Vejdirektoratet har sendt vejprojekt mellem Haderup og Skive i høring
22. august 2024Miljøundersøgelsen for udbygning af vejen mellem Haderup og Skive N. til en 2+1 vej er netop blevet offentliggjort. Nu begynder en otte ugers høringsperiode med et borgermøde i september.
Visualisering af hvordan det kommer til at se ud, når Rute 34 er udbygget til en 2+1 vej. Grafik: Vejdirektoratet.
PRESSEMEDDELELSE FRA VEJDIREKTORATET:
Vejdirektoratet har brugt de sidste to år på at udarbejde et projekt for at kapaciteten kan øges på Rute 34 og 26, der forbinder Haderup og Skive i Midtjylland.
Projektet omfatter en udbygning af den eksisterende Rute 34 fra Haderup til Bærs til en 2+1 vej, udbygning og opgradering af strækningen Bærs til Skive S til en mere tidssvarende to-sporet landevej, og forslag til etablering af en ny omfartsvej vest om Skive (Rute 26) som en 2+1 vej.
Vejdirektoratet har udarbejdet en såkaldt miljøkonsekvensvurdering (MKV), hvori det står beskrevet, hvilke konsekvenser projektet forventes at få for miljøet.
Resultaterne af MKV'en er nu sendt i høring i otte uger. Det betyder, at borgere, virksomheder, kommuner og andre har mulighed for at indsende kommentarer og bemærkninger til MKV-undersøgelsen frem til 20. oktober. I løbet af denne periode afholder Vejdirektoratet også et borgermøde, hvor resultaterne af MKV'en vil blive fremlagt.
Borgermøde
I løbet af høringsperioden afholder Vejdirektoratet et borgermøde, som finder sted på følgende tidspunkt:
Tirsdag den 24. september kl. 17.00-19.00
Kulturcenter Skive (Sundsøre-salen), Skyttevej 12-14, 7800 Skive.
På borgermødet er der mulighed for at høre mere om miljø- og støjpåvirkninger, areal- og ejendomsforhold, trafikale ændringer og økonomi.
Høringsperioden løber frem til den 20. oktober. Når høringsperioden er afsluttet, samler Vejdirektoratet alle høringssvar og udarbejder et høringsnotat og en indstilling til transportministeren. Derefter afventer projektet en anlægslov, før Vejdirektoratet kan gå i gang med at udbygge vejen.