Sidste dambrugsspærring er fjernet og Vegen Å genslynget

11. december 2024

Natur Miljø

Vegen Å slynger sig frit i landskabet, efter den sidste spærring ved Munkbro Dambrug er fjernet. Genopretningen giver bedre forhold for fisk og øvrigt dyreliv - og næste år vil en ny sti gøre det muligt at opleve naturområdet helt tæt på.

Sådan her så det ud, da der kom vand på den genslyngede strækning af Vegen Å ved Munkbro Dambrug.

Den sidste dambrugsspærring i Holstebro Kommunes vandløb er nu fjernet ved det tidligere Munkbro Dambrug. Her er Vegen Å, der løber ud i Storå ved Kvickly i Holstebro, ført tilbage til et naturligt og slynget løb over en strækning på 500 meter. Samtidig er der skabt seks stryg med varierende strømforhold, der giver optimale gydebetingelser for bl.a. laks og havørred.

Projektet ved Vegen Å markerer afslutningen på mange års målrettet arbejde med at fjerne dambrugsspærringerne og genoprette vandløbene i kommunens del af Storåsystemet. 12 af de oprindeligt 16 dambrug er blevet nedlagt, og der er fri passage for fiskene ved de resterende dambrug.

- At vi nu har fjernet den sidste dambrugsspærring i Holstebro Kommunes del af Storåsystemet er en vigtig milepæl for naturen og biodiversiteten i vores vandløb. Projektet her i Vegen Å er sammen med lignende projekter i Råsted Lilleå, Idom Å og Gryde Å gode eksempler på, hvordan en langvarig og målrettet indsats på både lokalt og nationalt plan kan føre til væsentlige forbedringer af vandløbenes tilstand og biodiversitet. Det er en indsats, vi godt kan tillade os at være stolte af, siger Karsten Filsø, formand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget.

Renere vand og stærkere laksebestand

Storåsystemets vandløb har hen over de seneste to årtier gennemgået en stor forvandling. Med fjernelsen af dambrug og spærringer - og en markant forbedring af vandkvaliteten - er laksene vendt tilbage i et antal, så der ikke længere bliver udsat yngel for at opretholde laksebestanden. 

- Projektet ved Munkbro er det sidste af en række lignende naturgenopretningsprojekter i Storåsystemet, der samlet har bidraget væsentligt til at redde laksebestanden i Storåsystemet og ikke mindst medført fine levevilkår for en lang række andre arter, der trives i strømmende vand, siger biolog og projektleder Jakob Larsen.

Projektet ved Vegen Å bliver ikke kun en gevinst for naturen, men også for borgerne. En ny trampesti langs åen vil nemlig fra næste år give alle mulighed for at opleve den genskabte natur på tæt hold. 

Naturgenopretningsprojektet er blevet gennemført som en indsats i regi af vandområdeplanen 2021-2027 for Nissum Fjord. Det er sket med støtte fra Fiskeristyrelsen og Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond. Sammenslutningen ved Storå har bakket op om projektet, hvor der også har været et fint samarbejde med lodsejerne i området.

Se flere billeder og en dronefilm om arbejdet her.

Holstebro Kommune har tidligere i år gennemført lignende naturgenopretningsprojekter i Nybo Bæk og Hestbjerg Bæk.

Fakta: Dambrug i Storåsystemet

I Holstebro Kommunes del af Storåsystemet har der tidligere været 16 dambrug. I dag er der fire dambrug tilbage, og der er fri passage alle steder. 

Vegen Å: 4 dambrug → 0
Ellebæk: 2 dambrug → 0
Idom Å: 2 dambrug → 0
Gryde Å: 2 dambrug → 1
Råsted Lilleå: 5 dambrug → 3
Tvis Å: 1 dambrug → 0

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X