• Print
  • Forstør tekst

Alle elever får deres egen computer

16. august 2017

Over 6.000 computere udleveres i disse dage til folkeskoleeleverne i Holstebro Kommune

6.000 bærbare computere bliver udleveret til folkeskoleeleverne i Holstebro Kommune. Her er det 5. klasse på Vemb Skole, der henter deres computere.

Digitaliseringen tager et spring fremad i Holstebro Kommunes skolevæsen. Sidste efterår bevilgede byrådet 40 millioner til indkøb af nye PC’er til alle elever, og disse maskiner er nu indkøbt og gjort klar med de nødvendige programmer – og nu får skoleeleverne udleveret dem.

- En proces med en lang række pædagogiske overvejelser når nu sit foreløbige højdepunkt, men selve maskinerne er jo ikke det afgørende – det afgørende er, hvordan de bruges i undervisningen, og det her er et af de første skridt i en udvikling af hele måden at tænke undervisning på, siger skolechef Thomas Born Smidt, Holstebro Kommune
Sammen med de tilsvarende lærer-PC’er, som blev udleveret i juni måned, er der indkøbt over 7.000 maskiner. Hvis man stablede disse computere oven på hinanden, ville man få et tårn på ca. 140 meter.

Digitalisering med omtanke

Der kan dog stadig komme bøger med hjem i tasken, og det er heller ikke meningen, at alle nu skal stirre ind i en skærm hele skoledagen igennem. 
- Computeren skal være et læringsværktøj, og et værktøj er aldrig bedre end den, der bruger det. Samarbejdsevne, kreativ tænkning, analyse af problemstillinger og innovative løsninger er noget af det, vi får brug for i fremtiden. Der tales meget om digital dannelse i disse år, og det bliver en central opgave for skolen at gøre eleverne i stand til at manøvrere i det hajfyldte farvand, som den digitale verden også er. For at nå dertil, må eleverne gå fra en rolle som passive medie-forbrugere til aktive producenter, og den bevægelse har vi nu for alvor taget hul på, fortæller skolekonsulent Lars Kirk.

De nye computere forventes at kunne holde i fire år. Derfor vil skolerne gøre en del for at fremme elevernes ansvarlighed over for grejet. Blandt andet derfor bliver det også sådan, at elever der fx flytter fra en grundskole til en overbygningsskole, skal fortsætte med at bruge den samme computer.


Billedtekst: 6.000 bærbare computere bliver udleveret til folkeskoleeleverne i Holstebro Kommune. Her er det 5. klasse på Vemb Skole, der henter deres computere.

Tilbage

keyboard_arrow_up