Parcelhusgrunde går som varmt brød i Tvis

4. juli 2019

I løbet af årets første seks måneder har Holstebro Kommune solgt syv byggegrunde i Tvis og yderligere tre grunde er reserveret. Næsten halvdelen af køberne kommer fra andre kommuner.

Foto: Beboerne på Egetoften i Tvis kan se frem til mange nye naboer. Foto: Beboerne på Egetoften i Tvis kan se frem til mange nye naboer.

Salget af kommunale byggegrunde i Holstebro Kommune har rundet 48 stykker siden nytår. Det er flere end normalt, og især ét sted træder frem i salgsoversigten. Nemlig byen Tvis der ligger seks kilometer sydøst for Holstebro.

Her lever omkring 1.250 indbyggere, og de er ikke alene om at synes, at her er godt at bo.

På Egetoften har syv familier købt en kommunal byggegrund til drømmehuset de seneste seks måneder. Der er yderligere reserveret to på Egetoften og én på Egelund.

Til sammenligning er der i hele 2017 og 2018 solgt fire grunde i Tvis, så de nye salgstal er noget, som kommunens grundsalgskoordinatorer lægger mærke til. Også fordi knap halvdelen af de fremtidige nybyggere i Tvis kommer fra andre kommuner.

- Købere af kommunale byggegrunde bor typisk i kommunen i forvejen, så det er faktisk usædvanligt med så stor en andel fra kommuner længere væk, siger Jonna Brogaard, der er grundsalgskoordinator.

Hvorfor det lige er parcelhusgrunde i Tvis, der for tiden går som varmt brød, er der sikkert flere bud på. Alt lige fra nærheden til såvel natur som til Holstebromotorvejen, den spritnye købmand og tankanlæg, Tvis Centret, cykelstien til Holstebro, eller de hundredvis af arbejdspladser som bl.a. koncentreres omkring Actona Company, TMK A/S og BMS Krangården.

I Tvis finder du også skole med overbygning og SFH, børnehave, vuggestue og dagpleje - og et fremragende foreningsliv med alt lige fra jagtforening og fitness til daghøjskole og tennisklub - eller sociale events som byfester og 'running dinner'.

Befolkningsfremgangen i Tvis de sidste tre år har været på 4,3 %, hvilket er langt over gennemsnittet for hele kommunen.

Priserne for de resterende grunde til salg i Tvis ligger på 424.000 - 528.000 kr. Se mere på www.holstebro.dk/grundsalg
 

Tilbage

keyboard_arrow_up