Holstebro Kommune

Fiskeundersøgelser - nytter vandløbsprojekter?

subpage-img

Holstebro Kommune har i 2012 gennemført en fiskeundersøgelse i Råsted Lilleå og i 2013 undersøgt fiskebestanden på en række stationer i Gryde Å. (Rapporten kan læses her).

I 2014 er der fulgt op med en fiskeundersøgelse i Vegen Å fra Sørvad til udløbet i Storå.

I 2015 er fiskebestanden i Idom Å blevet undersøgt på et tidspunkt før Idom Dambrug er nedlagt (se fiskeundersøgelse i Idom Å).

I 2015 har DTU Aqua undersøgt fiskebestanden i Storåsystemet. Denne undersøgelse har Holstebro Kommune i 2016 suppleret i Savstrup Å Systemet for at få et mere dækkende billede, men også en lidt nærmere belysning af årsagen til den ringe bestand af laksefisk.

I både Råsted Lilleå, Gryde Å og Vegen Å var der en god-/meget stor bestand af vilde lakseyngel og en ubetydelig tilstedeværelse af udsatte laks. De udsatte laks kan med andre ord ikke klare sig i konkurrence med de vilde. De bliver jaget væk og evt. spist af odder og sikkert især skarv, der de senere år har vist sig som en stor trussel for vandløbenes fiskebestande.

I Savstrup Å systemet er bestanden af laks og ørred generelt dårlig med undtagelse af tilstedeværelsen af en stor ørredbestand på en strækning af Albæk, der blev restaureret af Holstebro Kommune i 2013. Mange faktorer spiller her ind på den ringe bestand af laksefisk herunder okkerbelastning, sandvandring, vandløbsvedligeholdelse, vandindvinding og manglende gydeområder. Fiskeundersøgelsen i Savstrup Å angiver mulige tiltag til forbedringer.

Fiskeudsætninger stopper

DTU Aqua har på baggrund af kommunens dokumentation fra 2015 stoppet udsætningerne i alle sideløb til Storå. I april 2017 udsættes de sidste 20.000 laks i Storås hovedløb. Laksebestanden i Storå er nu selvreproducerende og kan klare sig helt uden udsætninger.

Lystfiskerne organiseret i Sammenslutningen ved Storå (SVS) registrerer hvert år andelen af udsatte laks i lystfiskernes fangster. I 2016 var 71 % af de registrerede hjemtagne laks med fedtfinne og dermed vildlaks, der ikke stammer fra udsætninger. 10 hjemtagne laks var angivet uden angivelse af mærkning og indgår derfor ikke i beregningen.

Det betyder ikke at udsætningerne har været betydningsløse. Det betyder blot, at udsætningerne har haft sin tid som katalysator og at de vilde laks nu har overtaget billedet, da de fysiske forhold nu på langt de fleste vandløbsstræk er i orden i åsystemet vest for Holstebro Vandkraftværk.