Ny byfestival indtager tre centrale bydele
7. april 202511.-15. juni byder Holstebro Byfestival på fem festlige sommerdage med et tætpakket eventprogram, kulturarrangementer og fællesskaber - især i midtbyen, ved Slagteriet og på Sygehusgrunden.
Billedtekst: Street food festivalen på Slagteriet vender tilbage og bliver del af Holstebro Byfestival. (Foto fra Baneparken, syd for Slagteriet S/I, fotograf Ole Mortensen).
En festival med velkendte ingredienser og nye smagsvarianter ser dagens lys den 11.-15. juni. Her sætter kommunens eventaktører ekstra gang i bylivet og skruer op for aktiviteterne - det meste under åben himmel.
Især tre bydele bliver fyldt med oplevelser, underholdning og overraskelser: Midtbyen omkring gågaden, området ved Slagteriet og på Sygehusgrunden. Der bliver markedsstemning, musik og madoplevelser. Idræt, bevægelse, kunst, udstillinger, teater, dans og en masse andre ting, der lige nu er i støbeskeen.
Byfestivalens overskrift er i år "Forandringer". Et tema der på én gang afspejler verden i en brydningstid, den lokale udvikling og livets faser. Forandringer er både et vilkår og en inspiration til sporskifte. Det indrammer transformationen af centrale boligområder, kulturens rolle i byudviklingen og handelslivets fremtid.
Begyndelsen på en ny tradition
Byfestivalen er en udløber af festugen under Holstebro Byjubilæum i 2024, som byrådet har valgt at støtte de næste tre år, forklarer borgmester H.C. Østerby:
- Vi håber at byfestivalen bliver et nyt årligt højdepunkt i Holstebro. En slags byfest over flere dage, hvor forskellige aktører går sammen om at skabe oplevelser på kryds og tværs og fællesskaber, hvor alle kan være med. I år sætter festivalen spot på samspillet mellem tre bydele, som repræsenterer kultur, handel og byudvikling. Tre områder som er i rivende udvikling i disse år og derfor passer godt til overskriften 'Forandringer'.
Program i støbeskeen
Planlægningen af Holstebro Byfestival er i fuldt sving. Det er kommunens afdeling Kultur og Fritid, der koordinerer festlighederne sammen med indtil videre 25 forskellige kulturinstitutioner og eventaktører. En gruppe af frivillige har også meldt sig til at hjælpe med afviklingen. Alt sammen noget, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Lene Dybdal, er rigtig glad for:
- Vi spiller videre på de gode erfaringer og opbakningen fra byjubilæet sidste år. Overvældende mange af vores lokale kulturaktører har budt ind, så der kommer til at ske en masse ting i bymidten. En af ambitionerne er at forbinde eventzonerne, så flere får lyst til at opleve mere og mod på at bevæge sig rundt i byen i løbet af de fem dage. Vi håber også, at byfestivalen på sigt bliver en katalysator for et større og bredere samarbejde på tværs af aktører i Holstebro.
Et udpluk af det foreløbige programindhold:
Gadeidræt, markeder, workshops, kulturoplevelser og street food festival på Slagteriet. Rosé Festival i gågaden, motionsløbet Active in the city, OMBOLD i Enghaven, fællesskabsaktiviteter i Kom Sammen-teltet. Musikskolens Sommerkoncert i Rådhushallen og Lille Live. Teater og musik, skattejagt, mindfulness og lydmeditation på Sygehusgrunden samt pop up events forskellige steder.
Det endelige program er klar i slutningen af maj.