I hænderne på Belinda fra Thy skal håndværksprojekt spire
27. august 2024På det vestjyske frilandsmuseum, Hjerl Hede, vil de gerne vise og fortælle om alle de vigtige håndværk, som har eksisteret gennem århundreder, og som gerne skal bestå mange år endnu. Med projektet Modern Hands arbejder Hjerl Hede for at udbrede kendskabet til traditionelle håndværk, og Belinda Harkjær Fredslund står i spidsen for den mission. Nu præsenterer hun tre nye Modern Hands-workshops til september.
Belinda Harkjær Fredslund er klar til at hylde det gode håndværk igennem projektet Modern Hands. (Foto: Frilandsmuseet Hjerl Hede)
Når Belinda Harkjær Fredslund møder på job på Frilandsmuseet Hjerl Hede ved Vinderup, er opgaven at få ting til at spire, gro og blive levedygtige. Det gælder både for de alle frø og planter, hun arbejder med som museets gartner og i høj grad i rollen som projektleder for Modern Hands. Projektet hylder det omhyggelige håndværk og den ekspertise, der ligger bag hver enkelt håndværksmæssige opgave – ligegyldigt om det er som selvlært eller faglært.
Belinda Harkjær Fredslund, som bor i Ydby i Thy, har en dyb passion for at bevare og formidle de gamle håndværkstraditioner. Hendes arbejde på Hjerl Hede kombinerer hendes viden som gartner med hendes engagement i at fremme håndværkets betydning i dag.
Tre workshops med håndværk i fokus
Som en del af Hjerl Hedes "Modern Hands"-projekt tilbyder museet tre unikke workshops, der dykker ned i traditionelle håndværk og deres moderne relevans.
Den første workshop, ledet af Hjerl Hedes maler Christian Østergaard, giver deltagerne en grundig introduktion til bevaring af gamle kitfalsvinduer. Her lærer deltagerne, hvordan de med simple teknikker kan energiforbedre og vedligeholde ældre vinduer med brug af kit og linoliemaling, hvilket forlænger deres levetid og bevarer deres æstetiske værdi.
I en anden workshop tager Maja Ingemann Nielsen deltagerne med på snitte-rejse, hvor de får mulighed for at arbejde med nyfældet træ og snitte deres helt egen træske. Her lærer man grundlæggende snitteteknikker og materialevalg, så man selv kan fortsætte arbejdet derhjemme.
Sidst, men ikke mindst, så står Belinda Harkjær Fredslund selv for en workshop med fokus på haven. Her kommer deltagerne med på en inspirationstur i Hjerl Hedes historiske haver, hvor de lærer praktiske metoder til at forvandle ukrudtsfyldte hjørner til frugtbar jord, perfekt til dyrkning af egne grøntsager. Workshoppen fokuserer på at gøre havearbejdet overskueligt og effektivt, så alle forhåbentlig kan nyde processen fra såning til høst.
Alle tre workshops den 29. september giver deltagerne håndgribelige færdigheder og en dybere forståelse af godt håndværk – fra træpleje til havearbejde og træsnitning. Modern Hands er støttet af Tietgenfonden og er mere end et projekt. Det er Hjerl Hedes bidrag til at bevare vores håndværksmæssige arv og sikre, at disse værdifulde færdigheder lever videre.
Maler-workshop: De gamle vinduer
Snitte-workshop: Lær at snitte
Workshop: Dyrk mere og lug mindre