Støttemidler til medborgerskabende aktiviteter

Holstebro Kommune udbyder støttemidler til medborgerskabende aktiviteter. I år under temaet ”Kulturen til forskel”.

Vi har kulturen til forskel i Holstebro Kommune, og det mener vi adskiller os fra andre kommuner.

Derfor vil vi gerne arbejde for, at de gode historier om kulturen i kommunen bliver fortalt. Vi vil gerne høre og se hvordan I, i jeres landsby, lokalsamfund, grundejerforening mv. har en kultur til forskel? Hvordan kan det ses, mærkes, høres, smages eller duftes lokalt hos jer? I har sikkert mange gode ideer og tanker lokalt hos jer. 

Holstebro Kommune tilbyder et tilskud på op til 15.000 kr. for at se, hvordan I arbejder med kulturen til forskel. 

Formål

Puljen er specielt rettet mod medborgerskabende aktiviteter i lokalområderne som understøtter ”Kulturen til forskel”. Til projekterne kan der søges om tilskud til drift og vedligehold af de offentligt tilgængelige arealer, som anvendes til projekterne, og som indeholder kulturen til forskel, til gavn for lokalområdet.

Hvem kan søge?

Borgerforeninger eller andre foreninger, der repræsenterer det pågældende område. 
Der kan kun indsendes én ansøgning fra hvert lokalområde og ansøgningen skal omfatte arealer, der kan benyttes af hele lokalsamfundet.

Økonomisk støtte - hvad kan man søge midler til?

Der kan søges om støtte til materialer, som f.eks. blomster, buske, træer, plæneklipper, koste, maling, brændstof mv.  
Den enkelte forening kan kun søge om støtte for maks. 15.000 kr. eks. moms. De ansøgte redskaber/materialer skal stå mål med arealets størrelse og opgavens omfang. 

Økonomisk støtte - hvad kan man ikke søge midler til?

Der kan bl.a. ikke søges om støtte til vedligeholdelse af arealer som foreninger i anden forbindelse er forpligtiget til at vedligeholde. 
Der kan bl.a. ikke søges om støtte til materialer til anlæg af byggeri, installationer m.v.

Ansøgningerne skal indeholde

Et ansøgt beløb dokumenteret med kopi af konkrete tilbud.
En beskrivelse af til hvilket formål, redskaberne/materialerne skal benyttes, og på hvilke arealer - angivet på kortbilag med beliggenhedsadresse.
Evt. brugsretsaftale/driftsaftale fra ejeren, hvis arealerne ikke er ejet af foreningen.
Oplysninger om, hvilke foreninger ansøgningen eventuelt er indsendt i samarbejde med.
Oplysninger på kontaktperson, som er ansvarlig for indkøbet.
Oplysning om foreningens CVR-nr.

Behandling af ansøgning

Midlerne tildeles fortløbende efter d. 19.08.2019, og tildeles indtil puljen er tom.  Seneste ansøgningsfrist er 02. oktober 2019. 
Imødekommes en ansøgning af Teknik og Miljø, meddeles foreningen tilsagn om støttebeløbets størrelse. 
Støttebeløbet udbetales ikke til foreningen, men vil ske ved, at Holstebro Kommune afholder de faktiske udgifter til materialerne direkte med leverandøren/forhandleren.
Alle projekter skal være afsluttet, og alle regninger fremsendt senest 16/12-2019.   

Holstebro kommune stiller som et krav, at de tilskudstildelte ligeledes indsender et billeder, videoklip eller lignende af de lokale kulturprojekter. 

De indsendte billeder, videoklip eller lignende vil blive anvendt af Holstebro Kommune i kommunikationssammenhænge, eksempelvis på via www.holstebro.dk eller Holstebro Kommunes facebook-profil. 

Ansøg via dette link

Ved evt. spørgsmål, send en mail til: trafikogpark@holstebro.dk

For yderligere information kontakt

Teknik og Miljø

Team drift

phone96117555

E-mail

keyboard_arrow_up