Holstebro Kommune

Portræt af Ole Andersen

subpage-img

Tillidsmand og formand har ”skolet” Ole

(Portræt bragt i 2014)

Ole Andersen, Borbjerg, født i 1955.

  • Født i Borbjerg.
  • Gift med Else, der er dagplejer. De har to døtre - Randi på 36 år og Rikke på 33 år.
  • Arbejdede hos Domino Møbler fra 1971 til 1991, afbrudt af et pat år på Holstebro Svineslagteri. Siden 1991 ansat hos Tvis Køkkener, hvor han er tillidsmand.
  • Medlem af Holstebro Byråd fra den 1. januar 2010 for Socialdemokraterne og genvalgt for endnu 4 år fra den 1. januar 2014. Medlem af Arbejdsmarkedsudvalget, Social- og Sundhedsudvalget og formand for Børn- og Ungeudvalget, der har med sager om tvangsfjernelse af børn at gøre.
  • Ud over at pleje familie og venner bruger Ole gerne fritiden til ture på sin motorcykel - en Yamaha 1900 kubik, ”som Else gav mig lov til at købe i 2010”. Han er medlem af motorcykelklubben MC Elmer i Holstebro.

Ole Andersen har været tillidsmand for arbejdskolleger i 18 år, og i 5 år var han formand for Borbjerg-Hvam Borgerforening. Begge poster tilskriver Ole en stor del af æren for, at han i 2009 uden aktiv partipolitisk erfaring sagde ja til at lade sig stille op til byrådsvalget i Holstebro Kommune.

- Som tillidsmand taler du dine kollegers sag og forhandler på deres vegne. Som formand for en borgerforening er du valgt til at arbejde for lokalsamfundet. På den måde synes jeg, at jeg efterhånden blev ”skolet” til at turde at stille op til byrådet, siger Ole.

En sag om tillid

Han ser visse lighedspunkter mellem det at være tillidsmand på en arbejdsplads og posten som byrådsmedlem.

- Det er dine kolleger, der bestemmer, om du skal være tillidsmand, men når jeg er valgt, er det mig, der vælger, hvordan jeg vil være det. På samme måde er det som politiker. Det er vælgerne, der bestemmer, om du skal sidde i byrådet, men når jeg er valgt, er det op til mig, hvordan jeg vil forvalte det. Gør jeg det efter deres mening ikke godt nok, kan de lade være med at stemme på mig til næste valg, understreger Ole.

I de første 4 år som medlem af byrådet var Ole medlem af Arbejdsmarkedsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget. Det er han også i de næste 4 år. Ikke mindst posten i Arbejdsmarkedsudvalget var han glad for at få – og beholde.

- Mange, især ufaglærte, har mistet deres job, fordi arbejdspladser er forsvundet.  Jeg er selv ufaglært og kan udmærket sætte mig ind i deres situation. Det er jo ikke ”doven-Robert’er”, men mennesker, der gerne vil arbejde, hvis bare virksomhederne er der. I Arbejdsmarkedsudvalget arbejder vi bl.a. med initiativer, der kan sikre uddannelse til ledige, så de igen kan få fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er et svært område, men jeg synes trods alt, at der her i kommunen er mange succeshistorier, hvor det via et tæt samarbejde med private virksomheder er lykkedes at få ledige i beskæftigelse og uddannelse, både på normale og særlige vilkår, siger Ole.

Fra arbejdsdreng til byrådspolitiker

Da han forlod folkeskolen, ville han være landmand. Efter 5 måneder ”ude at tjene” forduftede den plan. De fleste af Oles kammerater skulle ikke arbejde i weekenderne – og skulle de endelig, var det til en højere timeløn. Derfor tog han turen fra arbejdsdreng hos Domino Møbler, til arbejdet i de seneste 23 år med samling, montering, pakning, læsning og jobbet som tillidsmand i Tvis Køkkener – og nu politisk arbejde i Holstebro Byråd.

- Det var spændende at blive valgt til byrådet i 2009. Men jeg synes faktisk, det var endnu sjovere at blive genvalgt i 2013. Det tog jeg som et tegn på, at jeg må have levet rimeligt op til vælgernes tillid i de første 4 år, siger Ole Andersen.

Syv skarpe til Ole

  • Den største begivenhed i dit liv: Familiemæssigt, da vi fik vores børn og – indtil nu – fire børnebørn. Ellers var det nok, da jeg blev valgt til byrådet første gang.
  • Dit yndlingssted i Holstebro Kommune: Jeg har haft med den lokale byfest at gøre i mange år. Den varer en hel uge, og der er en fantastisk opbakning fra hele lokalområdet. Så festpladsen ved Borbjerg-Hvam Kultur- og Fritidscenter er mit yndlingssted.
  • Din livret: Boller i karry og med kartofler til (ikke ris).
  • Din favoritmusik: Dansk pop og countrymusik.
  • Din favoritbog: Jeg læser ikke ret meget, men når jeg er på ferie, tager jeg en stak gamle cowboybøger og kriminalromaner med.
  • Din favoritfilm: Else og jeg er meget til de danske TV-serier søndag aften, f.eks. ”Forbrydelsen” og senest ”Arvingerne”.
  • Dit favorit-rejsemål: Thailand, hvor vi indtil videre har været to gange.

 

Kontakt

Borgmesterkontoret

Sekretariatet

Rådhuset, Kirkestræde 11
7500 Holstebro

kommunen@holstebro.dk

Tlf. 9611 7503