger Nat tankefuldt.

Fuldstændig fri

I de tre år og én dag, Navere skal gå på valsen, må de ikke have en mobiltelefon, og de må ikke komme inden for en afstand af 50 km fra deres hjemsted – ”de forbudte mil”, som han kalder dem.

- Da jeg havde besluttet mig til at blive Naver og billedligt talt kravlede over byskiltet, vidste jeg, at jeg foretog et stort valg. Jeg vendte for en periode ryggen til min hverdag, mine forældre og alt det, jeg kendte. Til gengæld var jeg fuldstændig fri og skulle ikke spekulere på andet end at opleve nyt. Det var en god følelse, husker han.

Navere rejser rundt med ben og hænder som værktøj. De har forskellige steder at søge hen – såkaldte Naverhuler eller herberger – hvis de har brug for en seng eller et måltid mad. De er organisatorisk med i et Naver-Laug, som har et regelsæt, de skal efterleve, og som kan ”slå på jungletrommerne”, hvis en familie SKAL i kontakt med deres søn eller datter.

At finde balancen

Efter i over fire år at have levet som en fri fugl og kun koncentreret sig om dagen i dag, lære nyt og opleve andre kulturer har Nat svært ved at forholde sig til, hvad der skal ske, når han på sig selv kan mærke, at det er tid at vende hjem.

- Jeg ved ikke, hvordan det bliver. Jeg er jo ikke rejst hjem endnu, og jeg har svært ved at forholde mig til det. Men jeg tror, det er vigtigt, at man tænker sig godt om, når man vender tilbage. Personligt ved jeg ikke præcis, hvornår jeg slutter valsen, men det bliver inden for et år … måske, siger han.

Nat kommer ikke til at savne den totale frihed. Han føler, han er ved at have fundet balancen i sig selv gennem den faglige, kulturelle og personlige dannelsesrejse, han er i gang med. Han er ikke økonomisk anderledes stillet, end da han tog på valsen – og det er heller ikke noget, han bekymrer sig om.

- Det handler ikke om at være rig i lommen, men i sindet. Det, jeg har lært, bliver i hovedet for altid, siger den rolige, harmoniske og eftertænksomme unge mand.

Danske Nat har deltaget i det internationale arbejdsstævne for vandrende håndværkssvende

- Det handler ikke om at være rig i lommen, men i sindet, siger danske Nat, der er fremmed frit rejsende snedker.

Fakta

23 af Europas vandrende håndværkssvende har deltaget i det internationale arbejdsstævne for vandrende håndværkssvende på Frilandsmuseet Hjerl Hede. Navercampen havde det formål at udveksle fag og kultur under inspiration af det specielle miljø som frilandsmuseet byder på.

Det formål er helt i tråd med vandretraditionens ældgamle hovedmål:

- At uddanne og danne den unge håndværkersvend gennem udveksling af fag og kultur.

Navercamp støttes af Holstebro Kommune, Region Midtjylland, Hartmann Fonden, Varelotteriet, Jyllandspostens Fond, Nordea Bankråd, Spar Nord, Fødevareforbundet NNF Vestjylland og 3 F.

 

Flere oplysninger

Projektleder Suzi Elena Apelgren, tlf. 30693975