NYHED FRA HOLSTEBRO MUSIKSKOLE

Holstebro Musikskole giver søndag den 10. december kl. 15 julekoncert på herregården Nr. Vosborg med over 100 optrædende elever og lærere.

Der bliver sød julemusik for ørerne, og stemmebåndene bliver også trænet lidt, da musikskolens orkestre flere gange undervejs i koncerten spiller for til fællessang med publikum.

Programmet bliver meget varieret: Naturligvis skal vi høre en masse god julemusik, men der bliver også spillet flotte klassiske stykker og enkelte nyere hits.

Scenen fyldes

Koncerten begynder med fællessang akkompagneret af hele 3 orkestre: Holstebro Musikskoles Strygerorkestre, Holstebro Musikskoles Guitarorkester og blokfløjteorkesteret Big Blok Band, så scenen bliver fyldt til bristepunktet!

Derefter er der indslag ved de forskellige orkestre, som har forberedt et flot og hyggeligt juleprogram med alt fra musik af J. S. Bach og Mozart, over de klassiske julesange og salmer til temaet fra Muppet Show og en Julerumba.

Holstebro Musikskoles Ungdomskor får lov til at slutte koncerten flot af med sange af Michael Jackson, C. V Jørgensen og Remee´s julehit: ”Let Love be Love”. Koret bliver akkompagneret af elever fra Guitarorkesteret.

Solister

Koncerten har også et par solistiske indslag fra Musikskolens Talentlinie og fra Musikalsk Grundkursus (MGK), som er et 3-årigt kursus for de meget musikinteresserede elever. Fra Talentlinien kommer 2 pianister, som skal spille en 4-hændig sats af Mozart, og fra MGK kommer 2 accordeonister, som spiller en tango af Astor Piazzolla.

Læs mere på Nr. Vosborgs hjemmeside, hvor der også kan købes billetter. Musikskolen opfordrer til at købe billetter på forhånd, da der er tradition for en fyldt sal!