Guide to Move har de seneste to år hjulpet 400 børn og unge, som synes det er svært at komme i gang med en aktivitet i fritiden.
 
Den ene del af tilbuddet er fritidsvejledning, hvor engagerede frivillige guider tager børnene i hånden med ud i en forening og hjælper dem godt i gang. Den anden del af tilbuddet er fritidspas, som er økonomisk hjælp til kontingentstøtte, hvis økonomien er en barriere for at starte.
 
Nu kan de 0-6 årige også være med og få forskellige former for hjælp til et aktivt fritidsliv - ligesom de ældre børn og unge.
 
- De aktiviteter, som børnene starter til, spænder bredt lige fra gymnastik, fodbold og håndbold til spejder, parkour og bueskydning, siger projektkoordinator for Guide to Move, Casper Lemvig Petersen.
 
Indtil videre har 55 foreninger været del af Guide to Move, og paletten af foreninger udvider sig hele tiden.
 
En mor til en pige, der er startet til håndbold gennem Guide to Move, fortæller følgende:
 
"Angelia bliver helt høj af selvtillid-boosts, når få mål går ind på hende i kampe. Guide to Move-hjælpen gør en stor forskel i Angelias liv med hensyn til hendes selvværd, selvtillid og raten af succesoplevelser".
 
Guide to Move falder rigtig godt i tråd med det Visionskommune-projekt, som Holstebro Kommune er del af i 2017-2022 i forbindelse med DGI og DIFs vision "Bevæg dig for livet". Her er fokus på at få flere til at bevæge sig og blive en del af et fællesskab.

Fakta:

  • Guide to Move er et tilbud til alle 0-18-årige børn og unge i Holstebro Kommune, som ikke går til en fritidsaktivitet
  • Tilbuddet indeholder fritidspas, som er økonomisk hjælp til kontingentstøtte, og vejledning i at starte i en forening, som varetages af frivillige guider
  • Guide to Move er et samarbejde mellem Børn og Unge og Sport og Fritid i Holstebro Kommune samt DGI Vestjylland
  • Guide to Move startede op i august 2015.

 
Læs mere om Guide To Move