Økonomiudvalg ønsker den kommende miljøminister på banen i sag om klimasikring af Holstebro

1. december 2022

Klima

Byrådspolitikerne arbejder på at leve op til forpligtigelsen til at beskytte Holstebro by mod oversvømmelser, men borgerne må foreløbig leve med risikoen. Dansk lovgivning og praksis tager ikke højde for fremtidens klimaudfordringer.

Billedtekst: Oversvømmelse i Holstebro.

Økonomiudvalget i Holstebro Kommune har nu behandlet Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse vedr. hjemsendelse af VVM-redegørelse og VVM-tilladelse til klimatilpasning af Holstebro by. Det store projekt omkring Vandkraftsøen og ådalen øst for Holstebro var byrådspolitikernes svar på forpligtigelsen til at styre fremtidens klimaudfordringer i Storåsystemet og bidrage til at håndtere en såkaldt 100-års hændelse i år 2100.

Klagenævnets afgørelse afviser ikke projektet, men beskriver behov for yderligere undersøgelser og dokumentation for afledte påvirkninger. Den stiller desuden krav til, at statens opgave med passage ved Vandkraftsøen også skal på plads, for at et projekt kan gennemføres. Samtidig med at disse krav beskrives, så anviser klagenævnet dog også en anden vej til at fremme projektet. Der peges konkret på undtagelsesbestemmelser for vandrammedirektivet og habitatbekendtgørelsen, som anvendes meget sjældent i Danmark.

- Det står klart, at dansk lovgivning og vanlig praksis i dette tilfælde ikke tager højde for de klimaudfordringer, vi står overfor, og de helt nye typer af løsninger, som vil komme i spil i fremtiden. Det må vi tage til efterretning. Men klagenævnet har anvist konkrete undtagelsesbestemmelser, som viser en vej fremad. Og der er kun én vej, og det er fremad, for der ligger en EU-forpligtigelse til at beskytte byen. For at den kan vægtes ind, er det åbenbart en betingelse, at den kommende miljøminister skal give lov, siger borgmester H.C. Østerby, og fortsætter:

- Det er et enigt Økonomiudvalg, som nu ønsker, at sagen bringes for den kommende miljøminister i et foretræde, for nu er det på tide, at man fra Christiansborg spiller sig på banen og sikrer rammer for, at vi i Danmark kan løse de voksende udfordringer med vand i et klima, som hastigt udvikler sig.

Holstebro Kommune arbejder derfor nu videre på det grundlag, som skal afdække, om der er ministervilje til at bane vej for beskyttelsen af byen med det påtænkte tredelte projekt i ådalen, Vandkraftsøen og ved Vigen.

Sagen skal følges til dørs

Økonomiudvalget konstaterer, at sagen skal følges til dørs på baggrund af den forpligtigelse, der er til at beskytte byen, og at der ikke findes alternativer, som både er realiserbare for Holstebro Kommune og ikke betyder, at man skal helt tilbage til start med nye projekter, som vil løbe ind i nøjagtig de samme lovgivningsmæssige problemer.

- Vi ved, at borgerne må leve med usikkerheden nogen tid endnu, mens vi forsøger at bane vej for det her projekt på Christiansborg. Men vi kan heller ikke bare slå op i banen og begynde helt forfra, når vi ved, at andre projektideer hverken løser forpligtigelsen eller slipper uden om at skulle forholde sig til miljøkravene på det detailniveau, som klagenævnet foreskriver, siger borgmester H.C. Østerby.

Han opfordrer i mellemtiden borgerne til at følge med på den SMS-varslingsløsning, som Holstebro Kommune har stillet til rådighed. Så er der mulighed for at nå at beskytte sine ejendele, hvis der skulle komme oversvømmelser i den kommende vinter.

Økonomiudvalget besluttede allerede, da der blev klaget, at sætte gang i løsningen ved Vigen, og den står nu klar til at beskytte den mest udsatte del af byen. Men det er en sidegevinst ved den del af projektet, som oprindeligt er tænkt til at understøtte passage af større vandmængder for at få optimal udnyttelse af opmagasinering af vand i ådalen og Vandkraftsøen.

Tilmelding til SMS-service 

Borgerne i Holstebro kan tilmelde sig en SMS-service og modtage en SMS, hvis der er risiko for oversvømmelse i Holstebro by. Det kan man gøre ved at sende en SMS til 2580 0057 med teksten "tilmeld". Læs mere på www.holstebro.dk/vandstand
 

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X