Ny forsvars-studieretning på Holstebro Gymnasium og HF
26. januar 2026“Global Sikkerhed” i samarbejde med Jydske Dragonregiment, Dragonkasernen og Forsvarsakademiet
Billedtekst: Holstebro Gymnasium og HF opretter ny studieretning i Global Sikkerhed
NYHED FRA HOLSTEBRO GYMNASIUM OG HF:
Som led i udviklingen og udbygningen af gymnasiets mange studieretninger lancerer Holstebro Gymnasium og HF fra august 2026 en ny studieretning med titlen “Global Sikkerhed”.
Studieretningen bygger ovenpå en allerede kendt og populær studieretning med samfundsfag og engelsk på A-niveau. Den nye studieretning vil have fokus på samspillet mellem samfund, sikkerhed, samarbejde, sprog og kultur i en global verden.
Målet vil være at give eleverne redskaber til bedre at forstå internationale relationer, kriser, konflikter og global kommunikation i en verden med øget kompleksitet. Studieretningen giver samtidig mulighed for at prøve kræfter med og få indsigt i de fysiske og psykiske krav, det kræver at være en del af det danske forsvar. Idræt og fysisk aktivitet vil således være en del af studieretningens profil og vil understøtte arbejdet med fysisk formåen, mental robusthed og samarbejdsevner.
Etableringen af studieretningen et udtryk for at Holstebro Gymnasium og HF ser det som en vigtig samfundsopgave at give unge indsigt i de mange uddannelses- og karrieremuligheder, der findes i og omkring Forsvaret – både militære og civile – og at gøre flere nysgerrige på de jobfunktioner og kompetencer, som præger området.
I undervisningen vil der blive arbejdet med aktuelle internationale problemstillinger, globale organisationer, medier, diplomati og samarbejde på tværs af lande og kulturer.
Studieretningen Global Sikkerhed vil pege mod videre uddannelser inden for bl.a. forsvarsrelaterede uddannelser, statskundskab, jura, journalistik, internationale studier, kommunikation, politi, beredskab samt en lang række andre uddannelser og jobfunktioner.
Du kan læse mere om studieretningen her.