Nyt projekt skal få unge fra erhvervsskoler til at gå på museum
23. januar 2025Med en bevilling på 640.000 kr. fra Slots- og Kulturstyrelsen vil De Kulturhistoriske Museer i Holstebro og herregårdsmuseet Gammel Estrup udvikle særlige forløb for elever på håndværksuddannelser.
Projektet ”Håndens historiske værk – erhvervsskoler på museum”, der er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen, skal i 2025 udvikle tilbud til unge på håndværksuddannelser. (Foto: Hjerl Hede)
I samarbejde med erhvervsskolerne i henholdsvis Holstebro og Randers gennemføres der en række museumsforløb på Hjerl Hede og Gammel Estrup med fokus på gamle håndværksteknikker og bevaring af historiske bygninger. Formålet er at engagere de unge i arbejdet med historisk håndværk, allerede mens de er under uddannelse. Museumsdirektør Kasper Steenfeldt Tipsmark fra Gammel Estrup fortæller:
- Vi vil gerne vise de unge mennesker, hvordan man har bygget førhen, og hvordan man istandsætter og bevarer historiske bygninger. Dels så vi sikrer, at der i fremtiden er folk, der mestrer de gamle teknikker og forstår fortidens byggeri. Og dels fordi vi er overbeviste om, at det personlige kendskab til museer og samskabelse omkring konkrete projekter, kan være med til at knytte den her gruppe – som vi ved er underrepræsenterede på museerne – tættere til os i fremtiden.
Resultaterne af forløbene skal munde ud i modeller og metoder, der kan benyttes på alle landets museer i arbejdet med unge, der tager en håndværksmæssig uddannelse.
Nye museumsbrugere
I Danmark er der lige nu et rekordhøjt antal museumsbrugere og borgere, som aktivt opsøger kulturtilbud. Men Slots- og Kulturstyrelsens undersøgelse af museernes ikke-brugere fra 2024 viser, at der samtidig er betydelige samfundsgrupper, som sjældent eller slet ikke bruger museerne.
- Med hele 35% er personer med en erhvervsuddannelse som højeste uddannelsesniveau den allerstørste gruppe af såkaldte ikke-brugere på de danske museer. Vi har igennem en årrække arbejdet med at få den gruppe af mennesker ind på museet, og vi er derfor meget glade for det her projekt sammen med Gammel Estrup. Her får vi mulighed for at udvikle forløb og metoder til at inddrage de unge, allerede mens de er under uddannelse og på den måde sikre flere museumsbesøg i fremtiden fra netop denne målgruppe, siger Kasper Rathjen, der er udviklings- og afdelingschef, Hjerl Hede.
Projektet ”Håndens historiske værk – erhvervsskoler på museum” gennemføres af De Kulturhistoriske Museer i Holstebro og Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum i samarbejde med Uddannelsescenter Holstebro og Tradium Randers.
Projektet gennemføres med midler fra Slots- og Kulturstyrelsens Pulje til styrkelse af museernes relevans og understøttes af Skoletjenesten – videncenter for eksterne læringsmiljøer.