Hver femte af alle unge oplever symptomer på psykisk sygdom inden voksenalderen. 

Symptomerne kan være meget belastende for det enkelte barn og familien, men der er hjælp at hente gennem Pædagogisk Psykologiske Rådgivning i Holstebro (PPR).

Mind My Mind er et tilbud med individuel psykologisk træning af børn i 6-16 års alderen, men også et forsknings- og udviklingsprojekt, som Holstebro Kommune har kørt i samarbejde med Psykiatri Fonden siden august 2017.

I øjeblikket får 14 skolebørn og deres familier hjælp gennem ugentlige sessioner på PPR, og 20 andre børnefamilier, som deltager i projektet, får hjælp på anden vis gennem kommunens velkendte tilbud. 

Tilmeldingen til næste runde er i fuld gang. Du finder ansøgningsskema, kontaktoplysninger og info-pjece på www.holstebro.dk/ppr 

Ansøgningsfrist er 18. december 2017.

Mere om projektet Mind My Mind

Mind My Mind er et forløb på 13 sessioner hos en psykolog fra kommunens PPR, der har fået en uddannelse i projektets behandlingsmetoder til børn og unge med symptomer på angst, depression og/eller adfærdsvanskeligheder. 

Følelsesmæssige og adfærdsmæssige vanskeligheder i barndommen er forbundet med tre-fire gange øget risiko for psykisk sygdom senere i livet og med øget risiko for fysiske og sociale problemer. Det gælder også for symptomer, der ikke er så alvorlige, at de skal diagnosticeres. 

Tiltaget er forebyggende, så børn der allerede er udredte og diagnosticeret i psykiatrien kan ikke være med i projektet.

Da Mind My Mind også er et forskningsprojekt, sker der en tilfældig fordeling af børnene til enten et Mind My Mind-forløb eller til kommunens velkendte tilbud. På den måde kan projektet sammenligne virkningen af de to indsatser, der hjælper børnene på hver sin måde.

Der er kun fire kommuner i landet, som tilbyder Mind My Mind, som Psykiatri Fonden og Tryg Fonden har udviklet og står bag.