For niende gang uddelte Holstebro Kommune den årlige handicappris til en borger eller borgergruppe, der med stor dedikation og indsats overfor handicappede er et forbillede for os alle. 

Prisen blev uddelt i forbindelse med - eller optakt til - FN’s Internationale Handicapdag, ”Dagen for lige muligheder”, der er den 3. december hvert år.

I år gik prisen til trænerne for håndboldholdet TTH Special Olympics, som består af spillere, der er udfordret med en eller flere former for handicaps af såvel fysisk som psykisk karakter.

Trænerne fik prisen for at rumme og inkludere alle spillere og give dem gode oplevelser både på og udenfor banen.

Det er Mona Ross Brogaard, som har indstillet trænerne til prisen. I sin indstilling til prisen skriver hun: 

”Trænerteamet rummer og inkluderer alle spillere uanset, hvilke situationer de står i.”

Social- og Sundhedsudvalget i Holstebro Kommune udpegede trænerne af TTH Special Olympics blandt i alt syv nominerede til prisen. I deres begrundelse for tildelingen af prisen lagde udvalget sig op af ordene i indstillingen af trænerne, herunder:

”Trænerteamet yder en ekstraordinær indsats i forhold til borgere i Holstebro Kommune, som er udfordret af en eller anden form for handicap.”

Trænerne for TTH Special Olympics modtog prisen ved et officielt arrangement på rådhuset den 1. december 2018, hvor formand for Social- og Sundhedsudvalget, Jens Kristian Hedegaard, overrakte prisen. Med prisen fulgte et diplom samt en skulptur skabt af Paul M. Cederdorff.

Foto: (fra venstre) Jette Burmølle, Jesper Byskov og Sofie Brøndgaard modtog prisen på vegne af hele trænerteamet