Ny motorvej kører Holstebro i top-10 over huskøb i Danmark

8. februar 2019

Analyse viser, at motorvej giver større spredning i, hvor folk bosætter sig, og det gavner nu Holstebro, mener kommunikationsdirektør på ”Boligsiden.dk”

Foto: Halgård sydøst for Holstebro Foto: Halgård sydøst for Holstebro

PRESSEMEDDELELSE FRA  HOLSTEBRO PRESSEN:

I 2018 købte 455 familier et hus i Holstebro. Dermed hopper byen ind på top-10 over de postnumre i Danmark, hvor der købes flest villaer og rækkehuse.

Horsens ligger i toppen efterfulgt af Silkeborg og Roskilde. Holstebro har blandt andet overhalet Greve og Svendborg på vej ind på top-10. Siden 2012 er antallet af købte huse steget med 44 % i Holstebro.

Opgørelsen er foretaget af ejendomsmæglerne fælles hjemmeside, ”Boligsiden.dk”. Ved at tælle sammen pr. postnummer kan de mellemstore byer sammenlignes. Derved undgås det, at København og Aarhus løber med hele opmærksomheden. De store byer er opdelt i flere postnumre, og derfor fordeles deres handler ud i mindre portioner.

Kommunikationsdirektør Birgit Daetz fra ”Boligsiden.dk” tror, at Holstebros spring ind i top-10 kan hænge sammen med, at motorvejen til Holstebro åbnede i fjor. Det begrunder hun med analyser, som ”Boligsiden.dk” har foretaget.

- Etableringen af den nye motorvej kan være med til, at flere huskøbere har kigget i retningen mod Holstebro, siger Birgit Daetz.

- En motorvej får ikke flyttet en boligkøber fra København til Vestjylland, men den kan betyde, at de boligkøbere, der i forvejen er på boligjagt i et bestemt område af landet, udvider deres søgeområde. Det vil i sidste ende betyde en større spredning i de områder, hvor man bosætter sig, siger Birgit Daetz.

Hun tilføjer, at den nye motorvej er et af flere elementer, der kan få dagligdagen til at hænge sammen for en travl børnefamilie.

- Det er uden tvivl vigtigt for mange at planlægge et huskøb i en tidsmæssig fornuftig afstand fra arbejdspladsen, og her har Holstebro en rigtig god geografisk placering, siger Birgit Daetz.

Holstebro ligger som nummer 10 på listen fra ”Boligsiden.dk”. Men i flere af postnumrene på top-10 er byerne større, og der findes flere huse i dem. Hvis antal købte villaer og rækkehuse sættes i forhold til, hvor mange huse der findes i postnummeret, så hopper Holstebro videre til en placering som nummer 8. Så rykker byen også forbi blandt andre Næstved.

Lige nu er der 343 villaer og rækkehuse til salg i 7500 Holstebro på ”Boligsiden.dk”. Det svarer med den nuværende fart til, hvad der sælges i løbet af bare ni måneder.

Tilbage

keyboard_arrow_up