Holstebro Kommune

Portræt af Bibi Mundbjerg

subpage-img

Bibi’s vej med sport og frivilligt arbejde

(Portræt bragt i 2014)

Bibi Mundbjerg, Skave, født i 1971.

  • Født i Skave.
  • Gift med Niels Jakob, der er selvstændig køkkenmontør. De har to børn – Nicolai på 15 år og Maria på 12 år.
  • Uddannet som fysioterapeut og arbejder i det kommunale rehabiliteringstilbud ”Træning og Visitation” på Thorsvej i Holstebro.
  • Fra den 1. januar 2014 medlem af Holstebro Byråd for Venstre. Medlem af byrådets Kultur- og Fritidsudvalg og Udvalget for Børn og Unge.
  • Bruger størstedelen af fritiden på frivilligt foreningsarbejde i bl.a. Hogager GF - og for tiden bl.a. med realisering af planerne om en multihal, der skal forbinde Skave Hallen med Skave Skole.

Bibi Mundbjerg er – som hun selv udtrykker det – ”gammel håndboldpige”. Lige siden hun var barn, og indtil for 4-5 år siden spillede hun i Hogager GF, hvor hun gennem 23 år også har været aktiv i bestyrelsen. Da det resultatmæssigt gik allerbedst for pigerne, var Bibi med til at spille i 3. division, ”indtil vi blev gravide alle sammen”.

I dag er hun ikke i tvivl om, at sporten har været med til at forme hendes valg af uddannelse og job, og at det frivillige foreningsarbejde er en afgørende årsag til, at hun sagde ja til at opstille til byrådet og blev valgt.

Sporten og jobbet

Bibi blev færdig med sin uddannelse som fysioterapeut på Fysio- og Ergoterapeutskolen i Holstebro I 1997. Efter jobs på Herning Sygehus, Holstebro Sygehus og som kommunal distriktsterapeut blev hun i 2007 ansat i den funktion på Thorsvej i Holstebro, der i dag hedder ”Træning og Visitation”.

- Jeg har altid været optaget af at arbejde med mennesker, og via min tilknytning til sportens verden var det helt naturligt for mig at vælge en uddannelse som fysioterapeut. Mit valg var drevet af at hjælpe sportsfolk videre i karrieren efter diverse skader, men i dag er der et meget bredere perspektiv i mit daglige arbejde. Jeg hjælper sportsfolk med genoptræning efter f.eks. korsbånds- og knæskader, men det er en lige så stor tilfredsstillelse for mig at hjælpe borgere videre til et godt liv, selv om de på grund af sygdom eller skader har fået en varig funktionsnedsættelse. Derudover er jeg i mit arbejde også med til at behandle sager om støtte til biler til handicappede, fortæller Bibi.

Foreningsarbejde og politik

Det frivillige foreningsarbejde fylder meget i Bibi’s dagligdag. Det gør det i øvrigt også for hendes mand, Niels Jakob, der er håndboldtræner i Hogager GF. Bibi betegner engagementet på den front som ”en kultur, vi er vokset op med”.

- Vi har mange stærke landsbysamfund i Holstebro Kommune – blandt dem Skave. De er båret af det store frivillige foreningsarbejde. De frivillige er alfa og omega i de små samfund. Derfor skal vi være med til at skabe gode rammer og vilkår for dem. På den måde passer det mig godt, at jeg er blevet medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, der er et omdrejningspunkt for bl.a. foreningslivet. Jeg er også glad for at være blevet medlem af Udvalget for Børn og Unge. Her skal vi i gang med at føre den nye skolereform ud i livet. I reformen er der bl.a. lagt op til, at foreninger og de frivillige i højere grad inddrages i børnenes skoledag. Så med mit udgangspunkt i Skave synes jeg, at tingene spiller godt sammen i mit byrådsarbejde, understreger Bibi.

Lige nu er Skave Hallen i særlig grad hendes ”andet hjem”. Det skyldes det frivillige arbejde med at få realiseret planerne om en multihal mellem skolen og hallen.

- Den vil blive et stort aktiv for Skave og omegn. På det lidt længere sigt er vi herude også meget bevidste om de muligheder for udvikling, der ligger i, at vi kommer til at ligge tæt på den nye motorvej. Det er et aktiv, som vi lokalt og i fællesskab skal være med til at udnytte positivt, siger Bibi Mundbjerg.

Syv skarpe til Bibi

  • Den største begivenhed i dit liv: Da vores to børn blev født.
  • Dit yndlingssted i Holstebro Kommune: En stille aften sammen med familien og vores hund ved Stubbergård Sø og en dag med rigtig rusk ved Vesterhavet.
  • Din livret: Rigtig god dansk mad, f.eks. bøf og flæskesteg.
  • Din favoritmusik: ”Big Fat Snake” og Rasmus Seebach.
  • Din favoritbog: Jussi Adler Olsens ”Kvinden i buret”.
  • Din favoritfilm: ”Titanic” med Leonardo DiCaprio.
  • Dit favorit-rejsemål: Ferie med fire andre familier “all inclusive” på Mallorca og for vores egen familie i Danmark. Målet til sommer sammen med børnene er København.
     

 

Kontakt

Borgmesterkontoret

Sekretariatet

Rådhuset, Kirkestræde 11
7500 Holstebro

kommunen@holstebro.dk

Tlf. 9611 7503