Holstebro Kommune

Portræt af Karsten Filsø

subpage-img

Karstens dagligdag med anbragte børn og politik

(Portræt bragt i 2014)

Karsten Filsø, Ulfborg, født i 1959.

  • Født i Ulfborg.
  • Gift med Anne Marie, der er miljøtekniker ved Ringkøbing-Skjern Kommune. De har tre børn – Stinna på 24 år, Lasse på 21 år og Jeppe på 15 år.
  • Uddannet socialpædagog. Efter en årrække som afdelingsleder på Behandlingshjemmet Schuberts Minde i Ringkøbing oprettede Karsten i 2002 sammen med en kollega et opholdssted i No ved Ringkøbing for børn og unge, der anbringes uden for eget hjem.
  • Har været i kommunalpolitiker siden 1998, valgt for SF - først i Ulfborg-Vemb Kommunalbestyrelse og siden kommunesammenlægningen i Holstebro Byråd. I forrige byrådsperiode medlem af Økonomiudvalget og formand for Udvalget for Natur, Miljø og Klima. De samme poster har han i indeværende byrådsperiode.
  • Fritiden bruger Karsten bl.a. på jagt og på drift og pleje af den landbrugs- og skovejendom på 45 tdr. land øst for Ulfborg, hvor han bor.
  • Hvis Karsten Filsø havde valgt den matematiske linje på Struer Statsgymnasium, havde han formentlig været skovmand i dag. Han blev i stedet sproglig student, men manglede faget kemi til at læse videre til en uddannelse inden for forstvæsenet.

Så magede det sig i stedet sådan, at han blev uddannet som socialpædagog og bortset fra 3 år som postbud i Ringkøbing har arbejdet med anbragte børn og unge i hele sit voksenliv. Det valg har Karsten ikke fortrudt.

- Jeg vil hellere arbejde til gavn for dem, der har brug for støtte, end for dem, der er født med en ”guldske” i munden og er stærke nok til at klare sig selv. Det prægede mit valg af uddannelse og job tilbage i 1980-erne. Det også har været ret afgørende for mit valg af politisk tilhørssted, siger han.

Ruster til selvstændigt liv

Der er fem langtidsanbragte børn og unge i det opholdssted, som Karsten driver sammen med en kollega.

- For børnene er opholdsstedet deres andet barndomshjem i den forstand, at de stadig har kontakt med deres forældre. I vores pædagogiske tilgang samarbejder vi i videst muligt omfang med forældrene om børnenes udvikling. Det giver de bedste resultater. For mig er det et meget meningsfuldt arbejde at være med til at ruste børnene til at leve et selvstændigt liv med bl.a. uddannelse og arbejde, understreger han.

Efter eget udsagn var Karsten i sine helt unge dage lidt af en rebel (han har stadig ring i øret fra dengang!), der elskede at diskutere samfundsforhold og havde holdninger, der ofte gik noget på tværs af, hvad der var ”det gængse i Venstre-land”. Hans interesse for kommunalpolitik blev modnet, da han var formand for Ulfborg Børnehave. Efterfølgende blev han valgt som den første SF-er til Ulfborg-Vemb Kommunalbestyrelse, hvor han i øvrigt også blev partiets eneste og sidste repræsentant i årene frem mod kommunesammenlægningen.

Naturens rolle i dagligdagen

Karsten fik ikke en uddannelse som skovmand, men naturen spiller alligevel en meget væsentlig rolle i hans dagligdag. For det første, fordi han bor og trives på en skovejendom ved Ulfborg. For det andet, fordi han i Holstebro Byråd er formand for Udvalget for Natur, Miljø og Klima.

- Vores natur skal ikke bare være en kulisse. Der skal være mulighed for at bo og arbejde i den, men det er samtidig indiskutabelt, at vi skal beskytte natur og miljø. I balancegangen mellem benyttelse og beskyttelse er det for mig vigtigt, at vi arbejder hen imod mindst muligt bureaukrati og størst mulig fleksibilitet. Det er en fordel for alle parter, siger Karsten.

Også i nationale og internationale miljøsammenhænge har han en hovedrolle. Karsten er formand for organisationen KIMO Danmark og vicepræsident i den internationale organisation af samme navn. Den tager sig af miljøspørgsmål for kystkommuner, f. eks. omkring affald og forurening. Den internationale del af KIMO repræsenterer 6 mio. mennesker i kystkommuner i 15 lande.

Syv skarpe til Karsten

  • Den største begivenhed i dit liv: De begivenheder, der hører familien til.
  • Dit yndlingssted i Holstebro Kommune: Det vestjyske landskab ved fjordene og hederne.
  • Din livret: Vel tilberedt mad, uanset om det er gammeldags bedstemor-mad eller det mere eksotiske.
  • Din favoritmusik: Lige nu hører jeg meget ”The Black Keys”, men ellers f.eks. ”Rolling Stones” og Led Zeppelin”.
  • Din favoritbog: ”Vejen til frihed” af Nelson Mandela.
  • Din favoritfilm: Når jeg endelig ser film - gerne nordiske krimier.
  • Dit favorit-rejsemål: Norge, hvor jeg har været ca. 30 gange på fjeldvandring og på ski.

 

Kontakt

Borgmesterkontoret

Sekretariatet

Rådhuset, Kirkestræde 11
7500 Holstebro

kommunen@holstebro.dk

Tlf. 9611 7503