Holstebro Kommune

Byggegrunde i Tvis

subpage-img

Udviklingen i Tvis

I løbet af de sidste 7 år har byen Tvis sydøst for Holstebro haft vokseværk. Med en befolkningstilgang på næsten 11 % og rift om pladserne til en ny familiestart er Tvis et område, hvor strømmen går den rigtige vej. På udstykningerne Egelund og Egevænget er der kun ganske få byggegrunde tilbage, så Holstebro Kommune har i 2014 byggemodnet nye grunde på Egetoften ved Hingebjergvej. Læs mere i kommuneplanen for Tvis.

Ledige grunde i Tvis

Grundene på Egetoften

Der er utrolig smuk natur i og omkring Tvis, som ligger 10 minutter fra Holstebro centrum.

Grundene ligger i den nordlige del af Tvis ud til natur og grønne arealer og i gåafstand til skole og idrætshal.

Udstykningen består af 20 grunde, som sælges inkl. byggemodning. Dvs. at el, vand og naturgasinstallationer er ført frem til skel. Tilslutningsafgiften er inkluderet i priserne.

Boliger må opføres som fritliggende enfamiliehuse med toetagers bygninger i op til 7 meter. Der bliver adgang til fælles grønne friarealer midt i bebyggelsen

Læs mere i lokalplanen for området: Lokalplan nr. 1043

For de mindste

Tvis Skole ligger centralt og går til 9. klasse

Området har hele pakken for børnefamilier, der ønsker nærhed og sammenhæng i børnenes dagligdag. Daginstitutionen Grøftekanten er vuggestue og børnehave, og der er flere dagplejere i skoledistriktet. Tvis Skole og SFH ligger lige ved siden af og har ca. 350 elever fra 0. til 9. klasse. Skolen er overbygningsskole for Halgård og Nr. Felding skoler. Derfor er der 2-4 spor i 8. - 9. klasse.

Tvis

Der bor lidt over 1200 mennesker i byen og omkring 475 i oplandet – og Tvis lægger blandt andet navn til et landskendt køkkenfirma og et tophåndboldhold – og en knap så kendt honningproducent
Men ellers er Tvis kendt som et meget initiativrigt bysamfund 6 km uden for Holstebro by. Der er dagligvarebutik på hovedgaden og masser af lokale aktiviteter – lige fra amatørteater og jagtforening til cykelmotion og tennisklub. Læs mere på www.tvisby.dk

Tvis Centret (Tvis Hallen) danner rammen for idrætsliv, kultur og fritid, og er et multihus med mange funktioner og mødested for foreninger, klubber, virksomheder og private. Også skolen er foreningernes kulturelle samlingspunkt gennem Tvis Kulturelle Samvirke.

Der er over 700 arbejdspladser i Tvis, der b.la. tæller store virksomheder som Actona Company, TMK A/S og BMS Krangården.

Midt i naturen tæt på Holstebro centrum

Tvis er et skønt område tæt op Holstebro by.

Landskabet omkring Tvis består dels af hedeslette og dels af et bakkeølandskab. Der er plantager, små skove og vandløb - Halgård Bæk og Tvis Å, der løber ud i Storå, der er Danmarks næstlængste å med laksefiskeri og kanosejlads. Her er også den gamle vandmølle og det kommende Tvis Mølle Naturcenter.

Trafik

Tvis og den sydøstlige del af kommunen kommer om få år til at nyde godt af Holstebromotorvejen og den korte køretid til supersygehuset i Gødstrup og andre store arbejdspladser sydpå. Der bliver let adgang til Tvis fra et tilslutningsanlæg ved Gedbovej til den kommende motorvej øst for byen.

Det tager 10 minutter at køre ind til Holstebro City i bil, og der er også cykelsti fra Tvis gennem Mejdal til Holstebro. Der kører busser til og fra Tvis, og skolebusruterne er gratis.

Kontakt

Grundsalg

Borgmesterkontoret

Kirkestræde 11
7500 Holstebro

kommunen@holstebro.dk 
Tlf. 96117504

Tekniske oplysninger

Teknik og Miljø

Kirkestræde 11
7500 Holstebro

Tlf: 96117684