Holstebro Kommune

Grunde i Vemb

subpage-img

”Vemb vil videre”, lyder sloganet for den dynamiske by nord for Ulfborg og øst for Nissum Fjord. Og hvis du vil være med på vejen, er der gode byggegrunde, et udbredt borgerengagement og gode arbejdspladser i området.

Ledige grunde i Vemb

Her er en bred vifte af virksomheder og forretninger, som trækker folk og opmærksomhed langvejs fra: Fx Villumsens Bolighus eller Nordsmark & Co - herretøjsforretningen med over 100 år på bagen, den kulørte kunsthåndværksbutik Porcelinge eller solbrilleforhandleren Wiley X, der bl.a. leverer briller til idrætsfolk, jægere og sportsfiskere.

Andre kendte virksomheder er murerfirmaet Bjarne Ørts & Co og taske-virksomheden Belsac.

Byens kultur- og forsamlingshus har et godt ry for store fællesspisninger og god mad gennem stedets cateringfirma Smag & Sans, der trækker folk fra nær og fjern.
www.KultuNaut.dk

Alle er eksempler på, at Vemb er en vestjysk smeltedigel af kreativitet og iværksætterkraft, der ikke sætter alt på én hest, men satser på mangfoldig udvikling. En udvikling som også får befolkningstallet til at stige midt i det vestjyske.

Ud over skole, SFH, børnehave, børnehus og ældrecenter rummer Vemb også den kommunale institution og kollegiet Uddannelsescenter Mariebjerg.

Vembhallen gennemgik en stor renovering i 2015.

Stationsbyen Vemb ligger ikke langt fra den større naboby Ulfborg, der har mange muligheder som borgerservice, bibliotek eller svømmebassin. Det er typisk også i Ulfborg, at de største elever har skolegang.

Historisk centrum

Vemb er kendt tilbage fra år1325, og ikke langt fra byen ligger kulturcentret og herregården Nørre Vosborg, som både omfatter hotel og restaurant, kursus- og koncertfaciliteter.

Nørre Vosborg blev i 2014 den bedst beskrevne herregård i Danmark med et 900 siders bogværk i to bind - skildret af nogle af landets dygtigste arkæologer og fagspecialister.

Endnu tættere på ligger en andet magnet for kultur og viden, som også emmer af atmosfære og historie, nemlig Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle. Her er der foredrag, seminarer og ekskursioner, hvor videnskabsfolk og andre med specialviden præsenterer deres arbejde og resultater. - og hvor man finder kunstneren Per Kirkebys ”Huset for sten og stjerner”.

Vemb ligger i kort afstand til både hede, fjord, hav og å. Du når Vesterhavet på blot 20 minutter, Nissum Fjord ligger få kilometer fra bygrænsen og Storåen – ja den går nærmest igennem byen. Kommer du fra øst, bliver du ved bygrænsen mødt af et stort grønt fællesareal ned til Danmarks næstlængste å, der har sin helt egen lakseart – eftertragtet af lystfiskere fra hele landet.

At alle i Vemb har ’naturen i baghaven’ har enkelte gjort til særlige attraktioner som Flamingo Naturpark og Fru Pedersens Have, der er eksempler på udflugtsmål.

 

 

Kontakt

Grundsalg

Borgmesterkontoret

Kirkestræde 11
7500 Holstebro

kommunen@holstebro.dk 
Tlf. 96117504

 

Tekniske oplysninger

Teknik og Miljø

Kirkestræde 11
7500 Holstebro

Tlf: 96117684