• Print
  • Forstør tekst

Brug for flere lærere på folkeskolerne i Holstebro Kommune

28. februar 2020

Styr på planlægningen: Skolerne i Holstebro Kommune gør klar til at opslå lærerstillinger i april.

Foto: Undervisning på Nørre Boulevard Skolen i Holstebro

En række nye lærere kan efter sommerferien rykke ind på Holstebro Kommunes folkeskoler. Det viser en helt ny opgørelse af personalesituationen. Samlet får skolerne brug for at ansætte lærere til næste skoleår.

Det er planen, at lærerstillingerne skal opslås i april. Så kan skoleledere og skolebestyrelser nå at besætte jobbene inden sommerferien. Dermed kan de nye lærere indgå i skemalægningen for skoleåret 2020-2021.

Opgørelsen af personalesituationen er foretaget af Peter Fogde Mikkelsen, der for få uger siden tiltrådte som ny skole- og rådgivningschef i Holstebro Kommune. Det er en af hans allerførste opgaver.

- Der er styr på skolernes planlægning, siger Peter Fogde Mikkelsen.

Et puslespil

Holstebro Kommunes folkeskoler beskæftiger knap 700 lærere. Det er et puslespil at få klasser og personale på alle skolerne passet sammen.

Enkelte skoler får udsving i elevtal og har derfor behov for færre lærere. Men de lærere, som der ikke længere er opgaver til, rykkes til andre skoler, som har brug for flere.

- Vi begynder med at opslå ledige stillinger internt, så der kan ske overflytninger fra de skoler, der skal afgive lærere. Det plejer i høj grad at kunne lade sig gøre på frivillig basis. Vi har jo et fælles skolevæsen, og der er ikke voldsomme forskelle på skolerne, siger Peter Fogde Mikkelsen.

Til glæde for nyuddannede lærere

Når forflyttelserne er sket, danner der sig et billede af, hvilke skoler der stadig mangler lærere. Så bliver jobbene opslået eksternt til glæde for blandt andre de nye lærere, der bliver færdige på seminarierne til sommer.

- Det er positivt, at vi får plads til at tage imod nye lærere, siger Peter Fogde Mikkelsen.

Tilbage

keyboard_arrow_up