• Print
  • Forstør tekst

Børnehuset Nova ramt af corona-udbrud

13. oktober 2021

I alt er fire - et barn og tre ansatte - smittede med coronavirussen. Én ud af institutionens fem stuer lukker ned.

Børnehuset Nova er blevet ramt af coronaudbrud, og Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt en midlertidig nedlukning af en af stuerne på Børnehuset Nova. 

Lukkes i syv dage

Lukningen gælder i syv dage; fra den 13. oktober til den 19. oktober, begge dage inklusiv. Smitteudbruddet fordeler sig på et barn og tre medarbejdere. Flere i institutionen oplever corona-lignende symptomer. 

- Vi tager naturligvis Styrelsen for Patientsikkerheds påbud om nedlukningen yderst seriøst og gør det, der skal gøres, fortæller Peter Fogde Mikkelsen, som er skole- og rådgivningschef i Holstebro Kommune. 

Grundlaget for, at påbuddet om midlertidig lukning kun stiles mod en bestemt stue er, at denne stue har børn, der vurderes at være særligt udsatte for et alvorligt covid-19 forløb, da der bl.a. er børn med multiple funktionsnedsættelser, gennemgribende udviklingsforstyrrelser, m.m.. Desuden er der taget højde for børnenes alder og situation, der kan vanskeliggøre overholdelse af smitteforbyggende anbefalinger.

Smitteforbyggende tiltag

Alle ansatte og børn opfordres til at følge Sundhedsstyrelsens smitteforebyggende tiltag.

-Det er særligt svært at sikre, at der holdes afstand og høj håndhygiejne, når børnene er så små, så derfor er nedlukningen det eneste rigtige at gøre, når der nu er smitte i omløb, siger Peter Fogde Mikkelsen.

Tilbage

keyboard_arrow_up